Af Martin Kaiser, beskæftigelseskonsulent og mangeårig jobkonsulent.

Ekspertgruppens rapport med forslag til en omlægning af beskæftigelsesindsatsen er spændende læsning. Præmissen er primært at der skal hentes 3 milliarder kroner, og så får vi de øvrige fokuspunkter til at passe ind i ligningen, hvilket enkelte steder giver en lidt pudsig argumentation.

Jeg medgiver behovet for en nytækning af indsatsen, da den i nogle henseender er sandet til i en meget regelstyret forvaltning. De medarbejdere der skal forvalte den, er ved at drukne i processer, der alene har til formål at tilfredsstille systemet. Selv forenklingsreformen i 2021 blev i praksis til en forviklingsreform.

Med mine mange års erfaring nede i motorrummet af beskæftigelsesindsatsen har jeg været praksisforvalter af de reformer, effektueringer, forenklingsprocesser og hvad det ellers har heddet gennem årene.

Jeg har som mange af de øvrige bidragydere i denne artikelserie en seriøs bekymring for de mest udfordrede. I en indsats hvor kommunerne frisættes til selv at vælge en beskæftigelsesmodel, vil det være fristende at skære hele indsatsen ned til et minimum. Kommunal forvaltningslogik vil så sikre, at man fastholder god benchmark på det, der måles på og lader resten ligge. Jeg har endnu til gode at se, at et af de kriterier der benchmarkes på er progressionen hos en stærk psykotisk medborger, der har svært ved at få livet til at hænge sammen og for hvem arbejdsmarkedet er et fjernt bjerg.

Dette sammenholdt med kommunernes i forvejen noget udfordrede økonomi, er det ikke realistisk, at indsatsen for denne målgruppe (når der kun skal være 5 målgrupper, må de alle ligge i samme skål) vil blive flyttet over i andre afdelinger af den kommunale forvaltning.

Der ligges i forslagene op til en øget inddragelse af private aktører, hvilket grundlæggende er en god ide, da der her typisk er et andet mindset i forhold til samarbejdet med borgerne. Men udfordringen er, at ingen privat virksomhed vil tage hele opgaven med dem, der er længst fra arbejdsmarkedet. For 10-12 år siden forsøgte en enkelt kommune at privatisere indsatsen, og det blev ikke ligefrem en succes. Årsagen kan være mange, men skåret til benet handler det nok om, at det ikke er muligt at gøre det til en god forretning at skulle håndtere de mest udsatte med komplekse problemstillinger, og dækningsgraden på de øvrige grupper opvejer det ikke.

Virksomhederne vil gerne tage del i at løfte beskæftigelsesindsatsen, men er afhængige af samarbejdet med det offentlige, da ansvaret for indsatsen også i den kommende struktur i et eller andet omfang vil ligge hos kommunerne.

Min indgang til denne artikel er, at jeg brænder for at udbrede kendskabet og ikke mindst brugen af de handicapkompenserende ordninger. En lille og i mange kommuner uanseelig indsats, som kan have kæmpe betydning for virksomhedernes jagt på de bedste medarbejdere.

Det er min erfaring, at når der skal slankes, er det et af de områder, hvor man skærer ind til benet, og det på trods af at det er et af kommunernes guldæg i forhold til samarbejdet med virksomhederne. På den måde risikerer vi at tabe en ikke ubetydelig arbejdskraftsressource, da indsatsen for fastholdelse og inklusion af borgere med udfordringer vil lide en stille død. Det vil være i direkte modstrid med ekspertgruppens anbefalinger.

Der er ingen tvivl om, at en omlægning af beskæftigelsesindsatsen, selv om den nu først skal igennem den politiske mølle i et par år, kombineret med den nylig vedtagne grønthøster på finansloven for 2025, hvor en række bannerførere indenfor området eks. CABI beskæres med rundt 50 procent af medarbejderstaben, vil give udfordringer i forhold til præmissen, at indsatsen for dem på kanten af arbejdsmarkedet ikke forringes.