
I landets seks største byer, København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers, er man enige i, at der kan spares penge u den kommunale beskæftigelsesindsats. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Danmarks seks største byer til regeringen: Her kan der spares en milliard på jobcentrene
Det er fortsat uklart, hvor regeringen vil skære tre milliarder på jobcentrene. Men nu kommer de seks største byer med en hjælpende hånd.
Udgivet: 08/11/2023
Regeringen peger i sit regeringsgrundlag på, at jobcentrene skal lukkes, og at der skal spares tre milliarder kroner.
I landets seks største byer, København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers, er man enige i, at der kan spares penge. På trods af, at Danmark har et stærkt beskæftigelsessystem, som er bedst i EU til at få folk i arbejde.
Byerne har derfor valgt at byde ind med besparelser frem for at vente på, at staten dikterer dem.
Gennem otte helt konkrete forslag til lovændringer, primært ved at forenkle og afbureaukratisere, kan der i kommunerne og staten samlet set spares næsten en milliard kroner, vurderer landets største byer.
Samlet lyder anbefalingerne:
- Reducer de nuværende 13 målgrupper i beskæftigelsessystemet til fem. Besparelse: Cirka 130 millioner kroner.
- Ophæv kravene til omfanget af samtaler og tilbud til ledige. Besparelse: cirka 220 millioner kroner.
- Fjern kravene til afholdelse af rehabiliteringsteammøder, herunder krav om lægeattest. Besparelse: cirka 190 millioner kroner.
- Slet opgaven med at oplyse ledige om ret og pligt ved første samtale i jobcentret. Besparelse: cirka 40 millioner kroner.
- Nedlæg seniorjobordningen. Besparelse: 220 millioner kroner.
- Formindsk statens ansvar og opgaver i beskæftigelsesindsatsen i samme omfang som kommunernes (ca. 25 procent). Besparelse: cirka 80 millioner kroner.
- Afskaf tilbuddet om 6 ugers jobrettet uddannelse. Besparelse: cirka 70 millioner kroner.
- Lad medarbejder og virksomhed klare enkle sygemeldingsforløb selv. Besparelse: cirka 30 millioner kroner.
Advarer mod yderligere besparelser
Selvom de seks største byer er enige om, at det er muligt at finde besparelser for cirka 1 millard kroner, uden at det på afgørende vis vil gå ud over servicen overfor borgere og virksomheder, er de også enige om, at besparelser for tre milliarder ikke er realistiske, uden at det vil få konsekvenser.
"En besparelse af denne størrelsesorden vil ikke kunne realiseres uden, at der skal laves radikalt om på beskæftigelsesindsatsen og de opgaver, som kommunerne i dag," skriver kommunerne.
De seks største byer mener også, at kommunerne fortsat skal spille en væsentlig og afgørende rolle inden for beskæftigelsesindsatsen.
Se hele sparekataloget fra de seks største byer her.
Læs det tidligere udspil fra de seks største byer til en ny og bedre beskæftigelsesindsats her.
Sidst opdateret: 08/11/2023 - 14:52










































