Der er ikke noget at sige til det, hvis den første analyse fra regeringens ekspertgruppe fik jobcentrenes godt 12.000 ansatte til at spærre øjnene op.

Blot en uge efter, at beskæftigelsen rundede historiske tre millioner, såede analysen tvivl om jobcentrenes indsats har reel effekt.

I sin analyse får vi jobcenter-vismændenes historiske tilbageblik på ledighed, beskæftigelse og arbejdsmarkedspolitik. Konklusionen er, at beskæftigelsesindsatsen har skabt dårligere resultater end hidtil antaget.

Analyser påviser ifølge ekspertgruppen, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem faldende ledighed og stigende beskæftigelse som følge af den aktive beskæftigelsesindsats.

Forklaringen er blandt andet, at i modsætning til tidligere kategoriseres flere persongrupper ikke længere som en del af arbejdsstyrken. Og så skal de heller ikke længere tælles med i ledighedsstatistikken.

For SVM-regeringen er det uden tvivl en kærkommen konklusion. Med eksperternes analyse i hånden kan regeringen retfærdiggøre sin ønskede årlige tre milliarder kroners besparelse på jobcentrene.

Ifølge formand Claus Thustrup Kreiner er ekspertgruppen først og fremmest sat i verden for at se på beskæftigelse. Og altså uden at skele til jobcentrenes øvrige opgaver. Det ligner en bestillingsopgave. Det er som bekendt den, der betaler for musikken, som bestemmer, hvad der skal spilles.

Det kan ikke overraske nogen, at eksperternes analyse har trykket sindsstemningen blandt sagsbehandlerne i bund. De føler sig uretfærdigt behandlet. I deres opdrag indgår en række indsatser ud over selve kerneopgaven. Og det er kun den, kerneopgaven, der tages stilling til i ekspertgruppens analyse.

Siden jobcentrene slog dørene op, har de politiske målsætninger løbende forandret sig. De har samtidig været og er fortsat fulde af modstridende intentioner. Ifølge KL bruger sagsbehandlerne i dag cirka 80 procent af deres tid på borgere, der vurderes til at være langt væk fra arbejdsmarkedet.

En markant del af indsatsen handler med andre ord om at hjælpe udsatte borgere på ret køl, så de forhåbentlig kommer oven vande og bliver klar til en plads på arbejdsmarkedet. Med den viden virker det rimeligt at stille spørgsmålet, om det er fair at bedømme jobcentrenes indsats ud fra, hvor mange der går derfra med en jobkontrakt i hånden?

Flere tusinde sagsbehandlere knokler dagligt for at realisere de regler og initiativer, som skiftende politiske flertal har pålagt dem. Det sker samtidig med at de håndterer ledige, der ofte er frustrerede over deres livssituation. Resultatet er konstant højt arbejdspres og voksende sagsbunker.

Lovgivningen på beskæftigelsesområdet fylder mere end 30.000 sider. Siden jobcentrenes fødsel i 2007 har medarbejderne skulle forholde sig til over 70 politiske aftaler og reformer.

Alligevel har sagsbehandlerne længe været politisk forfulgte i den ofte højrøstede jobcenterdebat.

De gør ellers alt, hvad de kan for at overbevise kritikerne om, at deres indsats er langt bedre end sit rygte. I sidste uge viste en omfattende undersøgelse, at langt de fleste danskere er tilfredse med deres gang i jobcentrene. For 13. år på stribe er de ligefrem europamestre i at få ledige i job.

Sagsbehandlere kender alt til at blive bebrejdet, når ting mislykkes. Så for dem må det være besynderligt at få at vide, at deres indsats er overvurderet, når ting lykkes. Men sådan forholder det sig, hvis man spørger ekspertgruppen, som primært er sammensat af økonomer.

Hjælp ‘eksperterne’ på vej

Såvel Claus Thustrup Kreiner som beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er på gæstelisten i Aalborg, når KL i de kommende dage er vært for ”Beskæftigelsesindsats i verdensklasse”, den årlige Jobcamp.

Det giver i det mindste jobcenterfolket en mulighed for at forsøge at overbevise såvel formand som minister om værdien af centrenes indsats og i sidste ende om deres eksistensberettigelse.

Programmet i Aalborg byder på fire såkaldte Jobcamp-dialoger. De er en kærkommen lejlighed til at diskutere formålet med den aktive beskæftigelsesindsats. Og samtidig overøse ekspertformand og minister med input.

Det er muligt, at besparelser på jobcentrene ikke umiddelbart vil få direkte konsekvenser for beskæftigelsen. Men en besparelse på mere end en fjerdedel af centrenes samlede budget, kan umuligt gennemføres uden at forringe indsatsen for borgere og virksomheder.

Og beskæftigelsesministeren vil næppe nå i mål med regeringens løfter om, at flere skal inkluderes på arbejdsmarkedet, samtidig med at indsatsen i højere grad skal prioritere borgere, der har større udfordringer med at finde job. For de sidste ønsker regeringen en mere værdig indsats.

Set i lyset af den ambition, virker det en smule paradoksalt, at regeringen med indførelsen af arbejdspligten har banet vejen for danmarkshistoriens nok dyreste beskæftigelsesindsats i forhold til det forventede udbytte.

I omegnen af 20.000 indvandrere i kontanthjælpssystemet skønnes at blive pålagt arbejdspligt. Udgiften til det initiativ er sat til cirka 170 millioner kroner om året. Regeringen skønner, at arbejdspligten vil øge arbejdsudbuddet med 300 fuldtidsstillinger om året. Hvis det holder stik, vil prisen være 570.000 kroner per borger, der via arbejdspligt flyttes fra kontanthjælp til job.

Arbejdsmarkedsforskerne Flemming Larsen og Dorte Caswell påpeger overfor NB-Beskæftigelse, at det er et vovet samfundseksperiment at skære voldsomt i et så centralt velfærdsområde, som beskæftigelsesområdet på godt og ondt har udviklet sig til med sine omfattende socialpolitiske opgaver.

Der er formentlig potentiale for at effektivisere indsatsen. Det forudsætter politisk vilje til en radikal forenkling af indsatsen og reglerne, og at regeringen melder klart ud, hvad den ønsker for fremtidens beskæftigelsesindsats.

En ting er sikkert: Opgaverne og problemerne forsvinder ikke, fordi man lukker øjnene for dem.

Det kan godt være, at Claus Thustrup Kreiner og de øvrige eksperter er sat i verden for alene at se på, hvor meget beskæftigelse danskerne får for skattekronerne, men ser man bort fra jobcentrenes andre pligter, kan man nemt komme til at smide barnet ud med badevandet.