Af Anita Vium Jørgensen, direktør i Danske A-kasser.

Jeanette Langfeldt Hoppe, forvaltningschef i Aarhus, gik lige til sagen, da hun for nylig havde et indlæg i NB- Beskæftigelse. Overskriften på indlægget var nemlig ’Der er tre grunde til, at jeg er stærkt bekymret for a-kassernes indsats’.

Jeg vil forsøge at være lige så direkte, så mit svar er, at forvaltningschefens bekymringer er helt ubegrundede. Og selv hvis der var noget at komme efter, så ville det være det rene vand ved siden af den bekymring, som jeg har i forhold til at give kommunerne mere frihed i fremtidens beskæftigelsesindsats. Men det vender jeg tilbage til.

Først de tre beroligende svar på Langfeldt Hoppes bekymringer:

For det første fremfører hun, at a-kasserne indstiller alt for få ledige til en tidlig indsats som f.eks. danskkurser i kommunerne. Den bekymring havde vi ikke lige set komme. Kommunerne har nemlig tidligere været meget bekymrede for, at a-kasserne ville indstille alt for mange ledige til en tidlig indsats, når vi har ansvaret i kontaktforløbet. Og nogle kommuner er ofte tilbageholdende med at bevillige en indsats, når a-kassen indstiller – det gælder især i forhold til danskkurser.

Men hvis debatindlægget er udtryk for en generel ny linje hos kommunerne, indstiller a-kasserne meget gerne mange flere ny-ledige til indsatser, som for eksempel danskkurser, fremover.

Hjælper gerne på tværs af kommunegrænser

For det andet er Langfeldt Hoppe bekymret for, at a-kasserne ikke kender det lokale arbejdsmarked. Det er en gammel kending, men jeg vil gerne gentage, at arbejdsmarkedet ikke er defineret af kommunegrænser. Og jeg kan tilføje, at alle kommuner - undtagen en enkel - er mindre end Aarhus. Faktisk er arbejdsstyrken i de 20 mindste kommuner mindre end medlemstallet for den mindste a-kasse.

Arbejdsmarkedet har, særligt i en tid med mangel på kvalificeret arbejdskraft, brug for, at de ledige kommer ud i de rette job. Her har a-kasserne en faglig viden om arbejdsmarkedet - fagligt og geografisk - som kommunerne slet ikke har. A-kasserne hjælper gerne kommunerne med at formidle flere ledige til lokale job, men det bliver på tværs af kommunegrænser.

Og for det tredje peger forvaltningschefen på, at der er en dårlig overgang mellem a-kasserne og kommunerne. Lad mig sige det helt klart: A-kasserne har ingen interesse i, at den enkelte ledige ikke får så god en overgang som muligt. Derfor arbejder vi og a-kasserne kontinuerligt med den gode overgang. Og derfor har vi netop henvendt os til Jeanette Langfeldt Hoppe og spurgt, hvad det er, der kan blive bedre. Vi vil meget gerne have hendes input. Men vi kan også selv pege på noget: Overgangen kunne blive endnu bedre, hvis kommunerne - som de skal - sikrede, at a-kasserne kunne deltage i overgangssamtalerne i kommunen, når de ledige ønsker det. For det kniber det en hel del med.

Modsatrettede incitamenter bekymrer

Og nu til Danske A-kassers bekymring, der får Jeanette Langfeldt Hoppes ditto til at syne meget små. For vi er dybt bekymrede over, at kommunerne står til at få helt frie hænder i den aktive beskæftigelsesindsats.

Hovedargumentet for den øgede frihed er, at kommunerne med den såkaldte refusionstrappe har økonomisk incitament til at få de arbejdsløse i beskæftigelse så hurtigt så muligt. Det er isoleret set korrekt, men man glemmer, at kommunerne også har et modsatrettet kortsigtet økonomisk incitament, nemlig at sikre ’her-og-nu besparelser’.

På den ene side kan en kommune vælge ’investeringsstrategien’, hvor den investerer i uddannelse og aktiv indsats for at få den ledige hurtigst muligt tilbage i beskæftigelse og dermed via refusionstrappen blive ’belønnet’’ som kommune. Kommunen står dog her overfor en usikkerhed i forhold til den enkelte. Kan investeringen i for eksempel opkvalificering - isoleret set - betale sig? Eller ville personen alternativt selv have fundet job? Og hvad hvis vedkommende flytter ud af kommunen?

På den anden side kan kommunen vælge ’sparestrategien’, hvor den skærer tilbud og indsatsen til de ledige ind til benet og på den måde tager en sikker ’her-og-nu besparelse’ hjem. Kommunernes pressede økonomi gør det ofte vanskeligt at tænke udover det aktuelle budgetår og dermed kommer behovet for ’her-og-nu besparelser’ til at stå i vejen for en mere langsigtet strategi.

Hjælp vil afhænge af postnummer

Erfaringen tilsiger, at forskellige kommuner vil vælge forskellige strategier, og de ledige vil opleve, at den hjælp de får vil afhænge af deres postnummer. Uensartet service imellem kommunerne er ikke et ukendt fænomen.

På kontanthjælpsområdet har kommunerne også en økonomisk refusionstrappe og blandt jobparate kontanthjælpsmodtagere i 2023 var i gennemsnit 27 procent i job efter ni måneders ledighed i de fem dårligste kommuner i forhold til 56 procent i de fem bedste. En forskel der er så stor, at den er svær at forklare med lokale rammevilkår.

I den aktive beskæftigelsespolitik ser vi også allerede store forskelle. F.eks. er der en faktor tre i forskel på, hvor mange dagpengeledige, der er i aktivering, blandt de fem kommuner, der ligger højest og lavest.

Der også en vis variation imellem a-kasserne, men dels arbejder vi konstant i branchen for ensartethed i fortolkning og administration af regler og rettigheder, mens forskellen i kommunerne ses som naturlige og ønskværdige forskelle i lokale serviceniveauer. Og dels er det noget lettere at skifte sin a-kasse end sin bopæl ud, hvis man ikke oplever at få ordentlig hjælp.

Så jeg kan oprigtigt sige, at Jeanette Langfeldt Hoppe kan sove roligt. Hendes bekymringer er som sagt vand ved siden af det, vi frygter i Danske A-kasser.