En stigende bekymring over a-kassernes indsats for de ledige i de første tre måneder af ledighedsforløbet, har fået Haderslev Kommune til at sende et brev til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

En stigende bekymring over a-kassernes indsats for de ledige i de første tre måneder af ledighedsforløbet, har fået Haderslev Kommune til at sende et brev til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Kommune med appel til Ane Halsboe: A-kassernes manglende indsats koster os dyrt

Haderslev Kommune udtrykker bekymring over a-kassers ineffektive håndtering af ledige i de første tre måneder. Danske A-kasser afviser beskyldninger.

Udgivet: 08/10/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

En stigende bekymring over a-kassernes indsats for de ledige i de første tre måneder af ledighedsforløbet, har fået Haderslev Kommune til at sende et brev til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

I brevet advarer Beskæftigelses- og borgerserviceudvalget i kommunen om, at a-kassernes manglende indsats kan føre til negative konsekvenser for både borgerne, virksomhederne og kommunernes økonomi.

"Vi har konstateret, at den nuværende ordning skaber økonomiske udfordringer for kommunerne. Vores data viser, at en stigende andel af ledige først overgår til den kommunale indsats efter tre måneder, hvilket øger risikoen for længerevarende forløb og dermed øgede udgifter for kommunerne," står der i brevet.

Fik du læst?

Regeringen vil skære en halv million samtaler i beskæftigelsesindsatsen

Fra årsskiftet overtog a-kasserne ansvaret for ledige de første tre måneder. Er de fortsat uden arbejde efter tre måneder, overgår de til jobcentrene.

KL har tidligere problematiseret, at kommunerne straffes økonomisk, hvis indsatsen svækkes, efter a-kassernes overtagelse af de ledige. Det skyldes, at der ikke er lagt op til at ændre på den såkaldte 'refusionstrappe.'

"Udebliver effekten af a-kassernes indsats, skal vi i kommunerne betale. Det giver jo ingen mening. Har man påtaget sig ansvaret for at lave indsatser for de ledige dagpengemodtagere, skal der også følge et følge et ansvar med," har formand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel (S) sagt til NB-Beskæftigelse.

I Haderslev Kommune modtager kommunen flere ledige fra a-kasserne efter de første tre måneder end forventet, og det tilskrives en mangelfuld indsats i a-kasserne. Derfor har man nu følt sig nødsaget til at række ud efter beskæftigelsesministeren.

"Vi mener, at en mere balanceret fordeling af både ansvaret og de økonomiske konsekvenser vil sikre, at indsatsen i højere grad kommer borgerne og virksomhederne til gode, samtidig med at det mindsker risikoen for, at kommunerne står med en uforholdsmæssig stor økonomisk byrde," skriver Jon Krongaard (DF), beskæftigelsesudvalgsformand i Haderslev Kommune.

Fik du læst?

Kommuner straffes, hvis a-kasser ikke får ledige i arbejde: 'Det giver jo ingen mening'

Danske A-Kasser: Vi ønsker det samme

Siden Haderslev Kommunes håndsrækning til beskæftiglesesministeren, har Danske A-kasser taget til genmæle med et nyt brev til Ane Halsboe-Jørgensen.

Her skriver brancheorganisationen, at man undrer sig over, at kommunen ikke har valgt at rette henvendelse til a-kasserne med bekymringen, og at man slet ikke kan genkende påstanden af, at a-kasserne ikke er effektive.

"Vi kan heller ikke genkende billedet af, at kommunerne ikke har nogen reel indflydelse på indsatsen, mens a-kasserne har kontaktforløbet. Kommunerne kan til enhver tid tale med ledige, vejlede om job, holde jobmesser og formidle job til de ledige. Herudover kan de stadig give en indsats, selv om akassen har kontaktforløbet – vi ser gerne, at de giver den indsats, som a-kasserne og de ledige indstiller til kommunen," skriver Karen Louise Riis, der er konstitueret direktør hos Danske A-Kasser.

Fik du læst?

Minister bekræfter: Regeringen arbejder på skitse til beskæftigelsesreform

Samtidig mener hun, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem a-kassernes indsats og en stigende ledighed. 

"Vi går ud fra, at I er bekendt med, at ledigheden i år generelt er højere end tidligere år, og at stigningen i ledigheden begyndte, før a-kassernes overtagelse af kontaktforløbet. Vi går også ud fra, at I er bekendt med, at antallet af ledige stillinger er faldet i 2023, også i region Sydjylland, og først her i 2024 er på vej op igen," står der i brevet fra Danske A-Kasser.

Karen Louise Riis henviser desuden til, at Haderslev Kommune i løbet af 2024 faktisk er kommet under landsgennemsnittet, når det gælder andelen af fuldtidsledige dagpengemodtagere, og i juli måned i år lå kommunen på samme lave niveau som i juli måned sidste år.

"Vi ønsker alle det samme; nemlig at de ledige kommer derhen, hvor jobbene er, og at virksomhederne får den arbejdskraft, de har brug for. Er der noget i indsatsen, som ikke fungerer, rækker vi ud til hinanden – og taler sammen."

Sidst opdateret: 08/10/2024 - 10:04

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]