Da ekspertgruppen sidst i juni lagde kortene på bordet, fløj en væsentlig anbefaling under radaren.

Umiddelbart virker det da også uskyldigt at omdefinere beskæftigelsesaktiviteter og lade dem genopstå som serviceudgifter.

Ingen spurgte ind til sådan en ny kontofordeling, da eksperterne delte deres tanker med offentligheden på pressemødet kort før sommerferien.

Det kan naturligvis skyldes uvidende journalister. Men lige den anbefaling har glimret ved sit fravær lige siden.

Man skulle tæt på det sidste punktum i den over 200 sider lange rapport for at finde forslaget, der ifølge flere af NB-Beskæftigelses kilder kan få store konsekvenser.

Hvis beskæftigelsesaktiviteter i fremtiden defineres som serviceudgifter, og derfor bliver en del af den kommunale serviceramme, kan det flytte betydelige ressourcer væk fra beskæftigelsesområdet.

“Det kan føre til frisættelse på ‘speed’,” lyder det fra en centralt placeret kilde.

Den største frisættelse nogensinde

Når regeringen inden længe tager hul på sin store beskæftigelsesreform, er det forventningen, at den i høj grad vil læne sig op ad eksperternes anbefalinger. De blev også mødt med stor opbakning fra nærmest samtlige partier på begge fløje.

Processen er lige nu parkeret i en høringsrunde, som slutter på søndag. Men ifølge kilder er der gang i de indledende drøftelser internt i SVM. Regeringspartnerne skal have fundet fælles fodslag, inden oppositionen inviteres indenfor.

Der er næppe tvivl om, at SVM-regeringen er enige om at bifalde den overskrift ekspertgruppen har placeret foran anbefalingerne:

“Den største frisættelse og afbureaukratisering af beskæftigelsesindsatsen nogensinde.”

Hvis politikerne følger eksperternes drejebog, er de godt på vej til at makulere de tusindvis af forordninger, regler og paragraffer, der i årtier er vævet sammen til et kludetæppe af en jobpraksis, der efterhånden har sejret sig selv ihjel.

Men drejebogen er designet til at give andre end sagsbehandlere og ledige fornyet frihed.

Hvis den økonomiske styring bliver lettet, kan kommunalpolitikere og -direktører få friere rammer til at flytte rundt på midler, der i dag er øremærkede til at sikre så mange som muligt adgang til arbejdsmarkedet.

Jobcentrene kan blive hæveautomater for kommunalpolitikere

Siden SVMs fødsel har det formentlig været en nærliggende følelse for jobcentrenes personale, at deres arbejdsplads er udset til at agere hæveautomat.

Regeringens bebudede besparelse på 3 milliarder årlige kroner kom i kølvandet på en række andre sparerunder. Senest gik der 1,1 milliarder kroner til tidlig pension, populært kaldet Arne-pension.

Det er derfor forståeligt, hvis personalet er bekymrede ved udsigten til, at politikere i de permanent trængende kommuner snart får større råderet over indsatsen.

Især når ekspertgruppen anbefaler, at midler til jobaktivering fremover skal hentes fra samme pulje, der også finansierer børnehaver, skoler og plejehjem.

“For kommunalpolitikere vil der være flere stemmer i at sænke klasseloftet eller ansætte flere pædagoger, end der i at prioritere jobindsatsen for udsatte ledige. For dem vil det være oplagt at kigge mod jobcentret, når finansieringen skal findes” lyder det fra en anden kilde, NB-Beskæftigelse har talt med.

Kilden vurderer sammen med flere andre, at beskæftigelsen risikerer samme skæbne som handicapområdet. Det kaldes af kritikere et ‘postnummerlotteri’.

“Kommunerne har fået en ladeport til at føre midler væk fra beskæftigelsesområdet, og over til legepladser og renovering af bygninger. Og det kommer til at ske. Og når det sker, vil den forbilledlige beskæftigelsesindsats falde til et mere jævnt niveau.”

Og de ansvarlige vil være lokalpolitikerne uden en lokalpresse, som formår at følge op på hvilke konsekvenser den nybyggede legeplads har for beskæftigelsen, som rekrutteringsekspert Morten Ballisager skrev i et debatindlæg her i NB-Beskæftigelse.

Af samme grund ønsker mange job- og beskæftigelseschefer ikke, at centrenes udgifter fremover defineres som serviceudgifter, så man ikke længere har en isoleret pengekasse. I så fald vil det ikke blot være halvdelen af udgifterne, der skal kæmpes for fremadrettet. Det bliver i stedet hele kassen

Balancen mellem frihed og ansvar bliver afgørende

Den nuværende økonomiske styring er indrettet til, at kommunerne i tider med stigende ledighed skal kunne håndtere større udsving i udgifterne, end på øvrige velfærdsområder.

Med anbefalingen ønsker ekspertgruppen at give kommunerne mulighed for en mere sammenhængende indsats på tværs af velfærdsområder. Plus i højere grad at tilgodese en mere lokalt tilpasset og helhedsorienteret indsats.

“Det er væsentligt, at kommunerne fortsat kan håndtere udgifterne under stigende ledighed, f.eks. under en lavkonjunktur, eller ved lokale stød som f.eks. virksomhedslukninger eller masseafskedigelser, uden betydelige konsekvenser for kommunernes øvrige velfærdsopgaver,” skriver ekspertgruppen i anbefalingerne.

På den måde forsøger man at tage højde for fremtidige økonomiske kriser. Det ændrer dog ikke på, at eksperternes ambition om at skabe “den største frisættelse af indsatsen nogensinde” kan lide et knæk, og tværtimod øge presset på udsatte borgere, hvis midlerne omprioriteres til andre områder.

Uden helt klare retningslinjer risikerer jobindsatsen at blive nedprioriteret, hvilket vil ramme de mest sårbare hårdest.

Uanset indretning står og falder fremtidens indsats stadig med balancen mellem frihed for de stærkeste og ansvar for de svageste.

Nedenstående regneeksempel fra ekspertgruppen skal illustrere, at en besparelse af beskæftigelsesområdet ligeledes forventes at reducer udsving i udgifterne ved stigende ledighed.