
- Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Analyse
Modstand og mistillid: Forhandlinger om beskæftigelsesreform går trægt
Forhandlingerne om en gennemgribende reform fortsætter torsdag, men oppositionens krav og kritik gør det usikkert, hvor langt parterne er fra hinanden. Det bliver næppe heller i denne uge en aftale lander.
Udgivet: 11/03/2025
Der er ikke noget at sige til, hvis beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er ved at være utålmodig.
Regeringens deadline for at præsentere en reform er for længst overskredet. Og der er heller intet, der tyder på, at aftalen lander i denne uge.
Efter en uges pause fortsætter forhandlingerne torsdag. Da er der afsat tre timer til en gennemgang af samtlige notater i regeringens 115 sider lange udspil. Oppositionspartierne har tilsammen stillet 137 spørgsmål til udspillet, som de ønsker ministerens svar på.
Spørgsmålene er i høj grad faktuelle, men flere af dem udtrykker også bekymring for, at udsatte ledige kan blive ramt hårdt af de planlagte besparelser.
Hvor stor en fælles forståelse gennemgangen sikrer, og om noget bliver imødekommet eller rettet, tør flere kilder ikke at spå om. Men torsdagens møde vil formentlig give et praj om, hvor langt vi skal hen i foråret, før regering og opposition finde fælles fodslag.
Forløbet har langtfra været, som Ane Halsboe-Jørgensen havde håbet. Og midt i reform-arbejdet fik ministeren pludselig andre ting at tænke på. Hun endte nærmest i stormvejr, da den nye lov om arbejdspligt utilsigtet også omfattede adopterede. For at rette op på den brøler, måtte Ane Halsboe i sidste uge lægge sig fladt ned og garantere, at loven om arbejdspligt bliver ændret.
Trods den sten i skoen har ministeren virket upåvirket af sagen i reformforhandlingerne. Det fortæller flere kilder. Ikke desto mindre har kritikere uden for forhandlingslokalet bemærket, at det sjuskede lovarbejde langt fra er betryggende set i forhold til den omfattende reform af beskæftigelsespolitikken.
Udsættelse af reform skaber forstyrrelser
Allerede ved det første fælles forhandlingsmøde med oppositionen sidst i februar, udleverede Ane Halsboe-Jørgensen et udkast til en aftale. På det tidspunkt var det ministerens forhåbning, at spørgsmål og indvendinger var blevet afklaret i bilaterale møder.
Så problemfrit har det ikke været for regeringen. Inden forhandlingsforløbet med SF, Liberal Alliance, Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti, havde SMV brugt måneder på et udspil, som partierne nu ønsker en mere grundlæggende forståelse af.
"At ministeren i begyndelsen gerne ville forcere det her, kunne hun glemme alt om. Nu har oppositionspartierne gået og ventet på det her siden efteråret, og hun kunne have indkaldt til forhandlinger undervejs. Men fordi regeringen skulle sidde og rykke hovederne af hinanden internt, er processen blevet enormt forsinket," lyder det fra en kilde tæt på forhandlingerne.
Forsinkelsen og det lækkede udspil har betydet, at forhandlingerne i disse uger er genstand for stor opmærksomhed. En lang række aktører har således set deres snit til at forsøge at påvirke forhandlingerne i sidste øjeblik. Senest har KL rejst opsigtsvækkende kritik af reformudspillet.
"Jeg er dødtræt af fagforbund, a-kasser, kommuner, virksomheder og fanden og hans pumpestok, som spammer min indbakke for at fortælle, hvad jeg skal mene og ikke mene," lyder det således fra en anden central kilde.
Det var regeringens oprindelige plan at præsentere reformen sidst i februar. Siden er reformen pillet helt ud af Folketingets opdateret lovprogram.
Oppositionen må pege på ny finansiering
Det er derfor uvist, hvornår regeringen forventer at have en aftale på plads. Og blandt de tre regeringspartier er utålmodigheden begyndt at kunne mærkes.
"Jeg ved godt, at det er et tungt bilagsmateriale, og notitserne er forholdsvis tekniske. Men der er lagt en grundig skabelon frem, og det er ret svært for oppositionspartierne at komme med en ny financiering. Kan de ikke det, har jeg svært ved at se, at der for alvor er noget at forhandle om," lyder det fra en kilde tæt på regeringen.
Samme kilde kan godt forestille sig, at nogle af de nuværende forslag til besparelser byttes ud med andre.
Det kræver, at oppositionen kommer på banen. Men regeringens erklærede mål om at rundbarbere beskæftigelsesindsatsen med tre milliarder kroner, bliver det ikke pillet ved.
Det er fortsat planen, at de første sparetiltag i reformen skal indfases allerede til januar. NB-Beskæftigelse har tidligere beskrevet, at forsinkelsen skaber frustrationer blandt kommuner og medarbejdere.
Men den skaber også tid til, at situationens alvor efterhånden må stå lysende klart for regeringen. Milliardbesparelserne kan vise sig dyrekøbte. I de seneste uger har forskere såvel som kommuner kritiseret regeringens udspil. Ifølge kritikken, vil forslagene efterlade nogle af de mest udsatte uden hverken forventninger eller hjælp. Hvis udspillet bliver forfremmet til reform nærmest en til en, risikerer den at gøre mere skade end gavn, lyder det.
Stort set samtlige aktører er enige om, at der er brug for at nytænke beskæftigelsespolitikken. Men man det er alt andet end nytænkning bare at spare det hele væk.
Efter torsdagens gennemgang af regeringens notater, fortsætter forhandlingerne på næste tirsdag. Siden er der afsat yderligere to dage til forhandlinger i marts. Flere af NB Beskæftigelses kilder tvivler på, at det rækker til en aftale.
Sidst opdateret: 11/03/2025 - 11:45










































