Nyt notat stiller spørgsmålstegn ved slutevaluering af a-kasseforsøget: 'Viser ingenting'

Ifølge et nyt notat fra tænketanken Cevea viser slutevalueringen af a-kasseforsøget ingenting. Direktør langer ud efter KL og Dansk Arbejdsgiverforening, som han mener har draget for bombastiske konklusioner.

Udgivet: 14/12/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Da slutevalueringen af a-kasseforsøget for en måned siden blev offentliggjort, var det langt fra opmuntrende læsning for flere af landets a-kasser.

I rapportens udlægning blev det fremhævet, at a-kasserne er dårligere til at få ledige i beskæftigelse end jobcentrene.

Men udlægningen er forhastet og forkert.

Det konkluderer et nyt notat fra tænketanken Cevea på vegne af Danske A-kasser.

"Jeg synes, at KL og Dansk Arbejdsgiverforening har taget det meget bombastisk ned. Slutevalueringen er blevet læst, som Fanden læser Bibelen," lyder det fra Asbjørn Sonne Nørgaard, der er direktør i Cevea.

Han henviser til, at de to aktører på baggrund af slutevalueringen har fastslået, at det var en fejl at tildele a-kasserne kontaktforløbet for de forsikrede ledige de første tre måneder fra årsskiftet.

Ifølge Asbjørn Sonne Nørgaard konkluderer slutevalueringen overordnet, at der ikke er en robust entydig effekt af a-kasseindsatsen på beskæftigelsesstatus over den analyserede periode.

"Rapportens konklusion er derfor, at der ikke kan drages nogen konklusion."

Den konklusion kunne slutevalueringen til gengæld godt have skrevet på side 1, så var megen forvirring undgået, mener Asbjørn Sonne Nørgaard.

Metodiske valg står for skud

Det er dog ikke kun udlægningen af rapporten, han mener er kritisabel. Nogle af de metodiske valg i evalueringsrapporten ”Effektstudie af forsøg med mere ansvar til arbejdsløshedskasser: Kvantitativ evaluering”, som er skrevet af professorerne Michael Rosholm og Michael Svarer, står også forskud.

Der er især fire grunde til, at evalueringen ikke kan drage nogen som helst håndfaste konklusioner om beskæftigelseseffekten. De fire grunde berøres delvist i rapporten, men kun delvist.

1) Asbjørn Sonne Nørgaard undrer sig over, at jobcentrenes større effekt på beskæftigelsesgraden ses efter 52 uger, men ikke 26 uger efter påbegyndt ledighed. Da a-kasserne kun har ledighedskontakten de første 13 uger, er den mest direkte effekt af a-kassernes indsats 26 uger og ikke 52 uger efter påbegyndt ledighed.

Vælger man at måle effekten efter 26 uger, sådan som man burde ifølge Asbjørn Sonne Nørgaard, forsvinder den negative effekt fuldstændigt.

2) Den negative beskæftigelseseffekt rapporten finder for a-kasserne, der deltager i forsøget i udvalgte kommuner (ikke-landsdækkende), er ikke robuste. Beskæftigelsesgraden er alene signifikant lavere i BUPL og FTF's a-kasser end i jobcentrene, mens der ikke er signifikante effekter for HK, Min A-kasse, Magistrene og 3F. Effekterne er ikke entydige.

3) Forskellen i beskæftigelseseffekt mellem forsøgskommuner og kontrolkommuner kan være konjunkturafhængig, hvilket ikke undersøges tilstrækkeligt i rapporten. Forudsætningen om ’parallelle trends’ i beskæftigelsen burde undersøges nøjere for de enkelte a-kasser i en længere periode med skiftende konjunkturer.

4) De ledige, som jobcentrene i forsøgskommunerne overtager fra a-kasserne efter 13 uger, får en mindre indsats efter uge 13, end ledige, som sammenligningskommunerne selv har haft ansvaret for. Det kan ikke udelukkes, at denne forskelsbehandling har en negativ afsmittende effekt på a-kasseforsøget – især når der måles efter 52 uger.

Læs også:
Forsker: Diskussionen om a-kassers og jobcentres jobindsats er for sort/hvid

"Analysen kan ikke dokumentere nogen som helst effekt"

Asbjørn Sonne Nørgaard har en ph.d. i statskundskab og har som professor på SDU blandt andet forsket i arbejdsmarkedspolitik og arbejdsløshedsforsikring.

Han mener ikke, det er retvisende, at slutevalueringen skærer alle a-kasser over én kam.

"Det forekommer ikke rimeligt at drage en samlet og enslydende konklusion for de seks a-kasser, der har deltaget i de ikke-landsdækkende forsøg. Slutrapporten viser, at beskæftigelseseffekterne for nogle af a-kasserne er negative og for andre nul, mens den for én a-kasse er positiv."

”Min største kritik er dog, at man måler en effekt alt for lang tid efter, at a-kassernes indsats kan have betydning for, om de ledige kommer i job. Derfor burde rapportens egen konklusion have stået på side 1 og være bøjet i neon: analysen kan ikke dokumentere nogen som helst effekt. Så ville Dansk Arbejdsgiverforening og KL sikkert også have fået øje på det,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard.

DA: A-kasser, der bidrager positivt, kan spille en rolle

Hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener Erik E. Simonsen, vicedirektør og chef for arbejdsmarked og beskæftigelse, at Asbjørn Sonne Nørgaard må tage kritikken med evaluator, som skriver følgende i rapporten:

”Der er for ledige i de seks a-kasser med ikke-landsdækkende indsats en overordnet signifikant negativ effekt på beskæftigelsesgraden for de, der er tilknyttet en a-kasse i evalueringsperioden.”

"Det er korrekt, at den signifikante negative effekt ikke gør sig gældende for alle a-kasser. For 3F og Magistrene er effekten ikke-signifikant positiv. For HK og min a-kasse er effekten ikke-signifikant negativ, mens den for BUBL og FTF er signifikant negativ med beskæftigelsestab på 2,5-3 procent," lyder det fra Erik E. Simonsen i en skriftlig kommentar.

Han mener blot, at det er med til at understrege DA's pointe.

"Ledige, virksomheder og de offentlige kasser skal ikke hænge på a-kasser, der ikke bidrager positivt. Men vi ser meget gerne, at a-kasser, der bidrager positivt, får en rolle."

"DA synes, at dygtige a-kasser og dygtige andre aktører skal inddrages i beskæftigelsesindsatsen. De skal løbende måles på deres evne til at bringe ledige i beskæftigelse. Er resultaterne ikke gode nok, så skal både a-kasser og øvrige private aktører kunne fratages retten til at have kontakten til ledige," skriver Erik E. Simonsen.

NB-Beskæftigelse har uden held forsøgt at få en kommentar fra Michael Svarer og Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg.

Læs også:
Kommuner straffes, hvis a-kasser ikke får ledige i arbejde: 'Det giver jo ingen mening'

Sidst opdateret: 14/12/2023 - 13:42

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]