Af Kim Madsen, formand for foreningen Jobcentrets Ofre

‎

Man kan kalde jobcentrene noget andet og give sagsbehandlerne nye uniformer og titler.

Man kan flytte de raske arbejdsparate over til a-kasserne, MEN de 80.000 syge og handicappede borgere som venter på fleksjob eller førtidspension, som man har syltet i 10, 20, 30 og 40 år på grund af økonomi, dem kan man ikke bare flytte til andre forvaltninger eller nye pædagogiske projekter.

De har krav på deres førtidspension og fleksjob, de skal ikke holdes hen i en forhalingsmanøvre.

Den nemmeste del er at flytte de raske jobparate væk fra den i forvejen ringe jobcenterindsats.

Syge borgere aktiveres, mens de jobparate bliver sat i aktiveringskursus for at kunne lære at stå op om morgenen. Det giver absolut nul mening.

Jeg har kontakt til en række unge mennesker under 30 år, som ønsker arbejde, men som ikke er interesseret i en uddannelse.

De unge mennesker mangler kun sparring i forhold til at komme ud på arbejdsmarkedet, men jobcentret presser dem til andet, end det de kan, eller har lyst til. Jobcentret må lære at forstå, at ikke alle er motiverede til at få en uddannelse.

Jobcentret må samtidig lære, at ikke alle har brug for en arbejdsidentitet - men kun et arbejde.

Høje herrer og damer i plisserede nederdele sidder og bestemmer, hvad borgerne har lyst til.

Magt, tvang og kontrol bør afskaffes.

Jobcentret kan ikke bare nedlægges på grund af jura og økonomi. Man kan give jobcentret et nyt navn, men det ændrer ikke situationen for de ledige, syge og handicappede borgere.

80.000 syge og aktivitetsparate borgere venter på fleksjob eller førtidspension.

At flytte 80.000 syge aktivitetsparate borgere over i nye lokaler og genbruge det samme personale , som er nødt til at agere ud fra den samme rigide lovgivning og de samme økonomiske rammer, giver ikke bedre resultater.

Det giver kun fastholdelse af de forskellige sagsforløb som blot forlængelse i en ny implementeringsproces.

Erfaringerne viser, at det tager omkring 10 år at implementere ny lovgivning, før den virker.

Nu vil man fjerne noget, som fungerer. Lovgivningen virker, personalet virker ikke.

Når jeg som bisidder eller partsrepræsentant går ind ad døren i et jobcenter, så virker lovgivningen. Når jeg forlader bygningen, så starter jobcentrets uartigheder og ulovligheder igen.

Ulovlige instruktionsbeføjelser samt måltal fra borgmester og kommunalbestyrelsen styrer, hvor langsomt sagsbehandlingen skal foregå. Alle ansvarlige ved det, men ingen ansvarlige tør røre ved emnet med en ildtang.

Ikke kønt at se på

Har vi ikke ambulancer nok, så kommer der altid en alligevel. Men vi er efterhånden nået til et punkt, hvor de fleste kommuner forsøger at springe over hvor gærdet er lavest. Det er ikke kønt at se på, og i de fleste tilfælde er det også ulovligt.

Hvorfor kan jeg som bisidder og partsrepræsentant få udredt syge borgere på rekordtid, når sagsbehandlerne ikke kan?

Jeg har ingen uddannelse på området, jeg er autodidakt. selvlært konsulent i social og beskæftigelsesjura, med en 9. klasses afgangseksamen fra folkeskolen i 1974. Min interesse for lovgivningen på området startede i 2012, hvor jeg selv blev sygemeldt og fik en meget grim sagsbehandling i Jobcenter København.

Nu vinder jeg alt for mange sager for syge borgere, det koster kommunerne penge, og så skal processen forhales. Jeg vinder sager over hele landet. Over 500 sager om førtidspension har jeg vundet siden 2013.

En forhalingsmanøvre

Nu vil den nye regering forsøge at lave ny lovgivning på beskæftigelsesområdet. Den vil formentlig tage 2-4 år at udvikle.

Så skal lovgivningen implementeres i system og samfund. Det vil tage 4-10 år inden, den virker.

Så skal Ankestyrelsen og STAR (Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering) udvikle nye forståelses / tolknings- og afgørelsesprocesser som passer til kommunernes økonomi, og så gik der minimum 10 år med det hele.

Derfor kan vi se frem til endnu en forhalingsmanøvre. Og så er de 80.000 aktivitetsparate syge og handicappede borgere til den tid blevet folkepensionister eller er døde.

Altså en forhalingsmanøvre for IKKE at udbetale førtidspension til værdigt trængende og fleksjob til de, som vil stå i arbejdsløshedskøen sammen med de andre 15.000 ledige fleksjobbere.

Min erfaring er, at hvis man sætter borgeren fri, således at denne slipper for tvang, magt og kontrol, så får de syge plads til at komme sig.

Syge vil bare have fred

Mange af de syge har via facebook-gruppen Jobcentrets Ofre ytret ønske om, at de blot ønsker fred. Deres liv er ødelagt pga presset fra jobcentret. Der kan samtidig spares mange penge ved at give disse mennesker fred

INGEN politikere har til dato kunnet præsentere en plan for lukningen af jobcentrene, kun ytret ønske om, at man ville gøre det.

Det klinger hult, når man vil starte med besparelser i jobcenterregi, uden at fremlægge en plan for, hvor man skal spare pengene.

Man kunne jo starte med at lytte til specialisterne, altså borgerne og deres læger samt behandlere, så ville problemerne være løst.

Man kunne lytte til en specialist som mig med 10 års erfaring som frivillig bisidder og partsrepræsentant.

Man kunne lytte til de private socialrådgivere, som også vinder alle deres sager mod jobcentrene.

Processen med at give jobcenter et nyt navn og ny lovgivning er så lang, at de syge aktivitetsparate borgere når at dø inden det sker.

Derfor kommer jobcentret ikke til at lukke reelt. måske det får et nyt navn, og det giver ikke resultater for de syge og handicappede - kun forhaling i slutprocessen. Den vil koste samfundet mange penge.

Til gengæld kan der spares 15 milliarder årligt ved at visitere de syge borgere til førtidspension her og nu.

Ingen lange køer af aspiranter til førtidspension, intet arbejde til sagsbehandlerne.

De kunne flyttes til SKAT eller en anden overvågningsvirksomhed i statens tjeneste.

Hvad skal erstatte jobcentrene?

Der er kun én vej: Slip borgerne fri af tvang, magt og kontrol.

Temadebat: Fremtidens beskæftigelsesindsats

Debatten om jobcentrene ser ud til at fortsætte med uformindsket kraft en rum tid endnu. Det har SVM-regeringen sørget for med sin vilje til at nytænke det offentliges beskæftigelsesindsats.

Det udtalte mål er at give ledige større frihed til at forme deres egen indsats. I samme ombæring skal kommunerne sikres friere rammer til at organisere systemet, så det giver mere værdighed. Er der behov for nytænkning? I så fald hvordan? SVM vil spare tre milliarder kroner på indsatsen og nedlægge jobcentrene, hvordan kommer beskæftigelsesindsatsen på den baggrund til at se ud?

De spørgsmål har NB-Beskæftigelse bedt en række centrale aktører tage stilling til.

‎

Deltagere i debatserien:

· Signe Færch, forkvinde for landets socialrådgivere.

· Karina Sørensen, HK’s talsperson på beskæftigelsesområdet.

· Maj Thorsen, privatpraktiserende socialrådgiver.

· Jens Folman, job- og socialchef i Solrød Kommune.

· Christoffer Lilleholt, beskæftigelses- og socialrådmand, Odense Kommune (V)

· Nuuradiin S. Hussein, rådmand for Job og Velfærd i Aalborg Kommune (S).

· Anders Winnerskjold, social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune (S).

· Andreas Hegnsvad, centerchef for social og arbejdsmarked i Odsherred Kommune.

· Erik Holck Hansen, jurist med mange års erfaring på beskæftigelsesområdet.