Af Signe Færch, forkvinde, Dansk Socialrådgiverforening

En omfattende reform af beskæftigelsesområdet lurer i horisonten, og hvis man er socialrådgiver, så forstår jeg godt, hvis den udsigt kan efterlade én med lidt blandede fornemmelser.

Som socialrådgivere står vi hver dag i frontlinjen, og vores oplevelser fra jobcentrene giver os et klart indblik i, hvor beskæftigelsesindsatsen halter. Vi mærker, at vores faglige handlerum er indtaget af proces- og dokumentationskrav, som detailstyrer vores arbejdsdag. Vi ser, at de mest udsatte borgere presses af mistillid og meningsløse krav, som ødelægger deres motivation.

På den ene side ser vi derfor et kæmpe potentiale i at skabe et beskæftigelsessystem med større tillid og mere faglig frihed, og vi kan sagtens rose flere af de anbefalinger, som ekspertgruppen er kommet med. De vil f.eks. fjerne en række proceskrav og give os et større handlerum, og det er fornuftigt, for når vi sættes fri til at gøre det, der giver mening for den enkelte borger, så kan vi få flere med.

På den anden side ser vi også, hvordan potentialet vil kollidere med politikernes massive besparelser. I runde tal skal 3.500 årsværk spares væk – hvilket udgør ca. 25 % af alle medarbejdere på beskæftigelsesområdet. Det er problematisk nok i sig selv, men når man samtidig skærer voldsom i ressourcerne til indsatser, så kan jeg frygte, at frisættelsen mest af alt ender med at være forbeholdt kommunerne, som kan slippe afsted med at gøre nul og niks for de mest udsatte ledige.

Hvis man gerne vil sikre, at de mest udsatte ledige ikke ender med at tilbringe lang tid som passive modtagere af ydelser – uden at få indsatser, opkvalificering eller tilbud, som kan bringe dem tættere på arbejdsmarkedet – så er der brug for at hegne frisættelsen en anelse ind.

Det kan man gøre ved at indføre en ambitiøs fremdriftsgaranti. Sådan én indgår allerede i ekspertgruppens anbefalinger, men den skal have substans, så borgerne får ret til mere end bare et årligt check-in på jobcenteret.

Hvis ikke borgeren i den tid er kommet tættere på arbejdsmarkedet eller blevet visiteret til varig forsørgelse, så skal fremdriftsgarantien sikre, at der træffes en afgørelse om næste skridt. Og borgeren skal naturligvis have mulighed for at påklage afgørelsen.

Derudover bør man som borger ikke blot have ret til at bede om et møde på jobcenteret. Man skal have ret til at modtage en helhedsorienteret indsats og en koordineret sagsbehandling, som kan tackle de barrierer, som står i vejen for, at man kan træde ind på arbejdsmarkedet.

Men lov- og systemændringer gør ikke forskellen alene. Skal vi skabe et beskæftigelsessystem med mening og værdighed, kræver det faglighed. Når medarbejderne får et større handlerum i beskæftigelsesindsatsen, har de brug for en høj faglighed til at udfylde dette til gavn for borgerne.

Ellers risikerer man, at det nyskabte handlerum blot indtages af rigide arbejdsgangsbeskrivelser med standardiserede processer, tilgange og metoder.

I de borgernære opgaver med bl.a. arbejdsevnevurderinger og koordinering af helhedsorienterede indsatser bør borgerne derfor være garanteret en socialfagligt uddannet medarbejder. Det skal sikre, at det større faglige handlerum i arbejdet med borgerne indtages af en medarbejder med socialfagligheden på plads.

Som socialrådgivere bakker vi op om frisættelsen af medarbejdere og borgere, men det er vigtigt, at frisættelsen følges op af enkelte, klare rettigheder til borgerne – og enkelte, tydelige pligter til kommunerne. Ellers er der en risiko for, at kommunerne udnytter frisættelsen til at springe over, hvor gærdet er lavest, og det vil skabe stor skade for de mest udsatte ledige, som har brug for både høj faglighed og helhedsorienterede indsatser for at komme tættere på arbejdsmarkedet.