Morten Ballisager, ejer og direktør i rekrutteringsvirksomheden Ballisager, mener ikke, at det er klogt at fastlægge en ambition om, at private leverandører skal spille en større rolle, som der står i regeringsgrundlaget. Han mener, at konkurrencen skal have lov at sætte retningen.

Morten Ballisager, ejer og direktør i rekrutteringsvirksomheden Ballisager, mener ikke, at det er klogt at fastlægge en ambition om, at private leverandører skal spille en større rolle, som der står i regeringsgrundlaget. Han mener, at konkurrencen skal have lov at sætte retningen. - Foto: Headstart

Private skal spille en større rolle i jobindsats: Nu åbner aktør for radikalt forslag

Regionale klynger skal sikre mere konkurrence på beskæftigelsesområdet, mener Morten Ballisager.

Udgivet: 14/12/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Der mangler konkurrence på beskæftigelsesområdet.

Det mener Morten Ballisager, ejer og direktør i rekrutteringsvirksomheden Ballisager.

Ifølge ham opnås de bedste resultater i samspil mellem det offentlige og private.

På KL’s JobCAMP præsenterede han et opsigtsvækkende forslag om, at opgaver på beskæftigelsesområdet i fremtiden bør udbydes i regionale klynger, hvor 7-8 jobcentre indgår i hver.

"indsatserne ville så gå ud over kommunegrænserne, og på den måde ville man opnår lavere priser ved at skabe en større udbudsforretning, ligesom man ville opnå lavere transaktionsomkostninger ved at begrænse det tunge arbejde med udbud," siger Morten Ballisager til NB-Beskæftigelse.

"Der er simpelthen ikke noget godt argument for at lave det kommunalt i dag," mener han.

Morten Ballisager glæder sig over, at der allerede i dag er eksempler på, at kommuner går sammen om fælles udbud. Senest indgik nabokommunerne Albertslund og Glostrup i sommer et partnerskab for at styrke beskæftigelsesindsatsen.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) kunne ifølge Ballisager stå for de regionale klynger.

Uudnyttede muligheder for offentligt og privat samarbejde

‎ ‎

Umiddelbart skulle man måske tro, at regeringens ønske, om at private leverandører skal spille en større rolle i fremtidens beskæftigelsesindsats, ville få Morten Ballisager til at juble.

Alligevel advarer han mod at begå samme fejl, som man gjorde i 00'erne. Dengang ønskede Venstres beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, at private aktører skulle spille en langt større rolle i beskæftigelsesindsatsen.

“Det gavnede hverken den offentlige sektor, den private eller de jobsøgende. Man brændte fingrene, og jeg tror, vi skal være ærlige og sige, at det ikke var alt det, der foregik lige godt i den private sektor. Det vil være dumt at begå de samme fejl igen," siger Morten Ballisager.

Han mener, at det dengang gik for stærkt. Det bør man have i baghovedet, når man igen har en ambition om at private aktører skal spille en større rolle.

Når det er sagt, er Ballisager ikke i tvivl om, at der ligger nogle uudnyttede muligheder i samspillet mellem det private og offentlige.

"Det private er ikke bedre end det offentlige og omvendt. Men når man konkurrerer og udveksler viden, sker der ofte noget interessant. På den måde bliver vi klogere på effekterne, og hvor vi får mest for pengene," siger han.

Morten Ballisagers mener i virkeligheden ikke, at det er klogt at fastlægge en ambition om, at private leverandører skal spille en større rolle, som der står i regeringsgrundlaget. Han mener, at konkurrencen skal have lov at sætte retningen.

"Konkurrence kan lyde farligt for nogle, som måske kommer til at tænke på tidligere finansminister Bjarne Corydon. Men i virkeligheden bringer konkurrencen noget godt med sig, fordi den tilskynder til at gøre det bedre end konkurrenten. Det gælder både i det offentlige og private."

Den kommunale selvglæde

Når Morten Ballisager rejser rundt i landet, oplever han ofte det, han kalder den kommunale selvglæde.

"Det skal forstås på den måde, at man i kommunerne mener, at man kan gøre det bedst og billigst selv."

"Nogle gange har jeg lyst til at udfordre det standpunkt og spørge, om man nu er sikker på det, når der ikke er konkurrence, og andre aktører ikke har haft mulighed for at byde ind tilsvarende opgaver," siger Morten Ballisager.

Men er konkurrencen altid godt?

"Nej, jeg tror godt, at konkurrence kan udvikle sig negativt. Men når jeg kigger på litteraturen og læringsprojekter om offentligt og privat samarbejde, og hvornår der opnås positive gevinster, så er det ofte konkurrenceelementet, der refereres til," siger Morten Ballisager.

"Derfor undrer det mig, at jeg ikke oplever det motiv ude i kommunerne. Det undrer mig virkelig, at man ikke en gang imellem som kommunal chef har brug for at udsætte det ens team laver for en trykprøve ved at smide det i markedet."

Generelt møder Morten Ballisager fem motiver i kommunerne for at bruge anden aktører.

  • Behov for flere ressourcer
  • Betragtningen om spidskompetencer (som var en drivkraft for udliciteringen i 00’erne - som var politisk motiveret af, at man forestillede sig, at private aktører havde nogle spidskompetencer)
  • Besparelsesmotiv
  • Innovation
  • Konkurrence

I 70 procent af tilfældene skyldes et samarbejde manglende ressourcer i kommunerne, mens de resterende 30 procent deles ud på de øvrige punkter, er Morten Ballisagers erfaring.

Fakta om regionale klynger

Morten Ballisager peger på tre styrker ved regionale klynger.

  • Det vil give en større udbudsforretning, og dermed vil lavere priser kunne opnås.
  • Indsatserne vil gå ud over kommunegrænsen.
  • Man ville opnå lavere transaktionsomkostninger.

Sidst opdateret: 15/12/2023 - 10:51

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]