
Statsminister Mette Frederiksen kom ind på den kommende reform af beskæftigelsesindsatsen i sin åbningstale af Folketinget tirsdag. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Regeringen vil skære en halv million samtaler i beskæftigelsesindsatsen
500.000 færre samtaler og mere frihed til kommunerne er en del af regeringens kommende reform af beskæftigelsessystemet, siger statsminister Mette Frederiksen.
Udgivet: 01/10/2024
Regeringen vil skære en halv million samtaler væk i beskæftigelsesindsatsen.
Det sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i sin tale tirsdag middag, da Folketinget åbnede.
Dermed vil regeringen følge anbefalingen fra ekspertgruppen, som sidst i juni netop forslog, at antallet af samtaler i kommuner og a-kasser reduceres med 500.000.
Fik du læst?
Regeringens plan for udsatte unge møder kritik: "Risikerer at blive overladt til sig selv"
I dag gennemføres der omkring 2,4 millioner samtaler i jobcentrene hvert år.
Ifølge Mette Frederiksen er en reform af indsatsen nært forestående:
"Sagsbehandlerne. Ja, de passer sådan set bare deres job og følger de regler, vi har vedtaget. Men det betyder, at for hver samtale med en borger på en halv time, så bruger sagsbehandleren tilsvarende en halv time på at registrere og dokumentere."
"Regeringen vil nedlægge jobcentrene. En frisk start, hvor kommunerne får frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen," lød det fra statsministeren.
Mette Frederiksen kom dog ikke nærmere ind på, hvornår regeringen vil indkalde til forhandlinger.
Hun nøjedes med at konstatere:
"Nu er turen kommet til beskæftigelsessystemet. Færre samtaler, færre restriktioner. Mere menneske."
Sidst opdateret: 01/10/2024 - 11:07










































