
På baggrund af slutevalueringen af a-kasseforsøget, som viser, at forsøget har haft en negativ beskæftigelseseffekt, har formand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel (S) tidligere sagt, at det var en fejl at give a-kasserne ansvaret for de ledige. Direktøren hos Danske A-kasser Verner Sand Kirk er ikke enig. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix / Pressebillede: Danske A-Kasser
Magtkampen mellem kommuner og fagbevægelsen kulminerer til sommer
Analyse: En gammel hengemt kontrovers mellem kommuner og a-kasser kan inden længe for alvor blusse op igen, og den vil formentlig tage til frem mod ekspertgruppens anbefalinger til sommer.
Udgivet: 25/01/2024
I efteråret brød en gammel strid mellem kommuner og fagbevægelse/a-kasser ud i lys luge, og selvom der lige nu er stilstand i konflikten, skal man ikke tage fejl. Pausen må ikke forveksles med at stridighederne er løst. Tværtimod.
Uret tikker frem mod ekspertgruppens dom over beskæftigelsespolitikken. Den skal afleveres til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) inden sommerferien.
Fra årsskiftet spilles der efter helt nye regler i jobindsatsen. De forsikrede ledige skal ikke længere til samtale i jobcentrene. De skal i stedet henvende sig til deres a-kasse, som har overtaget samtalerne i de første tre måneders ledighed.
Den nye praksis er langt mere end en forandring alene for de ledige.
Dybest set er det en magtkamp mellem kommunernes jobcentre på den ene side, og fagforeningerne og a-kasserne på den anden. Striden handler om både økonomi og prestige, og er reelt et forsvar af territorier. I bund og grund er hele jobcentertankegangen og den enstrengede beskæftigelsesindsats i spil.
LÆS OGSÅ: KL på baggrund af slutevaluering: En fejl at give a-kasserne ansvaret for ledige
Al hidtidig praksis er kastet op i luften, og ansvarsoverdragelsen til a-kasserne er blevet modtaget med både forventning og dyb skepsis.
Hvis ledigheden stiger i de kommende måneder, vil Kommunernes Landsforening (KL) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) stå klar til at gentage, at det var en stor fejl at tildele a-kasserne ansvaret. Nøjagtig som de gjorde det i efteråret.
Slutevaluering kom på et belejligt tidspunkt
Konflikten fik nyt liv, da slutevalueringen af a-kasseforsøget blev offentliggjort af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) i november.
Beskæftigelsesministeren sørgede meget belejligt for, at konklusionerne først blev offentliggjort netop som repræsentanterne fra jobcentrene havde forladt årets Jobcamp. Finten til trods kunne hun ikke forhindre, at beslutningen om at lade a-kasserne overtage forsikrede ledige blev udsat for heftig kritik.
LÆS OGSÅ: Kære Ane Halsboe: Hvorfor måtte vi ikke få evalueringen af a-kasseforsøget på JobCAMP?
For hvorfor overdrage ansvaret, når slutevalueringen viser en negativ effekt på beskæftigelsen på tværs af a-kasserne? Og hvorfor skulle det ske inden regeringens ekspertgruppe kommer med sine anbefalinger til sommer?
Ane Halsboe-Jørgensen undgik i første omgang de kritiske spørgsmål. Og overfor NB-Beskæftigelse nøjedes hun blot med at konstatere, at rapporten vil indgå i ekspertgruppens arbejde.
Bemærkningen er en påmindelse om, hvorfor de centrale aktører på beskæftigelsesområdet gik på barrikaderne i efteråret. Og hvorfor a-kasserne allierede sig med tænketanken Cevea i et modsvar, der stillede kraftige spørgsmålstegn ved evalueringens konklusioner.
Direktør Asbjørn Sonne Nørgaard konstaterede på den baggrund, at KL og Dansk Arbejdsgiverforening læser evalueringen af a-kasserne som 'Fanden læser Bibelen'.
Ekspertgruppens anbefalinger ventes med ærefrygt
I virkeligheden er konklusionerne i hverken slutevalueringen eller i den tidligere midtvejsevaluering fra Rambøll, som viste en større tilfredshed med a-kasserne, mindre krystalklare, end parterne forsøger at gøre dem til.
Konflikten vidner mest af alt om, at begge parter afventer sommerens anbefalinger fra ekspertgruppen med ærefrygt.
Sidst i august forsøgte Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) at hjælpe regeringens vismænd på vej med et nyt udspil. Heri fremgår det, at a-kasserne ikke bare bør have ansvaret for de forsikrede ledige de første tre måneder. Står det til FH, bør de få det fulde ansvar for alle forsikrede ledige.
LÆS OGSÅ: Nyt notat stiller spørgsmålstegn ved slutevaluering af a-kasseforsøget: 'Viser ingenting'
I kommunerne har man kun hovedrysten tilovers for forslaget. Modsvaret kom et par måneder senere på Jobcamp. Da gjorde KL opmærksom på skævvridningen ved, at a-kasser skal spille en større rolle for de kortvarigt ledige, uden at det økonomiske ansvar følger med.
Ifølge en centralt placeret kilde skal man heller ikke tro, at det er for borgernes skyld, at indsatsen er rykket ud i a-kasserne.
“Det handler alene om at tilfredsstille fagbevægelsen. Det kan godt være, at vi diskuterer fakta og slutevalueringer i offentligheden, men det er i bund og grund ikke så afgørende.”
LÆS OGSÅ: Kommuner straffes, hvis a-kasser ikke får ledige i arbejde: 'Det giver jo ingen mening'
I langt de fleste tilfælde er der heldigvis sammenfaldende interesser. A-kasserne og kommunerne har generelt et godt samarbejde.
Men med den nye konstruktion vil der følge store udfordringer. Specielt hvis a-kasser stiller deres medlemmer tilbud i udsigt, som de økonomisk ansvarlige kommuner er uenige i.
I de tilfælde kan kommunale sagsbehandlere nemt få tildelt skurkerollerne, når de må sige nej til de tilbud a-kasserne har stillet de ledige i udsigt. Siden risikerer de at skulle overtage en skuffet borger, når a-kassernes sagsbehandling ophører efter tre måneder.
Og hvem vinder på det?
Rollerne er byttet om
Stridighederne mellem kommuner og a-kasser slog rødder for 15 år siden. Dengang i 2009 overtog kommunerne beskæftigelsesindsatsen. Da var det a-kasserne der blev sat ud på sidelinjen.
LÆS OGSÅ: 2024 bliver et skelsættende år på beskæftigelsesområdet: Tre ting vi bør holde øje med
I starten af 00'erne blev a-kasserne kritiseret for at være støvede, gammeldags og dyre. I dag er rollerne byttet om. Nu er det jobcentrene der kritiseres for, at nogle borgere kommer i klemme.
Men måske behøver det ikke være så sort/hvidt?
Ifølge lektor i arbejdsmarkedspolitik ved Aalborg Universitet, Stine Rasmussen, kan de to aktører i virkeligheden supplere hinanden godt, fordi de hver især har nogle styrker for forskellige målgrupper.
Sen vejledning har skabt frustration
Samtidig med at KL og a-kasserne sloges i efteråret, skabte manglende informationer om den kommende praksis lokale frustrationer. Det fortæller flere kilder til NB-beskæftigelse.
Det er forståeligt. Først få dage før jul lå vejledningen for samarbejdet mellem jobcentre og a-kasser klar. Det var alt for sent.
Det vil i årets første måneder skabe et unødvendigt ekstra pres hos begge aktører. De er nærmest vant til at omstille sig til nye komplekse regelsæt. Alligevel var det ifølge flere kilder klart utilfredsstillende, at styrelsen ikke var i stand til at levere vejledningen tidligere.
NB-Beskæftigelse har forelagt kritikken for STAR. Du kan læse styrelsens svar her.
Sidst opdateret: 25/01/2024 - 13:53










































