Den udførende del af beskæftigelsesindsatsen i Danmark er i denne tid spændt på, hvad fremtiden bringer.

Vi ved, noget vil ske. Vi skal af med tre milliarder kroner frem mod 2030. Besparelser, der kommer oven i den besparelse på 1,1 milliard, som blev vedtaget sidste år for at finansiere den såkaldte Arne-pension. Det ved vi. Vi ved, at jobcentret som begreb defineret i lov vil forsvinde, og at dele af den nuværende kommunale målgruppe vil forsvinde ud af kommunerne. Vi må også konkludere, at noget fra det nuværende vil blive; fx a-kasser, tæt statslig styring og styrket kontrol med sort arbejde og svindel.

Men vi ved kun meget lidt. Så det er fristende at fortsætte i det gamle, indtil vi kender det nye. Hvem ved måske kommer de til fornuft kunne mantraet være. Efter at have arbejdet med arbejdsmarkedet siden 1995 kan jeg kun sige en ting. Det gør de ikke.

Det handler ikke længere om, hvem der er “bedst" i videnskabelig forstand. Det handler om følelser, og det er for så vidt vores egen skyld.

Det er helt ligegyldigt for borgerne, hvem der skal udfører indsatsen. Hvorfor? Fordi, hvis de overordnede paradigmer fastholdes, gør det ingen forskel, om indsatsen laves i en a-kasse, en kommune, et privat firma eller et fjerde sted. Hvis en af de fire under trussel om økonomiske eller andre sanktioner pålægges at udføre en bestemt indsats på en bestemt måde, inden et bestemt tidspunkt, så vil hele balladen fra jobcentrene flytte med. Eller kort sagt: Hvis ikke lovgiver tør have tillid til de, som får opgaven, så ændres intet.

Tillid er afgørende

Der var på et tidspunkt tilløb til, at indsatsen skulle gennemføres, som frihed under ansvar. Hvis kommunerne udførte indsatsen, så dens resultater var tilfredsstillende eller bedre, så var alt godt. Hvis ikke det var tilfældet, og man kunne se, at den pågældende kommune havde gjort tilstrækkeligt for at løse opgaven, så var alt også godt.

Så kom du i mål med din kerneopgave, så blander lovgiver sig ikke. Hvis du ikke kommer i mål, men man kan se, at du arbejder med dine borgere (80 pct. får fire samtaler på et år, og 80 pct. får et tilbud), så blander man sig heller ikke. Hvis du ikke kan finde ud af det, “så tager vi dine nøgler, og vi gennemfører indsatsen for dine penge”. Hvis denne styring var blevet ledsaget af et krav om, at kommunen overholdt reglerne om god sagsbehandling over for borgerne, havde den i min bog været tæt på perfekt.

Men man blev bange for sin egen skygge. Inden man fik set, om det virkede med tilliden, så strammede man. I stedet blev det kommunens ansvar, at borgeren jobloggede, at borgere, der måske tidligere har fået ti virksomhedsrettede tilbud - får et efter overgang til ressourceforløb, og at alle hver gang vi møder dem, skal vejledes om muligheden for at de får en sanktion, hvis de ikke opfylder rådighedsreglerne. Med meget mere. Det var en skam, for på sigt kunne en tillidsbaseret styring have medført, at vi på helt samme måde og i endnu højere grad end i dag, kunne flytte tilliden ud til medarbejderne, og på den måde have udviklet vores arbejdspladser til attraktive faglige højborge. Og vi kunne have sparet rigtigt meget kontrol.

Håb

Hvis vi med det nye begynder at se på, hvordan vi hjælper borgerne bedst, i stedet for at se på, hvem der skal. Indsats - og ikke mursten. Hvis vi tror på, at borgerne i København har brug for en anden hjælp end borgerne i Norddjurs. Og hvis vi kan få lovgiver til at tro på, at vi kommer længst med hjælp, sparring og vejledning af a-kasser og kommuner - i stedet for trusler om økonomiske sanktioner, proceskrav og tæt digital kontrol, så glæder jeg mig til, at være med i den nye sæson, også selvom økonomien bliver stram.

Temadebat: Fremtidens beskæftigelsesindsats

Debatten om jobcentrene ser ud til at fortsætte med uformindsket kraft en rum tid endnu. Det har SVM-regeringen sørget for med sin vilje til at nytænke det offentliges beskæftigelsesindsats.

Det udtalte mål er at give ledige større frihed til at forme deres egen indsats. I samme ombæring skal kommunerne sikres friere rammer til at organisere systemet, så det giver mere værdighed. Er der behov for nytænkning? I så fald hvordan? SVM vil spare tre milliarder kroner på indsatsen og nedlægge jobcentrene, hvordan kommer beskæftigelsesindsatsen på den baggrund til at se ud?De spørgsmål har NB-Beskæftigelse bedt en række centrale aktører tage stilling til.

‎

Deltagere i debatserien:

· Signe Færch, forkvinde for landets socialrådgivere.

· Karina Sørensen, HK’s talsperson på beskæftigelsesområdet.

· Maj Thorsen, privatpraktiserende socialrådgiver.

· Jens Folman, job- og socialchef i Solrød Kommune.

· Christoffer Lilleholt, beskæftigelses- og socialrådmand, Odense Kommune (V)

· Nuuradiin S. Hussein, rådmand for Job og Velfærd i Aalborg Kommune (S).

· Andreas Hegnsvad, centerchef for social og arbejdsmarked i Odsherred Kommune.

· Erik Holck Hansen, jurist med mange års erfaring på beskæftigelsesområdet.

Sidst opdateret: 02/03/2023 - 11:30