
Charlotte Damgaard, områdeleder for Borgerservice og Beskæftigelse i Nyborg Kommune. - Foto: Privatfoto.
AI-værktøj bliver nu brugt ved næsten alle samtaler
Nyborg Kommune har succes med at bruge AI til at opsummere samtaler. Samtidig er det helt afgørende, at sagsbehandlerne ikke "godkender blindt", påpeger områdeleder.
Udgivet: 26/02/2026
I Nyborg Kommune har sagsbehandlerne taget godt imod AI til at opsummere samtaler.
Det fortæller områdeleder for arbejdsmarked og borgerservice, Charlotte Damgaard.
Man har den seneste tid implementeret værktøjet Dialogstøtte i FASIT fra Schultz, og værktøjet er blevet brugt i over 200 samtaler.
"Det er virkelig tidsbesparende, for med det er der ikke behov for noget administrativ tid efter en samtale til at få journalført. Det der gør, at vi får mere tid til at det, vi er gode til - at hjælpe med at få borgerne i beskæftigelse. Og det er jo det, vi er sat i verden for," siger Charlotte Damgaard.
Hun understreger, at den gode start med værktøjet er lykkes, da sagsbehandlerne har fået undervisning forud for at bruge det, dels af den konsulent som Schultz har stillet til rådighed og dels af kommunens egne IT-konsulenter.
Her har de ansatte lært hvad værktøjet kan bruges til - og hvad det ikke kan bruges til.
"De ansatte skal ikke føle, de står og hopper ud uden at have fået noget undervisning i det eller en redningskrans. Så forarbejdet har været en vigtig del af processen i det," siger hun og fortæller, at der også har været et stort arbejde i at gøre udstyret klart på forhånd, så de ansatte har kunnet bruge det fra start.
"Vi har gjort vores forarbejde grundigt, så det har været nemt for medarbejderne at gå i gang med at bruge det."
Den kender lovgivningen
Dialogstøtte-værktøjet optager samtaler med borgerne. Den laver et referat, men derudover kan den også opsummere de vigtigste pointer. Det er den centrale funktion, at den opsummerer samtalerne for sagsbehandlerne, så de ikke selv skal gøre det.
Charlotte Damgaard understreger, at den arbejdsgang, man har aftalt, er, at man går kritisk til værks omkring de ting, som værktøjet har opsummeret. Hertil at man skal forholde sig til, om der er nogle relevante ting, som den ikke har fået med. Derfor kan den altså ikke stå alene, og det er helt afgørende, når den bliver benyttet.
Værktøjet er programmeret til at kende beskæftigelsesloven, og den er indbygget i kommunens fagsystem. Den er blevet derudover programmeret til at forholde sig til det beskæftigelsesretlige, som der bliver talt om, og så laver den en opsummering på sagen.
"Den laver jo ikke bare en transskribering. Det er jo et klogt notat ud fra nogle ting, vi har defineret, den skal kigge efter," siger hun.
Charlotte Damgaard fortæller, at den er god til at sortere alt fyld fra, for eksempel at man taler om, at man er forsinket, fordi man skulle aflevere sine børn. At selvom hele samtalen bliver optaget, så er den god til at kun tage det væsentlige med.
"Og så kigger man det igennem, ofte sammen med borgeren, bagefter, og kigger på, om man enige om, at det var det, man snakkede om. Fordi man kan også gå ind og finde de punkter, som så eventuelt har udeladt at tage med og trække dem ned over, hvis man synes, det er relevant," siger hun og understreger:
"Det er den arbejdsgang, vi har lagt ned over det, at man læser det igennem, man godkender det ikke bare blindt. Man sikrer sig, at der er det med i notatet, som der skal være, inden man godkender det."
Taget godt imod
Med den aftalte arbejdsgang, ser Charlotte Damgaard ikke de store forbehold for brug af værktøjet. Samtidig har hun udelukkende oplevet positiv respons fra medarbejderne omkring at bruge det.
"Det er jo et fantastisk redskab til sagsbehandlerne, som har fået nogle rigtig fine notater efter samtalen med borgeren. Og samtidig aflaster det rigtig meget," siger hun.
Som NB-Beskæftigelse har beskrevet, så har den første del af beskæftigelsesreformen givet kommunerne beføjelser til at bruge AI i sagbehandlingen.
Læs mere i de nedenstående artikler.
Sidst opdateret: 26/02/2026 - 11:58










































