
Gorm Hjelm Andersen ser potentiale i at bruge AI i sagsbehandlingen. (Genrefoto af jobcenter). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix // Privatfoto
Reformen sætter skub i to projekter med AI på beskæftigelsesområdet i Odense
AI skal blandt andet være tolkebistand og lave referater af samtaler. Og man ville gerne have brugt det til endnu mere, men lovgivningen sætter barrierer.
Udgivet: 05/02/2026
Med beskæftigelsesreformen bliver det endelig slået fast, at landets centre for beskæftigelse kan benytte sig af kunstig intelligens i sagsbehandlingen.
Ikke til alt, men i høj grad til at understøtte arbejdet og effektivisere en række sagsgange. Og det er der muligheder og potentiale i, mener Gorm Hjelm Andersen, der er koncernchef i beskæftigelses- og socialforvaltningen i Odense Kommune.
Kommunen har afventet de nye, tydelige retningslinjer, men sætter nu skub i to konkrete projekter, hvor den ser et potentiale ved at bruge AI.
"Vi har været lidt på stand by indtil hjemmelsgrundlaget kom på plads i lovgivningen. Det er det nu, så vi har sat skub på vores projekter," siger han.
Han fortæller, at kommunen har to primære projekter, der bliver arbejdet med. Det ene er, hvor man vil benytte sig af kunstig intelligens til at tolke forskellige fremmedsprog. Det andet er, at AI skal lave referater af samtaler.
"Det er jo for at lette det administrative arbejde og effektivisere vores arbejdsgange, så jeg ser mange muligheder," siger han.
Der er enkelte barrierer i lovgivningen, som begrænser mulighederne for, hvordan man kan bruge det. Kommunerne må nemlig ikke få kunstig intelligens til at lave profilering af borgere. I Odense så Gorm Hjelm Andersen ellers et potentiale.
"Vi var nysgerrige på, om vi kunne bruge kunstig intelligens til at identificere, hvilke mennesker, der kunne være i større risiko for langtidsledighed eller større risiko for et længerevarende sygdomsforløb, hvor beskæftigelsesreformen lægger op til, at der skal være mindre opfølgning med de syge borgere, der har et ansættelsesforhold som udgangspunkt," siger han og fortsætter:
"Og der var det, at vi var lidt nysgerrige på, men kunne man så bruge kunstig intelligens til at hjælpe os med at finde ud af, hvad er det for nogle borgere, vi alligevel skal være lidt mere opmærksomme på, men det kan vi så ikke."
Besparelser skal findes
Samtidig understreger han, at besparelserne på 2,7 milliarder der skal findes på området i forbindelse med reformen, netop i højere grad kan lade sig gøre, hvis sagsbehandlingen kan blive mere effektiv. Blandt andet med de muligheder AI giver. Dog er det ifølge ham ikke det bærende.
"Jeg tror, vi ville have været lige så nysgerrige på det, selv hvis vi ikke skulle spare. Det tror jeg, vi ville have været, fordi vi er jo hele tiden nysgerrige på, hvordan kan vi bruge vores ressourcer på det, vi allerhelst vil, nemlig at hjælpe ledige i job eller uddannelse, og ikke på den administrative opgave," siger han og tilføjer:
"Det er jo ikke bare med beskæftigelsesreformen, men kommunerne er i det hele taget under et konstant effektiviseringskrav. Så vi er hele tiden nysgerrige på, hvor vi kan gøre det mere effektivt og nemmere, og der er kompleksiteten nu blevet så stor, at vi skal til at fokusere på kunstig intelligens. De andre lavthængende frugter, de er jo taget. Så er det jo ikke på de mere komplicerede områder, og det er jo for eksempel at få noget i en samtale oversat gennem kunstig intelligens. Vi er nødt til at kigge den vej," understreger han.
Faldgruber
Gorm Hjelm Andersen mener, at der er flere muligheder end bekymringer ved brug af AI i sagsbehandlingen. Samtidig at de ting, som man skal være opmærksom på, allerede er en del af arbejdet i dag.
Ligesom i dag, når der laves en sagsopsummering, så skal jobrådgiveren kende sin sag. På samme måde vil jobrådgiveren kunne læse en opsummering, der er lavet af AI igennem og vide, om det er de væsentlige og afgørende informationer, der er med.
"Det er selvfølgelig noget, man skal være opmærksom på. Og så skal man jo kunne vurdere som jobrådgiver, har vi nu fået alt med, er der nogle forhold, der ikke er kommet med eller er blevet misforstået. Men sådan er det jo også i dag. Altså der er jo jobrådgiveren, som i forvejen gør det. Nu bliver der bare dannet et grundlag, som man kan tage udgangspunkt i, og det tænker jeg, at det kan man godt forsvare."
Mere betænkelig i Gentofte
NB-Beskæftigelse bragte tidligere på ugen historien om, hvordan forskellige centerchefer har taget imod reformen. Her er Kasper Tange Jørgensen, afdelingschef i Borger, Erhverv, Beskæftigelse og Integration i Gentofte Kommune, lidt mere betænkelig ved AI.
Han fortæller, at kommunen de seneste år har afventet, hvilken rolle AI får nu. Reformen lægger op til, at man i højere grad kan gøre brug af AI i sagsbehandlingen.
"Jeg er ikke modstander af teknologien, den kan helt sikkert hjælpe med for eksempel at optage og opsummere sager. Men jeg mener ikke, at det skal være bærende i vores beskæftigelsesindsats," understreger han.
"Jeg er i tvivl om, om det er den måde, vi skal dokumentere på fremadrettet," siger han.
Reformtekst: Styrket brug af kunstig intelligens og data fra indsatsen
“Kunstig intelligens har potentiale til at effektivisere arbejdsgangene i den kommunale beskæftigelsesindsats og frigøre ressourcer, herunder til de borgernære indsatser, hvor kommunerne med beskæftigelsesreformen får en klar hjemmel til at bruge kunstig intelligens-løsninger inden for den kommunale beskæftigelsesindsats. Kunstig intelligens har også potentiale til at forbedre matchet mellem ledig og virksomhed på Jobnet og kan bruges til funktioner, som kan guide og assistere borgeren i jobsøgningen. Det kan gøres ved at medtage borgerens kvalifikationer, erfaringer og uddannelser, geografi og jobmuligheder i virksomhedsmatchet. Derudover etableres et datagrundlag for virksomheders bæredygtighedsrapportering (ESG), der kan anvendes af både de enkelte virksomheder og kommuner.”
Læs hele aftaleteksten her.
Sidst opdateret: 05/02/2026 - 11:27










































