
Formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, er - Foto: Danske Handicaporganisationer
Debat
Ekspertgruppen på beskæftigelsesområdet har en blind vinkel
Det burde være umuligt at komme uden om at tale om mennesker med handicap, når byggestenene til en ny reform af beskæftigelsessystemet skal lægges. Alligevel er mennesker med handicap så godt som overset i ekspertgruppens anbefalinger.
Udgivet: 22/10/2024
Af Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.
23-årige Alexander ønsker sig brændende et arbejde. Han har en IT-uddannelse og flere gode praktikforløb i rygsækken. Samtidig er der et rødglødende arbejdsmarked, hvor arbejdsgiver mangler arbejdskraft. Alligevel går Alexander nu ledig på sjette år.
Alexander oplever i sin jobsøgning, at det er fordommene om hans handicap, der fylder i jobsamtalerne og står i vejen for, at han kan få foden inden for på arbejdsmarkedet. Han er autist og har en psykisk lidelse. Men han kan og vil stadig bidrage med de evner og timer, han kan i et fleksjob.
Den unge mand fra Horsens problemer er et generelt problem. For tallene viser, at der er mange fordomme forbundet med mennesker med handicap på arbejdsmarkedet – og alt for mange kan ikke komme i job. Lige nu står faktisk 43.000 personer med handicap klar til at tage et job inden for 14 dage, viser vores beregninger på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Alligevel glimter det manglende fokus på mennesker med handicap i dets fravær i ekspertgruppens anbefalinger til en ny beskæftigelsesindsats. Det er til trods for, at det er den gruppe, som har allermest berøring med beskæftigelsessystemet.
Debatserie om ekspertgruppens anbefalinger
Efter sit meget lange tilløb er Christiansborg endelig klar til at diskutere fremtidens beskæftigelsespolitik. De politiske forhandlinger begynder formentlig her i efteråret.
SVM-regeringen spillede i sin tid ambitiøst ud og bebudede, at tiden var moden til et frontalangreb på et ineffektivt, bureaukratisk og alt for kostbart system.
Siden fik regeringen ekspertudvalgets anbefalinger i hånden lige inden sommerferien, så nu er alt lagt tilrette forud for de politiske forhandlinger.
Eller er det?
I den kommende tid spørger vi et bredt udvalg af arbejdsmarkedets parter, hvad de mener om anbefalingerne:
Er der større eller mindre mangler? Emner der fik for lidt opmærksomhed? Konklusioner som eksperterne vægtede forkert? Og initiativer som omsat til praksis vil blive et fatalt tilbageskridt i forhold til den nuværende standard?
Eller ramte eksperterne plet, og serverede den bedste løsning, der tænkes kan?
Spørgsmålene er mange, og NB-Beskæftigelse agter at gøre sit for at finde svarene.
Deltagere i serien:
Morten Ballisager, direktør i Konsulenthuset ballisager
Jens-Kristian Lütken, beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune (V)
Martin Kaiser, beskæftigelseskonsulent og mangeårig jobkonsulent.
Jens Balslev, direktør for Beskæftigelse og Social hos Hans Knudsen Instituttet.
Kasper Ejlertsen, næstformand HK Kommunal
Inge Bak, adm. direktør, Huset Venture
Signe Færch, forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening
Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.
Lad mig give to tal-eksempler.
Sidste år var der i alt 638.000 fuldtidspersoner i beskæftigelsessystemet. Af dem var 84.300 dagpengemodtagere og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Her havde 20 procent et handicap.
Gruppen af personer på ledighedsydelse, fleksjob, førtidspension eller revalidering var på 350.700 fuldtidspersoner. Det gælder for stort set 100 procent af dem, at de har et eller andet form for handicap.
Så her har vi allerede over halvdelen af de personer, der var i kontakt med beskæftigelsessystemet sidste år. Helt kort, de fleste i berøring med beskæftigelsessystemet har et større eller mindre handicap.
Mennesker med handicap støder på store udfordringer, når de prøver at komme ind på arbejdsmarkedet. Det skyldes i høj grad den manglende viden om handicap. Det kunne for eksempel være viden om, hvad der skal til for, at en døv kan arbejde som laborant eller en autist kan være pædagog.
Flere undersøgelser peger på, at virksomheder og jobcentre mangler viden om handicap. Både når det handler om indsatsen over for den enkelte borger, og når virksomheder henvender sig til jobcentrene for at få hjælp til ansætte personer med handicap.
Derfor er det afgørende med mere specialiseret handicapviden i beskæftigelsesindsatserne. Så der ikke fægtes i blinde, og vi får mindsket de store kommunale forskelle på den hjælp, man kan få på jobcentrene rundt om i landet.
Når der i ekspertgruppens arbejde er lagt det benspænd ind, at der skal spares tre milliarder kroner, så bekymrer det mig. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at spare så meget, uden det kommer til at ramme vilkår og indsatser for mange af dem på kanten af arbejdsmarkedet.
Ekspertgruppen lægger blandt andet op til at afskaffe revalidering. Selvom revalidering faktisk virker rigtig godt i forhold til for eksempel at få personer med synshandicap eller personer udsat for et trafikuheld med efterfølgende skader over i andre brancher og job.
Ekspertgruppen foreslår også besparelser på 1 mia.kr. på ”øvrig vejledning og opkvalificering”. Det betyder helt konkret færre penge til at hjælpe borgere med ADHD, social angst, hjernerystelse, autisme mv. til at mestre deres situation og bringe dem tættere på arbejdsmarkedet.
Resultatet er mere ensartede forløb, hvor flest muligt skal passe ned i samme indsatser. Her vil vi tabe de mennesker med handicap, hvor der skal lægges lidt ekstra hjælp, indhentes mere viden eller bruges længere tid for at få dem med ind på arbejdsmarkedet. Det vil ingen vinde på.
Derfor er det afgørende, at vi indtænker mennesker med handicap i fremtidens beskæftigelsessystem. De er nemlig guldkunder i beskæftigelsesbutikken. Den slags ville alle gode købmænd have for øje, hvis omsætningen skulle forbedres.
Sidst opdateret: 22/10/2024 - 08:21










































