Af Christina Grøntved, adm. direktør, fonden Incita & Center for Autisme

Der er bestemt gode takter i anbefalingerne fra Ekspertgruppe for fremtidens beskæftigelsesindsats. Det er tydeligt, at der ligger et solidt forarbejde bag udfordringsbilleder og anbefalinger. Her tænker jeg især på anbefalingerne vedrørende reduktion af særregler og målgrupper, gennemgang af sanktionssystem og skiftet fra proceskrav til resultatstyring. Det giver alt sammen god mening.

Jeg bliver til gengæld bekymret for om den aktive beskæftigelsesindsats kan opretholdes, hvis anbefalingerne føres ud i livet.

Det danske arbejdsmarked er som bekendt karakteriseret ved flexicurity-modellen, der består af tre elementer: En stor fleksibilitet i arbejdsgiverens ret til at afskedige og ansætte medarbejdere, et forholdsvis tæt økonomisk sikkerhedsnet i tilfælde af arbejdsløshed og en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Som jeg læser det, risikerer vi at save det ene ben af flexicurity-skamlen, hvis ekspertgruppens anbefalingerne implementeres.

Jeg ser en fare for at den aktive indsats spares væk i økonomisk trængte kommuner. Og uden aktiv indsats, ingen flexicurity-model. Jeg frygter, at den aktive beskæftigelsesindsats bliver sparret væk, når ”ret til indsats” skiftes ud med ”sagsbehandlerne i kommunerne og a-kasserne får større frihed til at bruge deres faglighed og sunde fornuft i vurderingen af, hvornår en borger skal have en indsats”.

Jeg frygter, at der bliver skruet ned for den aktive indsats – og at dén aktive indsats, der gennemføres, tilfalder de ressourcestærke (og jobklare) ledige. Jeg ser en risiko for, at gruppen af ledige langt fra arbejdsmarkedet bliver tabt på varig offentlig forsørgelse, hvis kommunerne kan begrænse indsatsen for denne gruppe til en jobhjælpsindsats med kun én årlig kontakt og intet krav om aktivt tilbud.

Det vil gå ud over de ledige med færrest ressourcer, der dårligst er i stand til at tale egen sag og forlange en indsats. De målgrupper, vi arbejder med i Incita og Center for Autisme, står typiske med mange udfordringer i dagligdagen (psykiske, sociale, fysiske, misbrug, hjemløshed m.m.), vi ser mange med lav grad af tillid til ”systemet” (hvilket betyder, at man nødigt, på eget initiativ tager fat i kommunen) og generelt manglende handlekraft og selvmotivation ift. selvstændigt at handle på at ændre forhold i eget liv.

Med en mindre aktiv indsats frygter jeg en yderligere marginalisering, hvor mennesker langt fra arbejdsmarkedet fastholdes i ledighed og derved får endnu sværere ved at opnå tilknytning til fællesskabet på arbejdsmarkedet. Særligt bekymrende ser det ud for de cirka 40.000 unge, der på nuværende tidspunkt står uden job eller uddannelse i Danmark.

Unge, der har brug for en indsats for at finde vejen til job eller uddannelse. I Incita arbejder vi flere steder i landet med unge, der har varige eller midlertidige funktionsnedsættelser (fx unge med alvorlig psykisk sygdom, udviklingsforstyrrelser, misbrug, angst, depression, autisme, ADHD) og min bekymring er, at disse unge bliver overladt for meget til sig selv. Det vil være problematisk at reducere antallet af samtaler (ret og pligt), idet vi her har at gøre med en ungegruppe, hvis funktionsniveau hurtigt reduceres, hvis de ikke holdes støttende i gang.

Det er samtidig en gruppe, der ikke vil være udfarende og opsøgende ift. at få hjælp til at finde arbejdspladser, hvor de kan indgå. Typisk vil disse unge trække sig tilbage, blive hjemme i sofaen og marginaliseres yderligere. Det ligger et stort uforløst potentiale i at få disse unge i gang med en uddannelse eller ind på arbejdsmarkedet, men det sker ikke af sig selv, der skal en aktiv indsats til.