Torsdag i denne uge skal to lovforslag om kontanthjælp debatteres og førstebehandles i folketingssalen. Èt af dem, regeringens kommende arbejdspligt, er særligt imødeset med spænding.

Den mildest talt kontroversielle arbejdspligt betegnes af regeringen som et middel til frigørelse for kvinder fra ikke-vestlige lande. De skal opleve, at de har noget at bidrage med og kan gøre en forskel. Og så handler det ifølge beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) om ret og pligt. Alle skal yde det, de kan.

En lang række aktører på beskæftigelsesområdet er helt uenige. Hos dem bliver arbejdspligten mødt af hovedrysten. Den betegnes mest af alt som bureaukratisk, tung, meningsløs og diskriminerende.

Er man i tvivl, kan man tage et kig på svarene fra den offentlige høring.

KL skriver direkte, at man med arbejdspligten søsætter en kæmpemæssig og ressourcekrævende indsats, som i sidste ende ikke bringer flere i job. Samtidig er der risiko for, at arbejdspligten vil gøre kommunerne til ”aktiveringsfabrikker.”

Kommunernes Landsforening har til det sidste forsøgt at påvirke Beskæftigelsesudvalget op til lovforslagets førstebehandling torsdag. I et notat advarer KL specifikt mod begrænsninger på tilbud om vejledning og opkvalificering. Det vil svække indsatsen for nyankomne flygtninge og borgere langt fra arbejdsmarkedet.

Institut for Menneskerettigheder konstaterer, at arbejdspligten udgør en indirekte forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Der vil derfor være en risiko for diskriminering. Instituttet vurderer, at midlet ikke umiddelbart står i et rimeligt forhold til målet, idet den forventede beskæftigelseseffekt er meget begrænset.

Ifølge Beskæftigelsesministeriets beregninger vil arbejdspligten skabe 300 fuldtidsjobs årligt. Ordningen vil koste 170 millioner kroner om året. Hvert job vil altså koste 600.000 kroner.

Men det var vel at mærke før, at ministeriet nedjusterede antallet af kontanthjælpsmodtagere, der forventes at blive omfattet af arbejdspligten. Det blev nedskrevet fra 22.000 til 13.000.

Medmindre justeringen får betydning for aftalens økonomi, bliver en af de dyreste beskæftigelsesindsatser per borger nu endnu dyrere. Det sker samtidig med, at jobcentrene som bekendt står overfor milliardbesparelser, fordi de ifølge regeringen er alt for dyre at drive.

NB-Beskæftigelse har uden held forsøgt at få et opdateret skøn fra Beskæftigelsesministeriet.

Det er umiddelbart positivt, at der er færre borgere i målgruppen. Det viser, at kvinder fra ikke-vestlige lande i vid udstrækning selv kan finde reelt arbejde.

Men der er stadig 98 kommuner, der skal bruge masser af tid og ressourcer på, hvordan den regel- og procestunge opgave løses. Det skal de gøre uagtet om de har 10 eller 100 borgere, som er omfattet af arbejdspligten.

Arbejdspligt er den forkerte vej at gå

Det er ulogisk, at man vælger denne vej i tider, hvor såvel det politiske niveau som den statslige administration har fokus på at reducere offentligt bureaukrati, og på at sikre borgerne større frihed. Nøjagtig som regeringens ekspertgruppe gjorde det sidst i juni.

Arbejdspligten harmonerer dårligt både med at frisætte den kommunale jobindsats og med at behandle borgerne med større værdighed.

Samtidig viser målgruppens reduktion på 9.000 borgere vel med stor tydelighed, at den nuværende indsats i landets jobcentre fungerer langt bedre end sit rygte. Og altså at ministeriet har skudt helt ved siden af.

Endelig ved vi fra forskningen, at andre midler end arbejdspligten vil være mere effektive. Senest viser en analyse fra Væksthuset og Aarhus Universitet, at få ordinære løntimer resulterer i en markant forbedret tilknytning til arbejdsmarkedet.

Tidligere har forsøg som ”Flere skal med” også understreget, at virksomhedsrettede indsatser på rigtige arbejdspladser er vejen frem.

I sommer erkendte Ane Halsboe-Jørgensen overfor NB-Beskæftigelse, at den massive kritik af arbejdspligten har gjort indtryk.

Hun er af Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Victoria Velasquez, netop blevet bedt om at redegøre for, hvad nedjusteringen i antallet af kontanthjælpsmodtagere har haft på regeringens lovforslag.

Der er nemt at forstå, hvis ministeren er ved at være træt af at forsvare arbejdspligten. Men hun må nok forberede sig på flere kritiske spørgsmål i denne uge, når loven skal førstebehandles i folketingssalen.

Arbejdspligten har længe stået på statsministerens ønskeliste. Det kunne man senest høre i Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget tidligere på måneden:

"Der indføres nu en arbejdspligt for især de mange kvinder med ikke-vestlig baggrund, der stadig ikke er en del af arbejdsmarkedet,” lød det i talen.

Ved den lejlighed undlod Frederiksen at fortælle, at konjunkturerne har ændret sig markant, så antallet af omfattede næsten er halveret i det år, der er gået, siden arbejdspligten blev aftalt.

Derfor er det rimeligt at spørge, om kommunernes tid og ressourcer bliver brugt bedst muligt på arbejdspligten?

Men måske tæller den kalkule stort set ikke i regeringens regnestykke. Måske er arbejdspligten midlet i en manøvre, hvor målet er at stoppe offentlig støtte til etnisk ikke-danske kvinder, for hvem det er tæt på umuligt at begå sig på arbejdsmarkedet.