Af Jens Folman, job- og socialchef i Solrød Kommune

Det er et ganske særligt fænomen, vi er vidne til på beskæftigelsesområdet i disse år: Den perfekte storm, selvskabt af politikere på Christiansborg, som for længst har erkendt, at nøglen til politisk overlevelse er retoriske talegaver frem for det, der for tidligere generationer af politikere var en dyd:

Evnen til at forstå substansen og det maskinrum, som man lovgiver på.

Først bliver vi ude i jobcentrene varmet op med delaftale 1 i forhold til nytænkningen af beskæftigelsesindsatsen, hvor vi med den vanlige centraladministrative sans for manglende

sammenhæng mellem de regnestykker, de opstiller for finansieringen, og den virkelighed

besparelserne skal findes i, har måtte skære den første luns af den aktive beskæftigelsesindsats.

Så fik vi delaftale 2, som er den største påtænkte omvæltning af beskæftigelsesindsatsen i

Danmark siden de første arbejdsmarkedsreformer tilbage i 90’erne. Al vejledning og

opkvalificering, som udgør omkring halvdelen af den aktive beskæftigelsesindsats, tænkes ud af de økonomiske og kontrolbaserede styringsmodeller, som jobcentrene er tvunget – og statsligt opdragede – til at navigere ud fra.

Og mens vi så bokser med planlægningen af elementerne i delaftale 2 – og mens der er krise i verdensøkonomien og forventning om en ledighedsstigning – så kaster man en tre mia. kr.

besparelse på beskæftigelsesindsatsen ind i valgkampen, uden at kunne anvise konkrete veje til den ønskede besparelse.

At der samtidig var bred politisk opbakning til at udskamme jobcentrene under valgkampen er bemærkelsesværdigt, når nu det er et folketingsflertal der, i de snart 24 år jeg har arbejdet på området, løbende har reduceret forsørgelsesydelserne for at skabe et maksimalt økonomisk incitament til at 'tage et arbejde'.

Også for de ledige, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, og hvor det økonomiske incitament har allermindst – hvis overhovedet nogen – positiv effekt.

Kommunerne er lykkedes med opgaven

Den positive fortælling i alt det her er, at kommunerne er lykkedes med opgaven i en grad, så vi i dag fremstår som verdens måske mest effektive beskæftigelsessystem. Og det til trods for, at resultaterne har skulle skabes i et miljø, hvor flertallet i beskæftigelsesudvalget på Christiansborg har haft to – for kommunerne – tydlige pejlemærker i deres tilgang til jobcentrene: Mistillid og kontrol. Blandt andet konkretiseret ved at insinuere, at vi behandler vores borgere uværdigt, når vi leverer de resultater, som de selv har bestilt os til at levere. Og konkretiseret gennem strafregimet 'Skærpet tilsyn'.

På KL’s seneste Jobcamp stod nogle af landets fremmeste forskere, vismænd og øvrige faglige videnspersoner i kø til talerstolen for at advare mod konsekvenserne af den bebudede milliardbesparelse på beskæftigelsesområdet. Men i forhold til politikernes lydhørhed over for advarslerne, må forskerne stå tilbage med en følelse af at befinde sig i et holbergsk univers, hvor de prøver at lære de blinde om farverne.

Apropos blinde – og andre med handicap og begrænsninger i forhold til arbejdsmarkedet – så vil taberne af den påtænkte tre mia. kr. besparelse blive de borgere, hvor en virksomhedspraktik ikke gør det alene.

En af forudsigelserne ved besparelserne er, at vi kommer til at skubbe de borgere, der er længst væk fra arbejdsmarkedet ud af beskæftigelsesindsatsen (der har virket for mange i

målgruppen), og over til en social indsats, der i forvejen er voldsomt underfinansieret.

Hvor er jobcentrenes venner?

Hvor er jobcentrenes venner henne? Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) lurepasser, fordi de kæmper deres egen politiske kamp, som bl.a. skal vindes gennem erhvervelsen af indsatsen for de forsikrede ledige.

Den opgave skal de nok lykkes med i det tætte samarbejde med os, som har kendetegnet a-kasse-forsøgene. Men husk nu, at det er FH’s medlemmer, der i sidste ende bliver ramt af den le, man kører hen over vores fælles fagområde. Og når a-kassen skal indstille til en kommunal indsats, så er det alt andet lige mere fordelagtigt at indstille til et system med ressourcer.

Kan man så slet ikke spare noget? Ork jo. Og man kunne med fordel starte med at kigge på staten selv, som er helt friholdt ift de tre mia. kr.

I forhold til selve indsatsen vil det også være oplagt, at kigge på det bureaukratiske og stærkt ressourcetunge rehabiliteringsteam. Man kan også forenkle i forhold til antal målgrupper i beskæftigelsesindsatsen.

Ydelsessystemet er i en liga for sig i forhold til kafkask skønhed. I øvrigt sammen med hele det statslige revisionssystem i forhold til beskæftigelsesindsatsen.

Og prøv så at tænke tanken her: Hvad hvis vi turde have en tillidsbaseret tilgang til vores ledige borgere, hvor man lod det være en mulighed – og ikke et krav – at modtage samtaler og aktiveringstilbud de første måneder af ens ledighed?

Der er nok at tage fat på. Men det ville lette arbejdet betydeligt, hvis ikke det skulle foregå i et selvskabt kaos, hvor politikerne på Christiansborg – og regeringen – er startet på helt bar bund i forhold til at finde alle de penge, de gerne vil spare.

Temadebat: Fremtidens beskæftigelsesindsats

De spørgsmål har NB-Beskæftigelse bedt en række centrale aktører tage stilling til.

Deltagere i debatserien:

· Signe Færch, forkvinde for landets socialrådgivere.

· Karina Sørensen, HK’s talsperson på beskæftigelsesområdet.

· Maj Thorsen, privatpraktiserende socialrådgiver.

· Jens Folman, Job- og socialchef hos Solrød Kommune.