
"Jeg glæder mig til at lære Jammerbugt Kommune at kende og til at møde medarbejdere, ledere, politikere og samarbejdspartnere," udtaler Anja Nørby Sørensen. - Foto: PR-Foto
Beskæftigelseschef fra Skanderborg bliver ny direktør i Jammerbugt
Anja Nørby Sørensen er ny direktør for Social-, Sundhed- og Beskæftigelsesforvaltningen i Jammerbugt Kommune. Hun kommer fra en stilling som chef for Social- og Arbejdsmarkedsafdelingen i Skanderborg Kommune.
Udgivet: 22/10/2026
Anja Nørby Sørensen er ny direktør for Social-, Sundhed og Beskæftigelsesforvaltningen i Jammerbugt Kommune.
Hun tiltræder den 1. december 2026.
Jammerbugt Kommune får med Anja Nørby Sørensen en erfaren leder med solid indsigt i den kommunale sektor, da hun gennem knap 11 år har haft forskellige chefstillinger inden for social-, sundheds og beskæftigelsesområdet. Senest som chef for Social- og Arbejdsmarkedsafdelingen i Skanderborg Kommune.
Anja Nørby Sørensen glæder sig til at lære Jammerbugt Kommune at kende:
"Jeg glæder mig til at lære Jammerbugt Kommune at kende og til at møde medarbejdere, ledere, politikere og samarbejdspartnere. Mit indtryk er, at der allerede er meget godt at bygge videre på, og jeg ser frem til at bringe mine erfaringer i spil i den fortsatte udvikling," udtaler hun i en pressemeddelelse og fortsætter:
"De igangværende reformer giver nye muligheder for at skabe endnu bedre sammenhæng for borgerne. Det bliver en spændende opgave at stå i spidsen for den udvikling og sammen med medarbejdere og ledere udvikle løsninger, der giver værdi i borgernes hverdag."
Borgmester Christian Hem glæder sig ligeledes:
”Vi er meget glade for at kunne byde Anja Nørby Sørensen velkommen som ny direktør for Social-, Sundhed og Beskæftigelsesforvaltningen. Med Anja får vi en erfaren leder, som både har stor indsigt i velfærdsområderne og en stærk forståelse for samspillet mellem politik, drift og udvikling."
Han fortsætter:
"Hun er tydeligt engageret i beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet og har høje ambitioner for den fortsatte udvikling. Jeg er overbevist om, at hun bliver en stor gevinst for kommunen, og jeg ser meget frem til samarbejdet.”
Anja Nørby Sørensen er uddannet cand.mag. i fransk og europastudier fra Aarhus Universitet i 2002. Derudover har hun gennemført en supplerende lederuddannelse.
Privat er hun bosat nord for Aarhus sammen med sin mand Peter og deres to sønner.
Sidst opdateret: 23/10/2026 - 12:36










































