Af Bent Greve, professor med speciale i arbejdsmarkedspolitik ved Roskilde Universitet.

Der forhandles i øjeblikket om en reform af den kommunale aktive beskæftigelsesindsats i Danmark. Den har historisk været en central del af den aktive danske arbejsmarkedspolitik.

Regeringen har længe sagt, at den ønskede at spare omkring tre milliarder på jobcentrene på den samlede beskæftigelsesindsats ude i kommunerne. Det er dog først med en nylig oversigt over initiativer i en beskæftigelsesreform, at det har været muligt at få en vurdering af hvordan dette tal skal nås. Når tallet har været diskuteret, er det fordi, at tre milliarder kroner svarer til en fjerdedel af områdets samlede budget.

Derudover, at det i analysen fra ekspertgruppen om en fremtidig beskæftigelsesindsats fremgår at de eksterne udgifter udgør 3.7 mia. Kroner, som bla. dækker udgifter til aktivering og herunder uddannelse. Eller med andre ord en besparelse på 4 mia. kroner vil udgøre tæt på halvdelen af de lokale udgifter som de er nu, og dermed uden tvivl også have en negativ indvirkning på ressourcerne til uddannelsesindsatsen i den aktive arbejdsmarkedspolitik.

Det ses også i beskrivelsen af de mange nye initiativer.

Inden jeg kommer med nogle kommentarer til disse, så kan det være fornuftigt at forenkle og have færre målgrupper end i dag i den aktive indsats, hvor der foreslås 5 i stedet for de nuværende 13. Det er også helt logisk at have færre proceskrav i indsatsen, da det vil kunne frigøre resourcer til den mere fokuserede indsats for den enkelte ledige.

Denne type forenklinger vil det iøvrigt typisk være nødvendigt at gennemføre med jævne mellemrum, da systemer ofte løbende tilpasses enkelte historier eller ønsker om at nå bestemte mål og dermed ofte bliver mere komplicerede, end de var tiltænkt.

Det at der skal afholdes færre samtaler kan være fornuftigt, særligt i en tid hvor der næsten er fuld beskæftigelse på det danske arbejdsmarked. Alligevel kan der ikke spares tre milliarder kroner i administration.

Den samlede pakke tyder derfor også på, at det langt fra kun er administration der reduceres - men i høj grad den nødvendige uddannelse til ledige, såvel efter- og videreuddannelse som opkvalificering. Det kan ses af, at der lægges op til , at kontanthjælpsmodtagere ikke kan bevilges et uddannelsesløft og puljen hertil helt afskaffes, ligesom vejledning og opkvalificering skal reduceres med 800 millioner kroner, revalidering afskaffes og fjernelse af det eksisterende uddannelsespålæg.

Eller med andre ord: En stor del af den forventede besparelses på beskæftigelsesområdet vil være, at opkvalificering med videre får en langt mindre placering i den samlede arbejdsmarkedspolitiske redskabspakke.

Det kan næppe undgå at betyde, at flere vil have vanskeligt ved at forblive på arbejdsmarkedet på længere sigt, da der er ledige som har brug for nye kompetencer for at kunne få et job, da arbejdsmarkedet konstant forandrer sig.

Det tyder også på, at fokus i den aktive arbejdsmarkedspolitik i endnu højere grad end i dag forskubber sig i retning af job som det helt afgørende og antageligt også, at ethvert job er vigtigere end en langsigtet udvikling af nødvendige kompetencer for at kunne klare sig på fremtidens arbejdsmarked.

Det kan endvidere ses af, at der lægges op til, at kontanthjælpsmodtagere forventes at være jobparate. Det er der uden tvivl nogle, der er. Men den store spredning i forklaringer på, at folk er på kontanthjælp gør, at det langt fra er alle. Der vil være borgere med forskellige typer af problemer, som er langt fra arbejdsmarkedet og vil have brug for betydelig støtte for at kunne komme ind på arbejdsmarkedet.

Vi er i dag tæt på fuld beskæftigelse. Men det kan man ikke altid forvente, der vil være. Det indebærer, at der vil være brug for en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som kan anvendes, ikke kun når det går godt på arbejdsmarkedet, men også i perioder med stigende ledighed, herunder med hensyntagen til de regionale forskelligheder på det danske arbejdsmarked.