NB-Beskæftigelse kommer her med tre nedslagspunkter, der bliver særligt interessante at holde øje med på beskæftigelsesområdet i 2024.

NB-Beskæftigelse kommer her med tre nedslagspunkter, der bliver særligt interessante at holde øje med på beskæftigelsesområdet i 2024. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix, Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix og Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

2024 bliver et skelsættende år på beskæftigelsesområdet: Tre ting vi bør holde øje med

Analyse: 2024 tegner til at blive et begivenhedsrigt år på beskæftigelsesområdet. Her er tre bud på, hvad du skal holde særligt øje med. Plus et par andre emner, der også kan komme til at tegne året.

Udgivet: 09/01/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

For præcist et år siden spurgte vi, om 2023 ville genskabe tilliden mellem Christiansborg og jobcentrene?

Det korte svar er nej, tilliden er stadig alt for lav. Reelt var det nok umuligt at ændre på tilstanden i ’23, for året gav ingen konkrete politiske svar på en række helt centrale spørgsmål.

Svarene får vi formentlig i år. Derfor tegner ’24 til at blive et skelsættende år på beskæftigelsesområdet, hvor vigtige dagsordener nærmest står i kø.

Listen er lang, men NB-Beskæftigelse forsøger at koge den ned til tre nedslagspunkter, der er særligt interessante at holde øje med.

1) Ekspertgruppens anbefalinger bliver afgørende

Et af årets højdepunkter venter til sommer. Da kommer regeringens ekspertgruppe med sine bud på, hvordan jobindsatsen kan gøres mere effektivt samtidig med, at der barberes tre milliarder kroner af de årlige driftsomkostninger?

Vismændenes anbefalinger ventes at blive fundamentet for den gennemgribende reform af hele beskæftigelsesindsatsen.

Formand Claus Thustrup Kreiner har for længst proklameret, at ekspertgruppen til sin tid vil anbefale radikale forandringer.

“Det er et enormt komplekst beskæftigelsessystem, vi har fået opbygget. I ekspertgruppen har vi derfor spurgt os selv, om vi blot skulle tage udgangspunkt i det nuværende system, som vi så kan justere på hist og her, eller om vi i stedet skal tænke i væsentligt større ændringer."

Sådan sagde Claus Thustrup Kreiner til NB-Beskæftigelse efter præsentationen af gruppens første delanalyse.

Den var opsigtvækkende, fordi den nærmest en til en flugtede med i hvert fald højresiden af SVM-regeringens syn på jobcentrenes andel i dansk økonomis betydelige succes under først coronapandemien og siden energikrisen der fulgte krigsudbruddet i Ukraine.

I forhold til økonomier vi sædvanligvis sammenligner os med, klarede Danmark begge kriser uden større dyk i beskæftigelsen. Det lå lige til højrebenet at give jobcentrene en del af æren for den succes.

Men sådan hænger det ikke sammen, lyder det i delanalysen. I et historisk tilbageblik konkluderer ”Thustrup Kreiner Gruppen”, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem høj beskæftigelse og aktive jobcentre.

Analysen skaber i det hele taget tvivl om, hvorvidt jobcentrenes indsats overhovedet har positiv effekt for beskæftigelsen?

Det ventes, at ekspertgruppen vil offentliggøre flere delanalyser inden den kommer med sine anbefalinger kort før sommerferien.

Læs også:
Analyse: Ekspertgruppen reducerer jobcentrenes komplekse indsats til ukendelighed

2) A-kassernes overtagelse af ledige følges nøje

En gammel kontrovers mellem jobcentre/kommuner på den ene side og a-kasser/fagbevægelse på den anden, fik i efteråret nyt liv via en rapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).

Slutevalueringen af de såkaldte a-kasseforsøg blev gnisten, der genantændte konflikten, som handler om både økonomi og indflydelse.

Fra nytåret overdrog jobcentrene ansvaret for det indledende kontaktforløb med dagpengemodtagere til a-kasserne. Og kan de ikke levere varen, står kritikerne med KL i spidsen klar med heftig kritik allerede om få måneder.

For hvorfor overdrage ansvaret, når nu evalueringen på tværs af a-kasser viser en signifikant negativ effekt på beskæftigelsen? Og hvorfor i det hele taget ændre praksis inden ekspertgruppen afleverer sine anbefalinger?

Et afgørende spørgsmål er, om a-kasserne kommer til at modbevise KL's skepsis og i stedet viser sig effektive til at varetage opgaven.

Først få dage før jul lå startvejledningen for samarbejdet mellem jobcentre og a-kasser klar. Det var alt for sent, og med til at øge risikoen for en skidt opstart.

Læs også:
KL på baggrund af slutevaluering: En fejl at give a-kasserne ansvaret for ledige
3) Sygedagpengesystemet reformeres

Regeringen har netop afsluttet et omfattende analysearbejde af sygedagpengeområdet, som vil blive fulgt op af en kritisk reformgennemgang, fremgår det af regeringsgrundlaget.

Den skal blandt andet se nærmere på de problematikker borgere, der kommer i klemme i systemet, oplever.

Forhandlingerne om ændringer af sygedagpengereglerne begynder allerede her i januar. Det meddeler beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i et brev til Folketingets beskæftigelsesudvalg.

I efteråret ’23 var centrale aktører samlet til stormøde om sygedagpengene. Da var der grundlæggende enighed om, at reglerne ikke virker efter hensigten.

Det er frem for alt et fokuspunkt, at gøre systemet mere menneskeligt, så alvorligt syge ikke kommer i klemme.

Parallelt med forhandlingerne om sygedagpengereglerne har beskæftigelsesministeren søsat en tværministeriel undersøgelse af, hvorfor historisk mange fik tilkendt førtidspension i 2023?

Ministeren har endnu ikke ønsket at uddybe, hvad analysen vil bestå af, og hvornår den ventes færdig. Men det må forventes, at også den venter senere på året.

Læs også:
Minister efter stormøde om sygedagpenge: 'Vi kommer til at kuglegrave området'
Fundamentet bliver støbt

‎ ‎

Set herfra tyder meget altså på, at 2024 vil vise os fundamentet under fremtidens beskæftigelsesindsats.

Men der er flere markante tiltag i pipelinen, som er værd at holde øje med:

Trepartsforhandlinger om tilbagetrækning

Regeringens tidligere planer om en Arne Plus-ordning, en sammenlægning af Arne-pension og seniorpension, blev med 2030-planen lagt i graven i november sidste år.

Siden har regeringen stort set været tavs om udfordringen. Men det forventes, at arbejdsmarkedets parter i løbet af ’24 vil blive indkaldt til trepartsdrøftelser om tilbagetrækning. Et andet stort tema i samme boldgade er, hvordan flere seniorer kan komme i job.

Vil ledighedskøen blive længere?

Ved præsentationen af sin 2030-plan forudså regeringen, at det danske arbejdsmarked efter lang tids optur styrer mod en såkaldt blød landing. Ifølge prognosen vil beskæftigelsen samlet falde med 30.000 personer fra 2023 til 2025.

Men bliver landingen nu så blød, eller vil det i virkeligheden vise sig at være mere udfordrende end SVM forventer. I så fald må både jobcentre og a-kasser forberede sig på ekstra travlhed i 2024.

Forberedelserne til arbejdspligten

Oveni kommer så arbejdspligt, der om et år bliver en fasttømret del af kontanthjælpen for borgere med integrationsbehov.

Til den tid skal kommunerne finde meningsfulde jobs til de cirka 22.000 personer, der skal aktiveres i en fuld 37 timers arbejdsuge for at få deres offentlige ydelse. Aktuelt har kommunerne cirka 1.000 personer i nytteindsats.

Flere jobcenterchefer fortæller NB-Beskæftigelse, at det bliver en omfattende opgave.

Læs også:
Personer i nytteindsats er halveret på fem år: Om blot et år skal antallet mangedobles

Sidst opdateret: 09/01/2024 - 12:30

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]