
Ledige med handicap er ikke nævnt i hovedloven for beskæftigelse, gør forsker Finn Amby opmærksom på. Det er et problem, at alle partier har overset denne gruppe og godt, at Venstre nu tager fat. - Foto: Via University College
'De skal have point for at indrømme, at det system, de selv har lavet, ikke fungerer'
Forsker i handicap og beskæftigelse kalder Venstres valgoplæg om beskæftigelse 'en tynd kop the.' Han har flere forslag til at konkretisere partiets ønske om at en bedre indsats for mennesker med et handicap.
Udgivet: 16/08/2022
"Overordnet kan man sige, at det bærer rigtig meget præg af valgkamp. Der er mange ord i forslaget, men ikke meget indhold," siger lektor og Ph.d. Finn Amby om Venstres valgoplæg om beskæftigelse, som partiet fremlagde på et pressemøde mandag.
Finn Amby forsker i handicap og beskæftigelse i samarbejde med kolleger fra Aalborg Universitet og VIVE. Det gør han med udgangspunkt i forskningscenter for ledelse, organisation og samfund ved VIA University College i Aarhus.NB-Beskæftigelse har bedt ham læse Venstres forslag og kommentere det ud fra sin forskningserfaring i handicap og beskæftigelse.
Finn Amby glæder sig over én ting i forslaget, nemlig at Venstre i forslaget prioriterer støtte til dem, der har særlige behov for støtte. Det gælder især mennesker med et handicap, skriver partiet.
"Det er positivt, at de anerkender, at der er en gruppe med særlige behov, der har brug for støtte, for der er der er ting i nuværende lovgivning, der ikke anerkender det."
"Ledige med handicap er jo ikke nævnt i hovedloven (LAB-loven, red.), så der er ikke en forpligtelse for jobcentrene til at give dem støtte i beskæftigelsesindsatsen. Så det skal man huske at få gjort klart."
Udover prioriteringen af mennesker med et handicap er der i Venstres forslag ikke nogle konkrete bud på, hvordan det skal ske. Finn Amby har nogle bud på, hvad politikerne skal holde øje med, hvis de vil gå den vej.
Han understreger, at den kritik, han har af Venstres forslag, også Folketingets øvrige partier, for ingen af dem har endnu inddraget mennesker med et handicap på en ordentlig måde, mener han.
For eksempel: Hvor går grænsen for, hvornår man overgår til en gruppe med behov for særlig støtte?
"Det er svært at finde ud af allerede i nuværende system, for jobcentrene er ikke særlig gode til at få screenet for særlige behov. Jeg er optaget af, at man skal lave en særlig screening for at få opsporet de her mennesker, for det er en udfordring at få afgrænset, hvad det er for en gruppe."
"Vi mangler at finde ud af, hvordan får man opbygget et system med kvalitet, og hvordan vi opbygger støttesystemer for den her gruppe. Vi mangler en kobling mellem beskæftigelsesindsatsen og det specialiserede socialområde, hvor der nu er vandtætte skotter."
God ide at inddrage handicaporganisationer
Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen er optaget af at få handicaporganisationer med i beskæftigelsesindsatsen, og det er en god ide, siger Finn Amby.
"Vi har også specialviden i det offentlige system, som kunne bruges bedre. Blandt andet er der en række specialhospitaler, der arbejder med de her målgrupper. For eksempel på scleroseområdet, på polio- og ulykkespatientområdet - og der er også gigthospitaler. Mange af dem beskæftiger sig med arbejdsrettet rehabilitering, men vores forskning viser, at det er meget usystematisk, hvor meget jobcentrene bruger det."
"Og derudover er der handikaporganisationer og patientforeninger. Hvis man stadig tænker, der skal være et kommunalt system, der skal samarbejde med mere landsdækkende tilbud, hvor handicaporganisationerne er inddraget, og man kan sikre kvaliteten, så kan det blive godt. Men det ved man ikke noget om ud fra forslaget, og derfor er det en tynd kop the."
Venstre foreslår, at arbejdsløse fremover frit skal kunne vælge mellem at blive betjent i et offentligt system, hos en privat organisation eller virksomhed eller af en a-kasse. Her kan Finn Amby godt se for sig, at for eksempel Dansk Handicapforbund og Dansk Blindesamfund fik en mere fremtrædende rolle.
"Organisationerne har i flere omgange budt sig til, og der kunne der sagtens være ræson i. Men det kan ikke stå alene. Man er nødt til at lave et offentligt system, der tænker mere på tværs af social- og beskæftigelsesområdet."
Økonomisk gevinst ved hurtig afklaring
"Og så er der en helt fraværende problematik i udspillet. Det drejer sig om koblingen til fleksjob og førtidspension. Der kunne sagtens være en økonomisk gevinst i at tænke disse målgrupper ind i det samlede system. Når de nu snakker om frit valg, kunne en person med en meget nedsat funktion jo blive afprøvet i et fleksjob uden at skulle trækkes igennem alt muligt først. Det hænger sammen med, at man skal have spottet dem med en meget begrænset arbejdsevne og have dem hen, hvor de har mulighed for at arbejde."
"Men de skylder os at sige, hvad de tænker sig, for det er jo lidt let at sige, at de vil nedlægge jobcentrene uden at komme med et bud på, hvad der skal komme i stedet."
"Hvis dem, der kan selv, skal have frit valg mellem forskellige aktører - offentlige, private , a-kasser - så bliver man nødt til at have et offentligt system, som styrer, hvad er det, de skal lave, de der aktører. Det kan jo ikke være op til aktørerne selv, hvad de vil udbyde."
"Jeg har svært ved at tro, at Venstre som parti ikke vil have beskæftigelsesindsatsen forankret i kommunerne. Det er jo Venstre, der i sin tid indførte jobcentrene i kommunalreformen. Men hvis det skal være et kommunalt system, der skal erstatte jobcentrene, er det jo bare et andet navn, og hvad er forskellen så lige?"
Skal Venstre ikke have point for at komme med et forslag?
"Jeg synes, det er tyndt at komme med seks principper uden at løfte sløret for, hvad det er man vil sætte i stedet for. De skal have point for at indrømme, at det system, de selv har lavet, ikke fungerer. Og det kan godt være, man kunne bruge midlerne bedre, men kæmpestore besparelsesrunder ikke bedste udgangspunkt for kvalitetsforbedringer," siger Finn Amby - og henviser dermed til, at Venstre også vil hente tre milliarder kroner om året på jobcentrene.
Sidst opdateret: 16/08/2022 - 14:24
Emner: Jobcenterlukning, jobcenterbesparelser




































