Ændringer i dagpengenes dimittendsats har ifølge DA øget incitamentet for nyuddannede til hurtigere at komme i beskæftigelse.

Ændringer i dagpengenes dimittendsats har ifølge DA øget incitamentet for nyuddannede til hurtigere at komme i beskæftigelse. - Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

DA: Ledigheden falder blandt nyuddan­nede efter dagpengene blev sat ned

Siden nye regler for dagpenge trådte i kraft sidste år, er antallet af ledige nyuddannede faldet. Det tyder på, at politikernes initiativer har virket, konkluderer ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Udgivet: 12/09/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Ledigheden blandt dimittender er faldet markant det seneste år, mens den generelle ledighed blandt dagpengemodtagere er steget.

Det viser en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

I første kvartal af 2023 var der 1.200 færre ledige dimittender, hvilket svarer til et fald på 7 procent. I andet kvartal af 2024 var der i alt 15.600 ledige dimittender, der modtog dagpenge på dimittendsats. I modsætning hertil er ledigheden blandt øvrige dagpengemodtagere steget i samme periode.

Faldet skal ses i sammenhæng med, at de nye dagpengeregler, som trådte i kraft 1. maj 2023, har styrket de nyuddannedes incitament til arbejde, mener DA.

"Faldet er således de første tegn på, at ændringerne virker efter hensigten og får nyuddannede hurtigere i beskæftigelse."

Regelændringerne betød blandt andet lavere dagpengesats efter 3 måneders ledighed for nyuddannede (ikke-forsørgere) samt kortere periode med ret til dagpenge. Samtidig blev der indført et dagpengetillæg de første tre ledighedsmåneder for dagpengemodtagere med fire års a-kassemedlemskab og beskæftigelse i to ud af de tre seneste år.

"Den faldende dimittendledighed viser kun de første effekter af reformen, da effekterne af en kortere dagpengeperiode på ét år først nu begynder at indtræffe. Det må derfor forventes, at ledigheden blandt nyuddannede fortsætter med at falde den kommende tid som følge af ændringerne," skriver DA på baggrund af analysen.

Nye dagpengeregler pr. 1. maj 2023

Med en ny reformpakke for dansk økonomi blev der aftalt en række ændringer på dagpengeområdet, som trådte i kraft pr. 1. maj 2023:

  • Dagpenge til dimittender
    Dimittendsatsen for ikke-forsørgere under 30 år nedsættes fra 14.557 til 10.011 kr. pr. måned efter de første tre måneders forbrug af dagpengeperioden.

  • Dimittendsatsen for ikke-forsørgere, der er fyldt 30 år, nedsættes fra 14.557 til 12.645 kr. pr. måned efter de første tre måneders forbrug af dagpengeperioden. Dimittendsatsen for forsørgere ændres ikke. Satserne er opgjort i 2024-niveau.

  • Dimittenders ordinære dagpengeperiode reduceres fra to år til ét år.

  • Dimittender skal fremadrettet opfylde et sprogkrav for at kunne modtage dimittenddagpenge. Dimittender med tilknytning til det danske arbejdsmarked undtages fra sprogkravet.

  • Ifølge Finansministeriet styrkes beskæftigelsen med ca. 8.000 personer i 2030 som følge af ændringerne i dimittenddagpengene.

  • Mulighed for højere dagpenge
    De første tre måneder af dagpengeperioden kan ledige, som har været medlem af en a-kasse i de seneste fire år og haft to års beskæftigelse inden for de seneste tre år, få et dagpengetillæg på op til 3.840 kr. pr. måned (2024-niveau).

  • Ifølge Finansministeriet svækker de højere dagpenge beskæftigelsen med 750 personer i 2030.

Sidst opdateret: 12/09/2024 - 08:25

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]