
“Vi mener dybest set, at man bør starte forfra med lovgivningen,” formanden for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel (S). - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
KL vil råbe Christiansborg op med udspil til ny beskæftigelseslov
De mange proceskrav bør afskaffes, antallet af målgrupper reduceres og ressourceforløb, rehabiliteringsteams og jobafklaringsforløb skal helt afskaffes. Med et nyt udspil vil KL genskrive hele beskæftigelsesloven.
Udgivet: 09/11/2023
Reglerne på beskæftigelsesområdet er blevet så omfattende og komplicerede, at de reelt modarbejder indsatsen i landets jobcentre.
Derfor lægger Kommunernes Landsforening (KL) nu op til et fundamentalt opgør med 30.000 siders lovgivning på området.
Med et nyt udspil anbefaler KL, at beskæftigelsesloven skrives helt forfra, så den bygger på tillid og indeholder få hegnspæle.
Proceskrav bør afskaffes, antallet af målgrupper reduceres markant, og så skal ressourceforløb, rehabiliteringsteams og jobafklaringsforløb være fortid.
"Vi mener dybest set, at man bør starte forfra med lovgivningen. Den er blevet et uigennemskueligt kludetæppe, så man kan ikke længere nøjes med at lappe de. Der er behov for en meget mere enkelt beskæftigelseslovgivning," siger formanden for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel (S) til NB-Beskæftigelse.
KL er enige med regeringen i, at der er potentialer for at effektivisere beskæftigelsesindsatsen.
Men det forudsætter en radikal forenkling, som det kræver politisk mod at realisere, og så bør de bebudede besparelser på tre milliarder kroner genovervejes.
"Vi bakker regeringen op i, at der er brug for en vidtgående frisættelse og afbureaukratisering på beskæftigelsesområdet, selvom vi har vores bekymringerne for de bebudede besparelser," siger Peter Rahbæk Juel.
De kan umuligt gennemføres uden at forringe indsatsen over for borgerne og virksomhederne, og det er i det hele taget ikke hensigtsmæssigt at sætte tal på en besparelse, før man ved, hvad man vil med beskæftigelsesindsatsen, skriver KL i udspillet.
Ikke så overraskende mener KL, at beskæftigelsesindsatsen fortsat skal være kommunalt forankret. Det skal sikre en sammenhængende og koordineret indsats til både ledige og virksomheder, som fortsat skal have én indgang til rekruttering af arbejdskraft, lyder argumentet.
Læs om forslagene nedenfor.
En ny enkel beskæftigelseslov med klart formål og få hegnspæle
Ifølge KL er det især summen af de mange regler, proceskrav og detailregulering, som er det grundlæggende problem i beskæftigelsessystemet i dag.
Hvis der for alvor skal realiseres en besparelse ved at fjerne regler, der ikke skaber værdi, skal loven skrives helt forfra. Fokus skal være på, hvilke regler der er brug for - ikke hvilke regler vi kan blive enige om at fjerne.
Opgør med de mange målgrupper i en ny beskæftigelseslov
Der er et stort potentiale ved et opgør med de nuværende 13 målgrupper.
Det er omkostningsfuldt at administrere så mange forskellige varianter af et komplekst regelsæt – hvilket også er besværligt for borgeren at gennemskue.
Ifølge udspillet bør hovedparten af reglerne være fælles for alle, så medarbejderne skal bruge mindre tid på at tilrettelægge forløb og tilbud. Samtidig vil borgerne opleve færre sagsbehandlerskift, når de ikke skal skifte målgruppe så tit – det vil også gøre forløbene kortere.
Fokus bør være på resultater - frem for kontrol, proceskrav og unødig tælleri
Jobcentrene bør måles på, om borgerne kommer i job, og de bør have langt større frihed til at tilrettelægge jobforløb.
Der er ikke brug for statslig kontrol af kommunerne på, om de aktiverer borgerne nok, og om de holder samtaler nok. Der bruges i dag mange unødige ressourcer på at holde samtaler for at sikre, at reglerne om rettidighed bliver overholdt, og om jobcentrene lever op til fokusmålet om samtaler.
Det betyder, at sagsbehandlerne bruger mere tid på at overholde krav om, hvornår den ledige f.eks. skal have vejledningsmateriale om sanktioner – frem for at hjælpe dem tilbage på arbejdsmarked.
Ved at fjerne regler om form og indhold af samtaler kan man også reducere længden og forberedelsen til samtaler, samt give medarbejderne mulighed for at tage udgangspunkt i den enkelte borgers situation, lyder det i udspillet.
Uddannelsesordningerne skal samles og forenkles
Der er lige nu mange uddannelsesordninger med detaljerede regler om målgrupper, positivlister mv. Det gør det unødigt kompliceret og bureaukratisk og svært for de ledige at få overblik over deres muligheder, skriver KL.
Vi skal have en mere fleksibel ramme om de udsatte borgere
Ambitionen om en indsats på tværs af social, sundhed og beskæftigelse er helt rigtig, mener KL.
Men de nuværende regler om, hvordan der skal arbejdes helhedsorienteret og kravene til afklaring og dokumentation er alt for omfattende og rigide.
Derfor skal reglerne om rehabiliteringsteams, ressourceforløb og jobafklaringsforløb afskaffes.
Tilsvarende er der et stort potentiale ved at se på kravene til dokumentation og afklaring til fleksjob og førtidspension, som afføder et uhensigtsmæssigt og stort forbrug af lægeattester.
Beskæftigelsesindsatsen skal være mere digital
Jobindsatsen skal i langt højere grad gøre mere systematisk brug af digitale services til borgere og virksomheder, og for nogle ledige vil de digitale tilbud helt kunne erstatte nogle fysiske kontaktforløb og tilbud.
Yderligere digitalisering af myndighedsopgaver kan f.eks. ske ved, at en del af vejledningen af borgerne om rettigheder også gøres digital, så fysiske jobsamtaler kan fokusere på job og gøres kortere, skriver KL i udspillet.
Sidst opdateret: 09/11/2023 - 14:46










































