Af Charlotte Liebak Hansen, ph.d. og forskningschef i Væksthuset

Regeringen varsler store reformer på beskæftigelsesområdet. I starten af oktober fremsatte regeringen lovforslag om 37 timers arbejdspligt til borgere, der ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet. Samtidig har regeringen indsamlet høringssvar til ekspertgruppens forslag til reform af beskæftigelsesindsatsen. I Ekspertgruppens arbejde indgår borgere, som bliver indbefattet af arbejdspligt, men det er ikke særligt tydeligt i deres anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats.

Det er to vidt forskellige tilgange til aktivitetsparate borgere, der præsenteres i henholdsvis regeringens lovforslag om arbejdspligt og de reformer, som ekspertgruppen ligger an til. Begge tilgange kan stille den enkelte borger dårligere.

Derfor er det afgørende, at regeringen finder en retning, der sikrer borgeren en stærkere arbejdsmarkedstilknytning.

Risiko: For lidt eller for meget

Hvis ekspertgruppens anbefalinger bliver virkelighed, kan aktivitetsparate borgere risikere ikke at få en indsats. I regeringens nye lovforslag til arbejdspligt skal aktivitetsparate borgere omvendt have indsats på fuld tid.

Er du aktivitetsparat borger kan du med Ekspertgruppens forslag se frem til, at jobindsatsen skal tilrettelægges ud fra dine behov og ønsker. Ulempen er, at du ikke får ret til en indsats, ligesom der ikke er krav om en indsats. I princippet kan du gå et år, uden der sker noget.

Er du aktivitetsparat borger, som ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet, kan du med regeringens nye lovforslag se frem til, at du skal i 37 timers arbejdspligt - uanset om du har behov for det eller ej. Beskæftigelsesmedarbejderen skal ikke tage stilling til, om du har brug for 37 timer om ugen - kun om du helbredsmæssigt kan klare det.

Begge situationer er uhensigtsmæssige.

Hvad sikrer en stærk arbejdsmarkedstilknytning?

Forskning fra Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP) viser, at en aktivitetsparat borger, der ingen indsats får, står dårligere i forhold til at opnå et job, end hvis vedkommende får en indsats (Rosholm m.fl. juni 2018). Det betyder omvendt ikke, at des mere indsats en borger får, des større arbejdsmarkedstilknytning. Pointen er, at ingen indsats gennemsnitligt skaber tilbagegang fremfor fremgang. Ekspertgruppens forslag om manglende minimumskrav til aktivering kan derfor være en farlig vej.

Forskning viser, at hvis en aktivitetsparat borger med flygtningeindvandrerbaggrund (som indgår i målgruppen for 37 timers arbejdspligt) får løntimer på 10-11 timer om ugen, så har de efter to år en langt bedre arbejdsmarkedstilknytning end aktivitetsparate borgere, der ikke fik løntimer (Rosholm, 2024). Det er opsigtsvækkende tal.

Generelt viser forskningen på beskæftigelsesområdet, at det er vigtigt at sætte ind med de rette indsatser for den enkelte – der er ikke belæg for, at fuldtidsaktivering giver bedre beskæftigelseseffekt.

I bedste fald kan arbejdspligten med fuldtidsaktivering være en uvirksom, unødvendig og dyr indsats, og i værste fald kan den virke kontraproduktivt – og give en dårligere arbejdsmarkedstilknytning. Tilsvarende, men med modsat fortegn, kan ekspertgruppens anbefaling om ikke at give aktivitetsparate borgere ret til indsats betyde, at de kommer længere væk fra arbejdsmarkedet.

Arbejdspligt og ingen indsats kan ikke gå hånd i hånd

Det vil være paradoksalt, hvis regeringen indfører arbejdspligt med fuldtidsaktivering og nogle måneder efter følger ekspertgruppens anbefalinger om ingen minimumskrav til aktivering.

Set fra et forskningsperspektiv vil det være fornuftigt, hvis regeringen sigter efter en ny lovgivning, der flugter med forskningen på området, og som ikke indfører forskellige regelsæt for sammenlignelige borgere.

Konkret vil jeg foreslå, at:

• Aktivitetsparate borgere skal sikres en minimumsindsats – det betyder, at regeringen ikke skal følge Ekspertgruppens anbefaling om, at borgerne ikke har ret til aktivering.
• Aktivitetsparate borgere skal tilbydes indsatser, der er tilrettelagt efter borgerens behov og vurderes at hjælpe borgeren bedst muligt i forhold til at komme i beskæftigelse. Både i forhold til indhold og omfang. Det betyder, at regeringen skal justere lovforslaget om arbejdspligt, så timekravet ikke vægter højere end indholdet og progressionen.
• Regeringen skal holde fast i Ekspertgruppens princip om ensretning mellem sammenlignede målgrupper.

På den måde kan vi undgå overdosering (for meget aktivering ift. behovet) og underdosering (ingen eller for lidt indsats), ligesom vi undgår at opbygge nye procesregimer, der er omfattende at administrere og samtidig har tvivlsomme beskæftigelseseffekter.