Særlig indsats skal hjælpe unge med psykisk mistrivsel i beskæftigelse i 27 kommuner

73 millioner kroner skal hjælpe unge med psykisk mistrivsel i beskæftigelse i udvalgte kommuner. Det vurderes, at mellem 4.000 og 5.000 unge bliver omfattet i projekterne.

Udgivet: 10/01/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Flere unge mistrives og har alvorlige psykiske udfordringer, og for at vende den negative udvikling udvides den såkaldte IPS-indsats, som mange kommuner haft gode erfaringer med.

IPS hjælper unge under 30 år – og dermed også en del af de unge blandt de 43.000 uden uddannelse og job.

Derfor besluttede regeringen og forligskredsen bag sygedagpengereformen i efteråret at udvide målgruppen, der kan få gavn af indsatsen. Nu kan unge i psykisk mistrivsel, for eksempel unge med tegn på angst og depression, der af forskellige årsager ikke er tilknyttet psykiatrien, også få del i hjælpen. Tidligere skulle den unge være tilknyttet psykiatrien for at være omfattet.

73 millioner kroner fordeles nu til 27 kommuner landet over til projekter frem mod 2026. Nogle af disse dækker flere kommuner. Det forventes, at mellem 4.000-5.000 unge får gavn af indsatsen.

"Unge i psykisk mistrivsel er en af vores største samfundsudfordringer. Mange kommuner har haft gode erfaringer med at hjælpe de unge gennem denne model. Det er godt, at vi nu giver endnu flere mulighed for at få gavn af indsatsen, så de forhåbentlig kan komme videre i uddannelse eller i job," lyder det fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

IPS står for Individuelt Planlagt job med Støtte. Med indsatsen vil man hjælpe udsatte unge med psykiske lidelser eller tegn på psykisk mistrivsel videre med at kunne tage en uddannelse eller finde og fastholde et arbejde. Dette sker blandt andet ved at medarbejderen i jobcenteret har mere tid til den enkelte deltager, og at der tages udgangspunkt i den enkelte unges kompetencer og interesser. Samtidig viser studier, at deltagere i IPS er signifikant mere tilfredse med den indsats de modtager.

Fakta om effekter af IPS

En tidligere evaluering af Projekt Inklusion har vist, at knap 60 procent af deltagerne i IPS kom i job eller uddannelse over en periode på 18 måneder. Det er knap 30 procent mere end kontrolgruppen, hvor det kun var 46,5 procent.

En sundhedsøkonomisk analyse af et lignende projekt - Projekt Inklusion - har samtidig vist, at IPS og IPS suppleret med træning i kognitive og sociale færdigheder opnåede en samfundsøkonomisk besparelse på 72.000 kroner per person sammenlignet med normalindsatsen over en periode på 18 måneder.

Besparelsen kom primært gennem færre udgifter til indsatser i jobcentret, sociale indsatser og mindre brug af det psykiatriske sundhedsvæsen (indlæggelser, ambulante og skadestuebesøg). Besparelsen bliver forstærket af en højere produktivitetsgevinst, fordi deltagerne i IPS også kommer mere i arbejde.

Sidst opdateret: 10/01/2024 - 12:47

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]