Siden regeringen meldte ud, der skal spares tre milliarder kroner på indsatsen over for arbejdsløse, har både kommuner, fagforeninger og forskere advaret mod planerne.

De frygter, at besparelsen ikke bare risikerer at øge vores rekordlave ledighed, men også kan føre til en stigning i den strukturelle ledighed, som i sidste ende kan vise sig at blive rigtig dyrt.

Et væsentligt argument er, at beskæftigelsesindsatsen er det tredje ben i den danske flexicurity-model, der som modvægt til de høje ledighedsydelser understøtter og motiverer til jobsøgningen.

Men ifølge forskningsleder ved Rockwool Fonden Jacob Nielsen Arendt behøver de bebudede milliardbesparelser ikke få store konsekvenser for beskæftigelsen.

Han mener, at argumentet mod besparelserne overser nogle centrale forhold.

"Jeg mener ikke, man skal være så nervøs for, at besparelserne vil føre til flere ledige. I forskningen er der ikke belæg for at antage, at vi gambler med den strukturelle ledighed, hvis besparelserne findes de rigtige steder," siger Jacob Nielsen Arendt til NB-Beskæftigelse.

For det første har arbejdsmarkedsreformerne siden 90'erne haft en væsentlig mindre indflydelse på beskæftigelsen end hidtil antaget, som nye analyser viser.

For det andet har Danmark et af de allerhøjeste udgiftsniveauer til beskæftigelsesindsatser i verden, fordi der bruges mange ressourcer på borgere, som har andre problemer end blot ledighed.

Og for det tredje indsatserne til udsatte omkostningstunge, mens de har begrænsede jobeffekter. I det lys stiller Jacob Nielsen Arendt spørgsmål ved, om nogle af disse mennesker ikke vil have bedre af at komme helt ud af beskæftigelsessystemet.

Han efterlyser mere viden om beskæftigelsesindsatsens effekter for nogle udsatte grupper.

"Min hovedpointe er, at det ikke tyder på, at beskæftigelsesindsatsen hjælper disse mennesker i job i synderligt omfang. Derfor er det værd at overveje, om eventuelle gavnlige effekter ikke kan opnås bedre eller billigere med andre indsatser - eller om nogle udsatte ledige faktisk får bedre af at få en mindre intensiv indsats," siger Jacob Nielsen Arendt.

Selv når det gælder anerkendte indsatser som JobFirst-indsatsen til aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og IPS-indsatsen til ledige med psykisk sygdom, er jobeffekterne begrænsede, påpeger han.

Grund til at mane til besindighed

Trods de opsigtsvækkende forskningsresultater om de begrænsede effekter af den aktive arbejdsmarkedspolitik, mener arbejdsmarkedsforskerne Flemming Larsen og Dorte Caswell fra Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser (CUBB) på Aalborg Universitet, at der er grund til at mane til besindighed.

De to forskere mener fortsat, at det er et vovet samfundseksperiment at skære voldsomt i et så centralt velfærdsområde, som beskæftigelsesområdet på godt og ondt har udviklet sig til at være, uden tilstrækkeligt vidensgrundlag.

Ifølge dem kommer hele diskussionen hurtigt til at blive lidt forsimplet og handle om, at det ikke længere er problematisk at spare på beskæftigelsesområdet, fordi det alligevel ikke vil koste job.

“Men man skal bare huske, at de politiske målsætninger med beskæftigelsessystemet har forandret sig over tid, hvor målgruppen samtidig er blevet udvidet voldsomt de sidste 30 år,” siger Dorte Caswell.

Hun mener, at analysen fra ekspertgruppen er utilstrækkeligt defineret.

“Den bygger på en forudindtaget holdning om, at beskæftigelsesindsatsen kun handler om at få mennesker i job. Men indsatserne dækker jo over meget mere end det i dag, hvor langt de fleste i jobcentrene har andre problemer end blot ledighed.”

Sidst, men ikke mindst, savner Dorte Caswell svar på, hvad den politiske målsætning er med beskæftigelsesområdet i dag.

“De politiske målsætninger har forandret sig over tid og har samtidig været og er fortsat fulde af modstridende intentioner. Øget beskæftigelse er centralt, men andre mål har været og er stadig på spil på dette felt, hvor regeringen både taler om værdighed, støtte til mennesker i udsatte positioner, om øget frihed til sagsbehandlere og borgere, men også om øget kontrol med snyd i systemet, siger hun.

“Derfor kan diskussionen ikke koges ned til en konstatering om, at fordi der ikke er beskæftigelsesgevinster for flertallet i systemet, vil der ingen konsekvenser være ved at spare tre milliarder kroner.”