
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med direktør Jens Erik Zebis i spidsen har oplevet et godt samarbejde mellem kommuner og a-kasser frem mod sidstnævntes overtagelse af de forsikrede ledige fra årsskiftet. - Foto: Pressebillede, STAR.
STAR oplever et konstruktivt samarbejde mellem kommuner og a-kasser
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har lavet en vejledning, der udover at understøtte implementeringen af de nye regler, kan fungere som et praktisk og anvendeligt redskab for sagsbehandlere på tværs af a-kasser og jobcentre.
Udgivet: 25/01/2024
Blot få uger inden et nyt kontaktforløb for dagpengemodtagere i a-kasserne trådte i kraft, udkom Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) med vejledning for, hvordan samarbejdet mellem jobcentre og a-kasser skal skrues sammen.
Hos styrelsen mener man dog ikke, at det vil få en negativ indvirkning på kommunernes samarbejde med a-kasserne.
"I STAR har vi været glade for det gode og konstruktive samarbejde om implementeringen af den anden delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen – bl.a. de gode arrangementer på tværs af landet med kommuner og a-kasser, som blev brugt aktivt til indholdet i vejledningen om kontaktforløbet. Det er vigtigt og fremmende for en god implementering, som kommuner og a-kasser allerede er i fuld gang med, skriver STAR i en mail til NB-Beskæftigelse.
Styrelsen har ønsket at skabe en vejledning, der udover at understøtte implementeringen af de nye regler, kan fungere som et praktisk og anvendeligt redskab for sagsbehandlere på tværs af a-kasser og jobcentre.
"Dette har medført et tæt og konstruktivt samarbejde med Danske A-kasser og Kommunernes Landsforening, hvor deres overvejelser, ønsker og kommentarer til vejledningens indhold i vid udstrækning er blevet inddraget i udarbejdelsen."
STAR oplyser desuden, at vejledningen ikke indeholder noget materielt nyt. Det er en kondensering af den vedtagne lov (2. juni 2023) og udstedte bekendtgørelser (september 2023).
"Vejledninger orienterer hovedsageligt om reglernes indhold og betydning, der kan bidrage til forståelsen af lov, bekendtgørelse mv. Vejledninger fastsætter således ikke bindende forskrifter. Vejledningerne er derfor heller ikke afgørende for at kommunerne kan begynde implementeringen," skriver STAR.
Sidst opdateret: 25/01/2024 - 10:54










































