
Mia Enghardt Korsholm, souschef i Ankestyrelsens kontor Beskæftigelse 2, fortalte på Kommunernes Ydelsesdag i Fredericia, at de almindelige forvaltningsretlige regler får større betydning med beskæftigelsesreformen. Kommunerne får større frihed til at tilrettelægge sagsbehandlingen, men kravene til borgernes retssikkerhed består. - Foto: Kasper Rasmussen/NB-Medier.
Færre regler stiller nye krav: Ankestyrelsen varsler øget fokus på retssikkerheden
Beskæftigelsesreformen giver kommunerne større frihed til selv at tilrettelægge sagsbehandlingen. Men når de detaljerede proceskrav forsvinder, får de almindelige forvaltningsretlige regler større betydning, understreger souschef i Ankestyrelsen Mia Enghardt Korsholm.
Udgivet: 22/10/2026
Når beskæftigelsesreformen fjerner en lang række proceskrav, bliver det i højere grad op til kommunerne selv at finde vejen frem til en lovlig afgørelse.
Men den større frihed betyder ikke, at kravene til sagsbehandlingen forsvinder.
Tværtimod forventer Ankestyrelsen, at de almindelige forvaltningsretlige regler kommer til at fylde mere, når reformen skal omsættes til praksis.
Det fortalte Mia Enghardt Korsholm, souschef i Ankestyrelsens kontor Beskæftigelse 2, på Kommunernes Ydelsesdag i Fredericia.
Hun beskrev forandringen med et billede:
Hvor lovgivningen tidligere har fungeret som en vejviser gennem sagsbehandlingen, kommer den fremover i højere grad til at fungere som et kompas.
Kommunerne får dermed større frihed til selv at vælge vejen frem til en afgørelse.
"Vi går fra et sted, hvor det har været meget præget af regelstyring, og mere over til en faglig vurdering og en tillid til, at man som sagsbehandler kan finde vejen igennem sagsbehandlingen og frem til den rigtige afgørelse," sagde hun.
Men uanset hvordan kommunerne tilrettelægger arbejdet, skal de fortsat leve op til de grundlæggende krav om blandt andet sagsoplysning, partshøring og begrundelser for afgørelser.
"Når lovgivningen forenkles, og konkrete krav bliver reduceret, jamen så vil det altså i højere grad være den almindelige forvaltningsret, som kommer til at være fundamentet," sagde Mia Enghardt Korsholm.
Et eksempel er afskaffelsen af rehabiliteringsteams og ressourceforløb. Her får kommunerne større frihed til selv at tilrettelægge arbejdet, men sagerne skal fortsat være tilstrækkeligt oplyst, før der kan træffes en afgørelse.
Samtidig understregede hun, at Ankestyrelsens rammer for at efterprøve kommunernes afgørelser som udgangspunkt er uændrede.
Styrelsen skal fortsat vurdere, om afgørelserne er lovlige.
Ankestyrelsen forbereder nye principmeddelelser
Reformen får også betydning for den praksis, som kommunerne bruger som grundlag for deres afgørelser.
Ankestyrelsen er allerede begyndt at gennemgå eksisterende principmeddelelser for at vurdere, hvilke der fortsat er relevante, og hvilke der skal ophæves eller erstattes.
Nogle principmeddelelser vedrører regler, der bliver afskaffet eller ændret. De kan dog fortsat være relevante i klagesager, som skal behandles efter den tidligere lovgivning.
"Vi kan ikke komme med praksis på det hele på én gang. Vi er nødt til at se sagerne," sagde Mia Enghardt Korsholm.
Hun forventer samtidig, at nye principmeddelelser i højere grad kommer til at handle om de almindelige forvaltningsretlige regler.
Det kan eksempelvis være en principmeddelelse, der udspringer af en konkret sag om førtidspension, men som behandler et generelt spørgsmål om sagsoplysning.
Dermed kan afgørelsen få betydning for flere områder end det, den konkrete klagesag handler om.
Ankestyrelsen opfordrede desuden kommunerne til at gøre opmærksom på sager, som de mener egner sig til principiel behandling.
Sidst opdateret: 22/10/2026 - 12:16










































