Af Kasper Ejlertsen, næstformand HK Kommunal

Lad det være sagt med det samme: Ekspertgruppen om fremtidens beskæftigelsesindsats har i det store hele leveret et fornuftigt og perspektivrigt stykke arbejde – i hvert fald hvis vi tager det helt igennem uforståelige sparekrav, regeringen har udstyret ekspertgruppens kommissorium med, ud af ligningen. De mange gode takter flugter godt med de pejlemærker om fremtidens beskæftigelsesindsats, vi i HK Kommunal søsatte sidste år.

Det gælder for det første ekspertgruppens anbefalinger om at sanere i mange af de centralt fastsatte proces- og dokumentationskrav, så der kan frigøres tid til borgerne. For detailstyringen og de mange formalia står ofte i vejen for, at jobcentermedarbejderne sammen med borgeren kan finde den bedste løsning for den enkelte. Det nuværende system er i udgangspunktet bygget på mistillid og er knopskudt i et virvar af halve løsninger. Det er i den grad tid til, at beskæftigelsesindsatsen bliver frisat, så både borgere og medarbejdere bliver mødt af tillid fremfor af trusler.

God musik er der for det andet også i ekspertgruppens anbefaling om, at der fremover skal måles på resultater fremfor på overholdelse af proceskrav. Omdrejningspunktet må være, om borgeren kommer i arbejde, i uddannelse eller videre til andre ordninger. Jeg mener, effektmålingerne skal bruges til at skabe læring, så alle lærer af de bedste og understøttes i at revidere indsatserne.

For det tredje noterer jeg med tilfredshed ekspertgruppens anbefaling om, at langt hovedparten af den fremtidige beskæftigelsesindsats skal forankres i kommunerne. En indsats, der er forankret i lokalsamfundene og i de demokratisk valgte byråd, vil ikke alene kunne imødekomme behovene hos de lokale virksomheder, men også give borgere med andre problemer end ledighed muligheder for en mere helhedsorienteret indsats.

Dér, hvor kæden hopper af, er, når ekspertgruppen tvunget af regeringsdiktatet opererer med besparelser på indsatsen på tre milliarder kroner frem mod 2030. Det er ikke seriøst politisk håndværk at fastsætte et sparemål, før man kender eksperternes anbefalede retning.

Regeringen er naturligvis i sin fulde ret til at skrue på forskellige samfundsøkonomiske knapper. Men jeg er ikke i tvivl om, at dette på mange måder meningsløse sparekrav sker mod bedrevidende. Mens statskassen bugner fastsætter man et sparekrav, hvor beløbet er som trukket i en tombola. Jeg tror, at dette gigantiske sparekrav i hovedsagen bygger på løse formodninger, fordomme og på enkelthistorier i medierne.

Flere politikere på Christiansborg ved formentlig udmærket, at borgerne generelt udviser stor tilfredshed med den kommunale beskæftigelsesindsats. At danske virksomheder over en bred kam værdsætter samarbejdet med jobcentrene. At den danske jobindsats høster stor international anerkendelse. Og at den aktive beskæftigelsesindsats udgør en væsentlig del af den danske flexicurity-model. En massiv rundbarbering af indsatsen kan ikke undgå at slå store skår i de værdier.

Blandt ekspertgruppens konkrete spareforslag er en reduktion i antallet af samtaler med ledige og sygemeldte samt nedskæringer i tilbud om uddannelse og aktivering. Hvis de forslag får politisk medvind, vil flere grupper blive fanget i længere ledighedsperioder. Vi ser allerede nu et system, der er presset, og hvis vi fjerner endnu flere ressourcer, vil det betyde længere ventetid og dårligere jobudsigter for de borgere, der har brug for støtte.

Den helt store men noget oversete besparelsespost udgøres i ekspertgruppens anbefalinger af en reduktion i beskæftigelsesindsatsens ’administration’. Den lyder på 1,2 milliarder kroner. Det kan lyde tilforladeligt. Men bag denne ’administration’ gemmer der sig jo rigtige medarbejdere af kød og blod.

Det handler for eksempel om virksomhedskonsulenten, der har et omfattende netværk af kontakter og relationer til de lokale virksomheder, der mangler arbejdskraft, og som er parate til at påtage sig et socialt ansvar overfor de borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet. Det handler også om den mentor, der guider udsatte medborgere i job eller i uddannelse. Det handler om ungemedarbejderen, der giver unge på kanten håb om en bedre tilværelse. Og det handler i det hele taget om dedikerede medarbejdere, der vil og kan gøre en forskel for alle borgere.

Min appel til Christiansborgpolitikerne skal være:

Smid nu ikke de indsatser, der rent faktisk virker, ud med badevandet. Vær opmærksom på at beskæftigelsesindsatsen også er en vigtig brik i det samfundsmæssige kriseberedskab, som vi så det under coronaepidemien og senest under arbejdet med at skaffe titusinder af ukrainske flygtninge fodfæste på arbejdsmarkedet. Massive besparelser på jobindsatsen vil gøre det langt dyrere for samfundet i længden – både menneskeligt og økonomisk. Tænk jer om mere end to gange, før I rundbarberer en af samfundets bærende velfærdsinstitutioner.