
- Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
70 kommuner lever ikke op til beskæftigelseskrav: Minister varsler skærpet tilsyn
70 kommuner kæmper med at leve op til beskæftigelseskrav, og flere risikerer skærpet tilsyn næste år, varsler beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Udgivet: 10/10/2024
En ny opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at 70 kommuner ikke opfylder lovkravene om tidlig beskæftigelsesindsats i første halvår af 2024.
Dermed er der sket en stigning fra de 62 kommuner, der blev påtalt ved den seneste opfølgning.
Kommunerne har vanskeligheder med at tilbyde det krævede antal samtaler og aktive tilbud til borgere inden for de første seks måneder i jobcenteret.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen påpeger i et notat, at kommunernes indsats over for langvarige ydelsesmodtagere også er under pres. I øjeblikket har 16 kommuner flere borgere på offentlig forsørgelse end forventet, som også har problemer med at opfylde kravene om virksomhedsrettede tilbud. Disse kommuner risikerer at blive underlagt skærpet tilsyn ved den årlige evaluering i april 2025.
Kommunernes udfordringer med at give virksomhedsrettede tilbud i det forudsatte omfang har været en tendens siden, at øvrig vejledning og opkvalificering udgik som ret- og pligttilbud for de fleste målgrupper i beskæftigelsesindsatsen, som en følge af 'Anden delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen i 2022, skriver Ane Halsboe-Jørgensen.
Aftalen har betydet, at kommunerne har været nødt til at omstille den aktive indsats til virksomhedsrettede tilbud for at leve op til reglerne om ret- og pligttilbud og fokusmålene i det skærpede tilsyn.
STARs opgørelser viser, at kommunerne fortsat har udfordringer med at opfylde kravene til de virksomhedsrettede tilbud.
Opfølgningerne belyser ikke, om kommunernes indsats reelt hjælper borgerne med at komme i job eller uddannelse. De beskriver kun, i hvilket omfang kommunerne lever op til reglerne for den virksomhedsrettede indsats.
STAR vil fortsat følge op på kommunernes indsatser og planlægger næste opfølgning i marts 2025 for den tidlige indsats samt april 2025 for indsatsen over for langvarige ydelsesmodtagere.
Sidst opdateret: 10/10/2024 - 09:52










































