
- Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Analyse: Mange udsatte unge uden job og uddannelse tabes allerede som 18-årige
De mest udsatte 25-årige havde allerede en lav uddannelsesaktivitet, da de var 18 år, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Udgivet: 10/10/2023
Alligevel er der fortsat 43.000 unge uden job og uddannelse.
I en ny analyse undersøger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor stor en andel af 25-årige uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, som ikke er kommet i gang med job og uddannelse i løbet af deres ungdom.
Analysen viser, at den fjerdedel af de 25-årige der har tilbragt flest måneder på sidelinjen, i gennemsnit har være uden job eller uddannelse i 61 måneder - svarende til halvdelen af tiden - fra de var 15 til 24 år.
Gruppen bliver allerede tabt af uddannelsessystemet efter grundskolen, idet to ud af tre af de unge fra den tunge gruppe ikke er i uddannelse som 18-årige.
"De unge, der har allermest brug for støtte og hjælp ryger ret hurtigt ud af uddannelsessystemet efter grundskolen. Det er almindeligt kendt, at 43.000 unge er uden job og uddannelse, men det er overraskende, at vi taber mange af dem så tidligt," siger Emilie Agner Damm, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i en pressemeddelelse.
"Vi har et problem med, at for få unge har en god skolegang, og at for mange forlader folkeskolen uden at få en ordentlig vejledning," mener analysechefen.
Emilie Agner Damm glæder sig derfor over, at der er politisk fokus på at hjælpe gruppe af unge, og at regeringen har foreslået at investere i målrettede læringsforløb til de fagligt svageste elever i folkeskolen og en mere praktisk skole.
"Men det hjælper ikke alle dem, der har forladt grundskolen. For mange er FGU, den forberedende grunduddannelse, en rigtig god vej videre. Derfor bør regeringen også prioritere flere midler til netop FGU'en, hvis de mener det seriøst, at de vil hjælpe de unge," siger Emilie Agner Damm.
Analysens hovedkonklusioner
- Ufaglærte 25-årige har i gennemsnit hverken været i job eller i gang med en uddannelse i 42 måneder i løbet af de seneste 10 år. Det svarer til 3,5 år eller lidt mere end en tredjedel af perioden. Til sammenligning har 25-årige med uddannelse haft 10-18 måneder uden job og uddannelse.
- Den tungeste gruppe bliver tabt tidligt. Den fjerdedel af de ufaglærte 25-årige, der har været længst tiden uden job og uddannelse i deres ungdom, er således stort set uden både job og uddannelse allerede som 20-årige.
- For en stor del af de unge ufaglærte har uddannelsessystemet, som vi kender det, ikke givet dem de nødvendige forudsætninger for at fuldføre en ungdomsuddannelse. Det er derfor fornuftigt at tænke i nye ungdomsuddannelser, der hjælper denne gruppe unge bedre på vej. Det kunne f.eks. være med en styrkelse af den forberedende grunduddannelse (FGU) og den højere praktiske eksamen (HPX), som Reformkommissionen foreslår.
Sidst opdateret: 10/10/2023 - 12:12










































