Jeanette Langfeldt Hoppe, forvaltningschef i Aarhus Kommune

Jeanette Langfeldt Hoppe, forvaltningschef i Aarhus Kommune - Foto: Aarhus Kommune.

Debat

Der er tre grunde til, at jeg er stærkt bekymret for a-kassernes indsats

DEBAT: A-kasserne er slet ikke aktive nok i deres indsats for at få ledige i arbejde. Derfor er de nødt til at styrke samarbejdet med jobcentrene. Ellers bliver det en dyr fornøjelse for samfundet.

Udgivet: 05/12/2024

Del artiklen:

Af Jeanette Langfeldt Hoppe, forvaltningschef i Aarhus Kommune

Vi er mange, der venter spændt på regeringens udspil til fremtidens beskæftigelsesindsats.

Flere bruger ventetiden på politisk interessevaretagelse, og det er fuldt forståeligt, men vi må bare ikke glemme dem, det hele handler om: Borgerne og virksomhederne.

Det er nu næsten et år siden, at a-kasserne fik ansvaret for de tre første måneder af kontaktforløbet for forsikrede ledige - og i Aarhus Kommune oplever vi overordnet set et fint samarbejde med a-kasserne.

Men samtidig ser vi nogle bekymrende tendenser i den nye arbejdsdeling, der giver mig anledning til at minde om, at det er en fælles opgave at styrke det lokale samarbejde mellem a-kasser og jobcentre.

Fik du læst?

Ny opgørelse: Flere a-kasser lever ikke op til lovkrav om samtaler

For det første kan vi se, at kun få ledige får en aktiv indsats, mens de har kontaktforløbet i a-kassen. Den senest tilgængelige opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at blot 4,6 pct. af de ledige i Aarhus modtog en tidlig indsats i september 2024. Det er et markant fald sammenlignet med tallene for de foregående år, da Jobcenter Aarhus havde ansvaret for den første del af kontaktforløbet.

Særligt bekymrende er det, at de mest sårbare ledige – dem, der måske mangler danskkundskaber eller konkrete faglige kompetencer – ikke får den nødvendige tidlige indsats.

For det andet har langt fra alle a-kasser en aktiv jobformidlingsindsats eller lokale afdelinger. Derfor er der stor forskel på, om vejledningen fra a-kasserne bunder i viden om det lokale arbejdsmarked.

For det tredje er overgangen fra a-kassen til jobcentret ikke optimal. Vi oplever desværre, at a-kasserne kun i et begrænset omfang vejleder borgerne om deres rettigheder og pligter, når de forsikrede ledige overgår til kommunens beskæftigelsesindsats.

Eksempelvis ved de ledige sjældent, at de skal deltage i et tilbud inden for 26 ugers ledighed, hvilket igen og igen efterlader dem med meget kort tid til at finde relevante tilbud. Overleveringsnotaterne er også af svingende kvalitet. Det vanskeliggør samarbejdet mellem den enkelte ledige og konsulenten i jobcentret, fordi det alt for ofte er nødvendigt at begynde helt forfra.

I Jobcenter Aarhus har vi iværksat en stribe tiltag for at understøtte samarbejdet med a-kasserne med det formål at få de ledige hurtigst muligt i beskæftigelse. Vi stiller en masse kommunale tilbud plus en praktikportal til rådighed i de første måneder af kontaktforløbet. Vi afholder webinarer for a-kasserne og inviterer dem til vores jobmesser og andre rekrutteringsevents.

Alligevel kan vi konstatere, at a-kasserne ikke lykkes med at iværksætte en tidlig aktiv indsats. Det er meget foruroligende, fordi det risikerer at forlænge ledighedsforløbet unødigt for en masse borgere, der higer efter at være en del af et jobfællesskab og bidrage til arbejdsmarkedet.

Det risikerer også at blive et kraftigt benspænd for virksomheder med akut behov for arbejdskraft. Og en dyr fornøjelse for landets kommuner, som har det økonomiske ansvar for forsørgelsesudgifterne.

Fik du læst?

Det er win-win-win at give a-kasserne mere ansvar, og vi er så klar!

A-kasserne har desuagtet et udbredt ønske om at overtage kontaktforløbet de første seks måneder, hvilket lige nu fører til et væld af debatindlæg flankeret af selvfinansierede spørgeundersøgelser.

Den form for interessevaretagelse er til at forudse, men midt i den politiske positionskamp må vi som sagt ikke glemme, hvem det hele handler om: Borgerne og virksomhederne.

Oven på de erfaringer, vi har gjort os i Aarhus Kommune, vil jeg derfor blive stærkt bekymret, hvis det lykkes for a-kasserne at overtage kontaktforløbet i seks måneder.

Sidst opdateret: 12/12/2024 - 10:05

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]