Skal a-kasserne spille en større rolle i fremtidens beskæftigelsesindsats, er det afgørende, at også de har hånden på kogepladen, mener Peter Rahbæk Juel

Skal a-kasserne spille en større rolle i fremtidens beskæftigelsesindsats, er det afgørende, at også de har hånden på kogepladen, mener Peter Rahbæk Juel - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Kommuner straffes, hvis a-kasser ikke får ledige i arbejde: 'Det giver jo ingen mening'

Når a-kasserne fra årsskiftet overtager de forsikrede ledige, er det fortsat kommunerne, som straffes økonomisk, hvis ikke de ledige kommer i job. Paradoksalt mener KL.

Udgivet: 28/11/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Når a-kasserne fra årsskiftet overtager ansvaret for ledige de første tre måneder, vil kommunerne blive straffet økonomisk, hvis ikke indsatsen lever op til den nuværende.

Det skyldes, at der ikke er lagt op til at ændre på den såkaldte 'refusionstrappe.'

KL har uden held forsøgt at gøre regeringen opmærksom på, at det er dybt uhensigtsmæssigt, at kommunerne hænger på regningen, hvis a-kasserne ikke formår at hjælpe de ledige i arbejde.

"Udebliver effekten af a-kassernes indsats, skal vi i kommunerne betale. Det giver jo ingen mening. Har man påtaget sig ansvaret for at lave indsatser for de ledige dagpengemodtagere, skal der også følge et følge et ansvar med," siger formand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel (S) til NB-Beskæftigelse.

'Refusionstrappen' betyder, at kommunerne har et stærkt incitament til at bringe ledige tilbage i job hurtigst muligt.

Skal a-kasserne spille en større rolle i fremtidens beskæftigelsesindsats, er det afgørende, at også de har hånden på kogepladen, mener Peter Rahbæk Juel.

Han kalder det paradoksalt, at a-kasserne uden konsekvenser fra næste år kan levere en dårligere beskæftigelsesindsats.

"Hvis det så bare var et teoretisk problem, kunne man måske leve med det. Men det er det faktisk ikke. Vi kan jo se på den nye evaluering af a-kasserne, at nogle af dem har store problemer med at levere effekter sammenlignet med jobcentrenes," siger Peter Rahbæk Juel.

"Og i de tilfælde hvor a-kasserne ikke formår at hjælpe ledige i job, er det så kommunerne, der skal betale for ydelsen?" spørger han.

Beskæftigelsesministern er tavs

'Refusionstrappen' indebærer, at kommunen i starten af en ledighedsperiode betaler 80 procent af ydelsen til den ledige, mens refusionen efter et år er nede på blot 20 procent.

Men selvom a-kasserne fra årsskiftet overtager de forsikrede ledige de første tre måneder, er der ikke lagt op til at justere modellen. Det betyder, at når kommunerne overtager de ledige efter tre måneder, vil refusionssatsen allerede være reduceret til det halve. Det vil sige 40 procent.

Læs også:
KL på baggrund af slutevaluering: En fejl at give a-kasserne ansvaret for ledige

KL har ved flere lejligheder forsøgt at råbe Christiansborg op. Senest med et nyt udspil til en beskæftigelseslov tidligere på måneden, hvor man igen gjorde opmærksom på skævvridningen ved regeringens ambitioner om, at a-kasser og private leverandører skal spille en større rolle for de kortvarigt ledige uden det økonomiske ansvar følger med.

"For det første er vi skeptiske ved at rykke arbejdsfordelingen. Men når man nu har insisteret på at gøre det alligevel, skal det jo ikke være sådan, at kommunerne fortsat bærer det økonomiske ansvar, når opgaverne flyttes," siger Peter Rahbæk Juel.

Indtil nu har beskæftigelsesministeren forholdt sig tavs. Men hos KL er der en forventer om, at der vil blive rettet op.

"I sidste ende kan det blive verdens dyreste besparelse af beskæftigelsessystemet, hvis man tror, man kan spare på indsatsen ved at lade andre aktører gøre det billigere, uden at ansvaret følger med. For udebliver effekten, og kommunerne dermed skal bruge flere penge på ydelser, kan de være nødsaget til at finde pengene på skoler, ældre- eller børneområdet for at lappe hullet," siger Peter Rahbæk Juel.

"Så er vi i gang med at skrue et rigtig dumt system sammen," fastslår han.

NB-Beskæftigelse har også uden held forsøgt at få en kommentar fra Ane Halsboe-Jørgensen (S), som ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.

Om Refusionstrappen

  • Refusionssatserne for den statslige refusion af kommunernes forsørgelsesudgifter er i udgangspunktet ens på tværs af ydelser.
  • Refusionssatsen aftrappes over tid fra 80 procent de første 4 uger, 40 procent fra uge 5-26, 30 procent fra uge 27-52 og 20 procent fra efter uge 52.
  • Selvom a-kasserne i 2024 overtager ansvaret for de forsikrede ledige de første tre måneder, er der ikke lagt op til at ændre på refusionssatsen. Det betyder, at når kommunerne overtager en ledig fra a-kasserne, vil refusionssatsen allerede været reduceret til 40 procent.

Læs mere om aftalen bag refusionstrappen her.

Sidst opdateret: 29/11/2023 - 12:48

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]