
Fra 2023-2026 er der afsat godt 32 millioner kroner til unge i psykisk mistrivsel. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Flere unge skal have hjælp til job og uddannelse: IPS-indsats udvides
Målgruppen for den såkaldte IPS-indsats øges, så det fremover ikke længere er et krav at være tilknyttet psykiatrien.
Udgivet: 10/10/2023
Det er ikke længere et krav at være tilknyttet psykiatrien, hvis man skal have den såkaldte IPS-indsats, der er målrettet unge med psykiske lidelser.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen og forligskredsen bag sygedagpengereformen
har udvidet målgruppen, så unge i psykisk mistrivsel, der af forskellige årsager ikke er tilknyttet psykiatrien også kan få del i hjælpen.
"Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at psykisk sårbare unge kan komme med i et arbejdsfællesskab. Her er der gode erfaringer fra IPS, og derfor er jeg sikker på, at en øget bevilling kan gøre en reel forskel. Indsatserne skal hjælpe de unge videre i tilværelsen og give dem bedre livskvalitet. De har en masse at byde på," siger Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse.
Fra 2023-2026 er der afsat godt 32 millioner kroner til unge i psykisk mistrivsel. Midlerne kommer oveni de 42 millioner kroner, der allerede er afsat til IPS-ordningen i kommunerne til unge tilknyttet psykiatrien via udmøntningen af SSA-reserven i samme periode.
IPS står for Individuelt Planlagt job med Støtte. Med indsatsen vil man hjælpe udsatte unge med psykiske lidelser eller tegn på psykisk mistrivsel videre med at kunne tage en uddannelse eller finde og fastholde et arbejde.
Dette sker blandt andet ved at sagsbehandlere i jobcentrene har mere tid til den enkelte deltager, og at der tages udgangspunkt i den enkelte unges kompetencer og interesser.
En tidligere evaluering af Projekt Inklusion har vist, at knap 60 procent af deltagerne i IPS kom i job eller uddannelse over en periode på 18 måneder, mens det blot var 46,5 procent i kontrolgruppen, der kom i job eller uddannelse.
Sidst opdateret: 10/10/2023 - 12:11










































