Af Karina Sørensen, talsperson for HK Kommunal på beskæftigelsesområdet.

Når man spiller kort, er det sædvanligvis sådan, at es slår dame. Men hvordan mon reglerne er i det politisk-økonomiske spil?

Hvilket kort har højest værdi? Er det vismand eller ekspert? Når man sidder som almindelig menig medarbejder i det offentlige, så er man vant til, at økonomer åbenbart er en vigtigere faggruppe end alle andre, men hvad så når økonomer er uenige?

8. oktober udkom de økonomiske vismænds halvårlige rapport, og her forholder de sig til mangt og meget i den offentlige økonomi. Bl.a. forholder man sig til de anbefalinger, som regeringens ekspertgruppe på beskæftigelsesområdet bestående af en lang række økonomer fremkom med i juni måned. Og i forhold til fremtidens beskæftigelsesindsats er økonomerne ikke enige.

Ekspertgruppen har haft det bundne mandat, at man skulle ramme en besparelse på 3 milliarder kroner, uden at denne måtte forringe beskæftigelsen i samfundet. Denne opgave har ekspertgruppen løst ved at foreslå en milliardbesparelse på uddannelses- og andre beskæftigelsesaktiviteter og bl.a. afskaffe revalideringslovgivningen fuldstændigt i forenklingens navn.

Jeg har på baggrund af denne markante anbefaling allerede oplyst en af de borgere, jeg er sagsbehandler for, at hun nok bliver min sidste revalident. (Hun skal uddanne sig til socialpædagog, hvilket er et af de helt store mangelområder.) Men nu kommer der så en advarsel fra vismændene, der skriver: ”Nyere forskningsresultater indikerer, at flere af de indsatser, jobcentrene står for, herunder uddannelsesaktivering og uddannelsesrevalidering, er effektive i forhold til at få ledige i beskæftigelse.”

Jeg er umådelig spændt på, hvordan beskæftigelsesministeren, regeringen og Folketinget kommer til at vægte de to meget modstridende synspunkter op imod hinanden.

En anden af ekspertgruppens centrale anbefalinger, som de økonomiske vismænd bringer tvivl om, er frisættelsen af kommunerne, hvor beskæftigelsesområdet anbefales sidestillet med øvrige velfærdsområder. Det bliver i højere grad den enkelte kommunalbestyrelse, der skal prioritere midler til beskæftigelsesindsatsen på lige fod med og i konkurrence med prioriteringen af midler til folkeskole, ældrepleje osv.

En del af de 3 milliarders besparelse skal hentes ved, at den meget detailstyrende lovgivning på beskæftigelsesområdet afløses af mere kvalitative resultatmål. Vismændene skriver:

”Med færre proceskrav er det imidlertid vigtigt, at den enkelte kommune har tilstrækkeligt stærke incitamenter til at forsøge at få ledige i beskæftigelse. Disse incitamenter påvirkes på en kompleks måde af blandt andet reglerne for refusion og det kommunale udligningssystem. Det er uklart, om den resultatstyring, ekspertgruppen lægger op til, reelt sikrer disse incitamenter.”

Kommer kommunalpolitikere, der har lovet deres vælgere en ny skole til at prioritere økonomiske midler til den beskæftigelsesindsats, der skal til, for at man ikke får flere arbejdsløse end nødvendigt, når der i mindre grad er lovkrav om, at ledige skal både tilbydes og afkræves en bestemt sagsbehandling?

Den eksisterende beskæftigelseslovgivning har igennem årevis været præget af en proces med lap på lap. En skidt overskrift i medierne har ført til mindre justeringer af en allerede kompleks lovgivning, som bare har gjort lovgivningen endnu mere kompleks. Nedsættelsen af ekspertgruppen på beskæftigelsesområdet var en politisk erkendelse af behovet for at få ryddet op efter sig selv.

Udfordringen for eksperterne var, at de ikke kun fik en oprydningsopgave. De fik også en række modsatrettede kriterier sat op, hvoraf det vigtigste hele tiden syntes at være: Spar 3 milliarder, men vi vil ikke kunne mærke, at vi sparer 3 milliarder i form af længere ledighedsperioder. Opmærksomheden på beskæftigelsen er ret velbegrundet, for udgiften til forsørgelsesydelser til ledige og sygemeldte overstiger dramatisk det beløb, der bruges på selve beskæftigelsesindsatsen, så bare en stigning på få procenter i den strukturelle ledighed ville hurtigt æde en besparelse på 3 milliarder op.

Ekspertgruppen har været modige på en lang række områder. Man fik også et kriterie, der hed flere opgaver til a-kasserne. Det endte med at blive 14 dage mere i a-kassen for sygemeldte ledige. Politikernes ønske om flere opgaver til anden aktører fik en meget stor opmærksomhed i ekspertgruppens rapport, fordi man tog sig grundigt tid til at forklare, at det kunne man slet ikke – ikke med 3 milliarders besparelse som den vigtigste bundne opgave.

Nu kommer de økonomiske vismænd så og siger, at man heller ikke kan en del af det andet, ikke uden konsekvenser, og min beskæftigelsesfaglighed samt alle politikere og eksperter må være enig om det samme: lavest mulig arbejdsløshed må være trumf.

Har ekspertgruppen faktisk fået en ligning, der ikke kan gå op? Og står jobcentrene faktisk på en brændende platform, eller kan politikere se røg, hvor der faktisk ikke er ild? Mange politikere har sagt, at den kommunale beskæftigelsesindsats er alt for dyr. Men for dyr i forhold til hvad? Vismændene siger, at meget af det, vi gør, det virker.

Er der et behov for oprydning i en alt for kompleks lovgivning? Ja. Men barnet skal vel ikke af den grund kastes ud med badevandet.