
Arkivfoto af Kaare Dybvad Bek. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Folketingsvalget lurer: Minister forsvarer at reformen først endeligt træder i kraft efter
"Det tager tid, og det kræver et grundigt forarbejde at gennemføre en så stor reform," siger beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek.
Udgivet: 26/02/2026
Den massive beskæftigelsesreform er blevet mødt med alt fra glæde over frisættelse og bekymringer for besparelserne, som der hører med.
Lige nu lurer et folketingsvalg, mens blot første skridt i implementeringen er taget.
Første del af reformen er trådt i kraft per 1. februar, og langt de fleste partier i folketinget stod bag.
Danmarksdemokraterne er blandt de få partier, der ikke er med. Beskæftigelsesordfører i partiet, Charlotte Munch, ser positive dele i reformen. Blandt andet med dens frisættelse fra samtaler hos kommunen, hvis man har en god kontakt med sin virksomhed under en sygemelding.
Dog anfægter hun, at vi uomgåeligt nærmer os et folketingsvalg, før lovgivningen er trådt i kraft.
"Det er spøjst, at implementeringen er kommet så sent," siger Charlotte Munch til NB-Beskæftigelse.
"Det er i hvert fald nemt, hvis reformen ikke lykkes, at pege fingre af den kommende regering. For selvom det måske ikke lige er dem, der har forhandlet den på plads, så er det langt de færreste borgere, der forholder sig til, hvornår aftalen blev indgået," siger hun og tilføjer:
"Når de ser effekten af noget, der ikke fungerer, så vil det være den siddende regering, der får kritikken," siger hun.
Hun undrer sig over, at man ikke har kunnet rulle politik ud hurtigere.
"Generelt synes jeg bare, at der har været så mange ting, der har taget alt for lang tid at få igennem. Jeg siger ikke, at det skal være et hastværk, men man ved jo for det ene, hvad man går til valg på, og for det andet, hvad man har af holdning," siger hun.
Afviser kritik
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek mener ikke, at reformen har taget for lang tid at rulle ud. Tværtimod fremhæver han, at netop en omfattende reform som denne også har krævet et langt forarbejde.
"Det tager tid, og det kræver et grundigt forarbejde at gennemføre en så stor reform. Beskæftigelsesreformen bygger videre på anbefalingerne fra en ekspertgruppe," siger han i en skriftlig kommentar til NB-Beskæftigelse.
Samtidig påpeger han, at man netop har lavet den faseopdelte implementering for at sikre, at kommunerne kan følge med.
"Vi lægger selvfølgelig vægt på at have en god implementering af reformen, som betyder store forandringer i kommunerne. Derfor har vi valgt, at reformen skal træde i kraft i flere faser i 2026 og 2027," tilføjer han.
Udover Danmarksdemokraterne står Enhedslisten og SF udenfor aftalen om reformen, dog er SF med i dele af den, og den har altså en bred opbakning på tværs af partier.
Massive besparelser
Udover Danmarksdemokraternes kritik af den lange implementeringsfase, har flere kommunale chefer rejst bekymring om de besparelser 2,7 milliarder kroner varigt på landsplan om året, der følger med reformen.
De resulterer nemlig i fyringer samtidig med, at kommunerne skal finde nye greb til at effektivisere.
Kaare Dybvad Bek understreger, at målet er at en del af effektiviseringen skal finde i den frisættelse, som reformen sætter i gang.
"Reformen giver kommunerne frihed til at tilrettelægge en mere målrettet og individuel indsats efter den enkelte lediges behov. Samtidig rydder vi op i regler, kontrol og indviklede proceskrav. Vi vil stadigvæk bruge rigtig mange penge på at hjælpe folk i beskæftigelse, selvom vi sparer," siger Kaare Dybvad Bek.
NB-Beskæftigelse har løbende talt med en lang række kommunale aktører om, hvordan de tager imod reformen. Læs mere i artiklerne nedenfor og hvilke ting der er trådt i kraft pr. 1. februar.
Sidst opdateret: 26/02/2026 - 10:59










































