- Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Forskere: Statsministeren talte mod bedre vidende i åbningstale

Forskere kritiserer regeringens forslag om at skære en halv million samtaler væk og advarer mod marginalisering af de mest sårbare borgere

Udgivet: 10/10/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

”Nu er turen kommet til beskæftigelsessystemet. Færre samtaler, færre restriktioner. Mere menneske.”

Statsminister Mette Frederiksen (S) udtalte sig formentlig ud fra de bedste intentioner i sin åbningstale, da Folketinget officielt igen slog dørene op for en uge siden.

Men hun udtalte sig også mod bedre vidende, mener lektor Edda Luth fra VIA University College i Aarhus.

"Tidligere reformer har haft et stort fokus på samtaler som værktøj, netop fordi vi ved, at de udgør rygraden i beskæftigelsesindsatsen. Og det har da også været det politiske udgangspunkt i en lang årrække," siger hun.

Som tidligere beskæftigelsesminister har Mette Frederiksen selv været med til at indføre reformer med fokus på beskæftigelsesrettede samtaler, bl.a. på førtidspensions-, fleksjob- og sygedagpengeområdet.

"En vigtig del af disse reformer var øgede krav til samarbejdet mellem ledige og jobcentrene, herunder krav til at holde x antal samtaler i løbet af en periode for at sikre progression i indsatsen. Derfor er jeg overrasket over, at Mette Frederiksen præsenterer det som en stor gevinst for beskæftigelsesindsatsen, at man nu vil skære en halv million samtaler væk," lyder det fra Edda Luth.

Fik du læst?

Regeringen vil skære en halv million samtaler i beskæftigelsesindsatsen

Hun undrer sig, over at statsministeren italesætter mængden af samtaler som problemet, da kritikken af de reformer, Mette Frederiksen selv stod bag, ikke har rettet sig mod antallet af samtaler, men derimod at reglerne foreskrev, hvor hyppigt de skulle afholdes. Og at jobcentrene blev målt på, hvornår samtalerne blev afholdt, men ikke hvad der blev talt om.

Forskning fra bl.a. Væksthuset og Aalborg Universitet, som Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats også læner sig op ad, viser at kvalificerede samtaler og professionelt relationsarbejde udgør fundamentet i en virksom beskæftigelsesindsats.

”Det vigtigste politiske mål må være at skabe de rette rammer og vilkår for meningsfulde samtaler mellem borgere og medarbejdere," siger Edda Luth.

Der er tale om en spareøvelse

Arbejdsmarkedsforsker Magnus Paulsen Hansen fra Roskilde Universitet er enig i, at det ikke er antallet af samtaler, der er problematisk. Det er derimod den instrumentelle tilgang, som præger indsatsen i dag.

Han mener, at statsministerens åbningstale fremhæver de fortsatte indre modsætninger i den politiske tilgang til beskæftigelsesindsatsen

"Når statsministeren siger, at der skal være et bestemt antal samtaler, forstærker hun jo denne logik. At man skærer en halv million samtaler væk, løser på ingen måde problemet."

"I stedet mener jeg, at det er en måde at legitimere besparelser," siger Magnus Paulsen Hansen.

Edda Luth er enig.

"Frygten er, at sagsbehandlerne vil få langt flere sager, hvis de kun skal tale med visse grupper af ledige én gang om året. Dermed risikerer vi, at nogle af de borgere som har allermest brug støtte, bliver endnu mere marginaliserede. I mine ører handler det kun om at spare penge, og det burde statsministeren stå ved. Jeg synes faktisk, det er frækt, at hun får det til at fremstå som om, ’færre samtaler er lig med mere menneske’", påpeger hun.

Fik du læst?

Vismænd advarer mod centrale forslag fra ekspertgruppen

Mette Frederiksen fremhævede i åbningstalen, at for hver samtale med en borger på en halv time, bruger sagsbehandleren tilsvarende en halv time på at registrere og dokumentere.

"Men hvorfor så ikke få samtalen til at give mening og fjerne registreringen," spørger Magnus Paulsen Hansen.

"Man vil gerne have færre samtaler, færre restriktioner og mere menneske. Netop fordi de har været bundet op på andre logikker, er meningen ofte forsvundet i samtalerne. Men det er ikke samtalen som sådan, der er problemet. Tværtimod er de et nøgleværktøj til at forstå borgerne," siger forskeren. er

Sidst opdateret: 10/10/2024 - 09:36

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]