
Nyt udspil fra FH: A-kasser skal have det fulde ansvar for forsikrede ledige
Fagbevægelsens Hovedorganisation vil sætte jobcentrene fra bestillingen, når forsikrede ledige skal finde tilbage i arbejde. I stedet skal a-kasserne overtage hele forløbet.
Udgivet: 31/08/2023
Når a-kasserne fra årsskiftet overtager ansvaret for kontakten med de ledige medlemmer i de første tre måneders ledighed, kan de lige så godt overtage hele ledighedsperioden med det samme.
Sådan lyder det fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), som repræsenterer 1,3 millioner lønmodtagere.
I forbindelse med at regeringens ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats, i efteråret for alvor begynder arbejdet, er FH klar med et nyt udspil.
Her foreslår hovedorganisationen, at a-kasserne overtager de forsikrede ledige i hele deres forløb, mens jobcentrenes skal tages fuldstændig ud af forløbet. Når man har sagt A, kan man lige så godt også få sagt B, lyder det fra Nanna Højlund, næstformand for FH.
”Der er ingen grund til at vente flere år på evalueringer og data, før vi tager det næste skridt. A-kasserne kender sine medlemmer og deres brancher bedre, end kommunerne nogensinde vil kunne, og det er altså en mellemløsning at give a-kasserne ansvaret i tre måneder og så alligevel mudre det til med flere aktører efter det. Kommunerne bør fokusere på andre grupper.”
”Det er et nybrud med den måde, vi tænker beskæftigelse på. Det giver rigtig god mening, at kommunerne ikke skal bruge ressourcer på de stærkeste arbejdsløse. Og vi ved fra a-kasseforsøget, at de arbejdsløse er rigtig glade for at have hele forløbet i deres a-kasse,” siger Nanna Højlund om udspillet.
Står det til FH skal kommunerne og jobcentrene i stedet koncentrere sig om andre grupper. Med i forslaget hører derfor også, at der skal etableres en tværgående enhed i kommunerne, som kan tage sig af alle de arbejdsløse, der kæmper med andre problemer end kun ledighed. Det kan blandt andet være fysiske handicap, manglende integration eller mentale problemer.
”Det vil være i alles interesse at dele de arbejdsløse mere op. Det er meningsløst, at grupper med store behov som udgangspunkt bliver tilbudt den samme indsats som stærke arbejdsløse fra brancher med stor mangel på arbejdskraft. Vi må kunne koncentrere ressourcerne dér, hvor der er brug for dem,” fastslår Nanna Højlund.
Væk med unødige krav
Som led i designet af det nye system foreslår FH at fjerne stort set alle formelle krav om møder, aktivering og uddannelse til de arbejdsløse. Det skal i langt højere grad være op til den enkelte sagsbehandler og den enkelte arbejdsløse at tilrettelægge det passende forløb i hvert tilfælde.
FH lægger derfor op til et mere lige forhold mellem parterne. Konkret vil FH som det andet store ben i forslaget indføre rettigheder til uddannelse, som den arbejdsløse skal kunne kræve, så man ikke er helt og aldeles underlagt den enkelte sagsbehandlers vurderinger.
”Den nyeste forskning viser os, at videre- og efteruddannelse virker. Alligevel hører vi igen og igen om arbejdsløse, der får nej til værdifuld uddannelse for i stedet at blive sendt i en meningsløs aktivering. Det skal være slut. På et arbejdsmarked i forandring skal vi i endnu højere grad lade vores arbejdsløse lære nye kvalifikationer, så de på bedste vis kan udfylde de ledige jobs,” siger Nanna Højlund.
Hun advarer mod regeringens planer om at spare tre milliarder på beskæftigelsesindsatsen.
”Det kan blive rigtig dyrt at spare på det her område. I FH er vi villige til at se på besparelser på dele af beskæftigelsessystemet, men det ville være en kæmpe fejl for samfundet at udhule det fuldstændigt. Derfor vil jeg endnu engang opfordre regeringen til at genoverveje målet om besparelser på tre milliarder, for det vil blive endnu dyrere i længden,” siger Nanna Højlund.
Læs hele udspillet fra FH her.Sidst opdateret: 31/08/2023 - 13:02










































