STAR har valgt at lette byrden for landets jobcentre ved at reducere kravene til rapportering om indsatsen for ledige.

STAR har valgt at lette byrden for landets jobcentre ved at reducere kravene til rapportering om indsatsen for ledige. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ny aftale sikrer jobcentre mindre bureaukrati med tilsyn af ledige

I jobcentrene skal der fremover bruges mindre tid på henvendelser fra STAR og mere tid på at hjælpe ledige i arbejde. Derfor forenkles tilsynet med ledige nu.

Udgivet: 28/11/2023

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Fremover skal jobcentrene bruge mindre tid på administrativt bøvl og mere tid på at hjælpe ledige i job.

Derfor har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) valgt at lette byrden for landets jobcentre ved at reducere kravene til rapportering om indsatsen for ledige.

Fremadrettet skal de maksimalt svare på henvendelser to gange om året fra STAR om indsatsen for ledige, som har været uden arbejde i et halvt år. Hidtil har styrelsen sendt breve ud en gang om måneden til de kommuner, som ikke overholdt kravene.

Det glæder beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) at jobcentrene dermed skal bruge mindre tid på redegørelser, bureaukrati og administration, som i sidste ende kommer de ledige til gavn.

"Der skal bruges mere tid på borgeren end på systemer. Det er den enkelte lediges behov, som skal være i fokus. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan frigøre kommunerne for redegørelser og bureaukrati i den tidlige indsats uden at gå på kompromis med kvaliteten i indsatsen," skriver ministeren i en kommentar til NB-Beskæftigelse.

Forenklingen af tilsynet følger op på aftalen om kommunernes økonomi for 2024, hvor regeringen med et flerårigt samarbejdsprogram har forpligtet sig til at bidrage til at understøtte kommunernes lokale indsatser.

"Regeringen prioriterer generelt at forenkle regler og mindske administration, så kommunerne har mere tid til at hjælpe borgerne. Sammen med KL arbejder vi for at få udgifterne til administration ned og udvikle velfærden tæt på borgeren. Dette initiativ er et godt eksempel på det arbejde, vi er i gang med. Vi ønsker at give mere frihed til medarbejderne, så deres faglighed kan komme mere i spil," skriver Ane Halsboe-Jørgensen.

Som noget nyt følger STAR op på kommunernes indsats over for samtlige ledige efter seks måneder på én gang. Tidligere er der blevet sendt breve om tilsyn af op til ni forskellige grupper af ledige i samme måned.

Der er fortsat de samme lovkrav til kommunernes tidlige indsats for ledige. I løbet af de første seks måneders ledighed skal ledige fortsat have fire samtaler med jobcenteret.

Folk som modtager dagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp og overgangsydelse skal også fortsat have mindst ét aktivt tilbud.

I stedet bliver der nu mere fokus på de kommuner, der har størst udfordringer med at leve op til lovgivningen.

I 2022 fik kommunerne 144 skriftlige henvendelser fra STAR. Forventningen er, at kommunerne kun vil modtage en tredjedel af de henvendelser i forhold til, hvad de tidligere fik på et år.

Konkrete ændringer

Helt konkret bliver STARs tilsyn med kommunernes tidlige indsats forenklet så:

  • STAR følger op halvårligt frem for hver måned. De første henvendelser til kommunerne kommer til at ske i marts 2024, hvor der bliver fulgt op på baggrund af tal fra 2. halvår af 2023.
  • STAR følger op på samtlige ledige under ét frem for at følge op for ni forskellige grupper.
  • STAR følger op på en samlet periode på seks måneder i stedet for at følge op hver eneste måned på de seneste tre måneder.
  • STAR tilbyder hjælp til kommunerne frem for at stille krav om redegørelser og handleplaner.

Sidst opdateret: 28/11/2023 - 16:39

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]