
(Arkiv) Politiske frontfigurer på beskæftigelsesområdet i landets største kommuner er uenige, om der skal spares på indsatser eller kontrol. Det er Jens Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, og Anders Winnerskjold (S), social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix og Aarhus Kommune
Lokalpolitikere foreslår besparelsesområder på jobcentre
Mens Venstre-borgmester for beskæftigelse i København foreslår besparelser på samtaler og tilbud til arbejdsløse, vil S-rådmand i Aarhus skære ned på kontrollen.
Udgivet: 30/08/2022
Debatten om milliardbesparelser på jobcentrene fortsætter i pressen. Senest har de politiske topfolk i København og Aarhus givet deres bud på, hvordan besparelser kan gennemføres.
I et interview i Altinget tirsdag siger Venstre-borgmester for beskæftigelses- og integrationsområdet Jens Kristian Lütken, at han vil spare på samtaler med ledige og tilbud om opkvalificering, og så skal der være færre sagsbehandlere i jobcentrene.
Omvendt vil social- og beskæftigelsesrådmanden i Aarhus, socialdemokraten Anders Winnerskjold, fjerne noget af den omfattende kontrol, der er med de arbejdsløse.
Han er enig i, at systemet er for bureaukratisk, skriver han i Berlingske mandag.
"Der er titusindvis af siders lovgivning og bekendtgørelser, som betyder, at vi i dag bruger for meget tid på kontrol og for lidt tid på det enkelte menneske – på drømme, kompetencer og vejen til job."
Omvendt vil Jens Kristian Lütken blandt andet skære i ressourceforløbene og kortere kurser for de svageste ledige på kontanthjælp, siger han til Altinget.
Og valget står mellem kontrol og indsatser, siger forsker ved Roskilde Universitet Magnus Paulsen Hansen. Det kan man læse mere om her:
Nye S-toner?
Det er ikke kun besparelserne, de to politikere er uenige om. Jens Kristian Lütken støtter sit parti Venstre i, at jobcentrene skal lukkes, og der skal flere private ind over feltet. På den anden side står Anders Winnerskjolds debatindlæg som en støtte til det arbejde, der foregår i jobcentrene.
Man kan dog ikke konkludere, at Socialdemokratiet er blevet 'bløde' på kontrollen af de arbejdsløse. Statsminister Mette Frederiksen har utallige gange lagt vægten på pligter, når hun har talt om rettigheder og pligter.
Socialdemokratiet stod også i 2018 bag en aftale om skærpede sanktioner sammen med Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Den trådte i kraft 1. januar 2020.
Sidst opdateret: 30/08/2022 - 13:48
Emner: jobcenterbesparelser




































