
Søren Dinesen, der er direktør i Carelink Gruppen, mener, at kommunerne i højere grad skal begynde at tage investeringsmodeller ind som et redskab under budgetforhandlinger. Det har man gjort i Nyborg Kommune, som i august begyndte at invistere i at få arbejdsløse tilbage i job. - Foto: Carelink Gruppen og Tim Kildeborg/Ritzau Scanpix
Flertal af jobchefer forudser store besparelser til næste år: Kommunerne kan vælge to veje
Reformen af beskæftigelsesindsatsen kan tvinge kommunerne til at vælge mellem økonomiske besparelser eller strategiske investeringer, mener landets største velfærdkoncern. Nyborg Kommune investerer.
Udgivet: 26/11/2024
Kommunerne ser ind i den største frisættelse og afbureaukratisering af indsatsen nogensinde med reformen af fremtidens beskæftigelsesindsats, som ventes vedtaget i begyndelsen af det nye år. Forudsat at regeringen følger anbefalingerne fra ekspertgruppen, som de lige nu sidder og gennemgår nøje.
Selvom reformen endnu ikke er vedtaget, ligger besparelserne på 3 milliarder kroner formentlig allerede fast. Den første milliard skal realiseres i 2026.
Det kommer utvivlsomt til at føre til vanskelige drøftelser i kommunerne, som i de kommende år står over for svære prioriteringer.
Allerede til næste år står store besparelser højt på dagsordenen blandt et flertal af landets arbejdsmarkedschefer og direktører.
Det viser en undersøgelse, som Carelink Gruppen står bag. Her har job- og arbejdsmarkedschefer fra 54 kommuner svaret på en survey og 55 procent forventer besparelser i 2025. Flere udtrykker desuden en voksende bekymring for, hvad det vil betyde for de svageste ledige.
Kommunerne står overfor et afgørende valg, mener Søren Dinesen, der er direktør i Carelink Gruppen. Ifølge ham kan de vælge to veje.
"Når fokus flyttes fra proceskrav til resultater i fremtidens indsats, får kommunerne større frihed, men samtidig reduceres økonomien og sættes i konkurrence med andre velfærdsområder. Derfor er man i kommunerne nødt til at vælge mellem besparelser eller investeringer," siger han til NB-Beskæftigelse.
Effektinvesteringer bør indgå i budgetforhandlinger
Søren Dinesen er ikke i tvivl om, at frisættelsen også vil føre til en række omfattende strategiske og organisatoriske valg i det nye år.
Kommunerne skal fastlægge, om man vil tage besparelsen 1:1 og reducere aktivitetsniveauet på beskæftigelsesområdet, eller om man vil investere med den risiko, det indebærer. Ifølge ham er et stort potentiale for investeringer.
"Jeg mener, at kommunerne i højere grad skal begynde at tage investeringsmodeller ind som et redskab, når man laver budgetforhandlinger. Foruden at tilføre penge til beskæftigelsesprojekter er det en måde at bringe specialiseret viden og nye metoder ind, der kan styrke og målrette indsatsen," forklarer Søren Dinesen.
Morten Ballisager, direktør i Konsulenthuset ballisager, er enig. Han mener, anbefalingerne fra ekspertgruppen betyder, at job- og arbejdsmarkedscheferne fremover skal kunne overbevise relativt uoplyst kommunalpolitikere om, hvad konsekvenserne af de kommende besparelser bliver.
En ny undersøgelse fra konsulenthuset Ballisager med svar fra 87 centerchefer, arbejdsmarkedschefer, teamledere, afdelingsledere fra hele landet bekræfter, at der ligger en stor opgave i at fremlægger investeringscase i fremtidens indsats.
Således svarer 58 procent, at de vil fremlægge investeringscase, når politikere skal overbevises om, at beskæftigelsesområdet er et investeringsområde.
I spørgeundersøgelsen fra Carelink Gruppen svarer 35 procent af cheferne, at deres kommuner allerede anvender effektinvesteringer. Det gælder særligt på sygedagpenge- og ungeområdet.
Investeringerne fremhæves som en oplagt mulighed i en tid med stramme budgetter, da de kan opretholde et højt aktivitetsniveau og samtidig skabe langsigtede forbedringer for udsatte borgere.
De fleste, der kender til effektinvesteringer, vil etablere nye (72 procent), men hovedparten af de danske kommuner anvender endnu ikke resultatorienterede investeringer.
"Tidligere har man lavet sociale effektinvesteringer for nogle meget udsatte grupper på socialområdet og på børne- og ungeområdet, hvor effekterne har været mere indirekte og langsigtede. På beskæftigelsesområdet er det mere konkret at måle resultaterne på en kortere periode, og opnås målene får kommunerne investeringen igen med et provenu," siger Søren Dinesen.
Investering skal føre til bæredygtige løsninger i Nyborg
Nyborg Kommune er en af de kommuner, som er begyndt at investere i at få arbejdsløse tilbage i job. Det sker for at komme større besparelser i møde i den kommende reform, fortæller Merete Gommesen, beskæftigelseschef i Nyborg Kommune.
"Vi forventer, at økonomien bliver helt anderledes med den kommende reform. Derfor er det et forsøg på at se, om investeringer fremadrettet skal indgå i finansieringen af vores indsats," siger hun.
I august indgik kommunen partnerskaber med Carelink Gruppen og Den Sociale Kapitalfond, som investerer kapital i projekter, der forbedrer borgernes tilknytning til arbejdsmarkedet.
Investeringen er særligt målrettet sygedagpengeområdet, hvor man i Nyborg så et behov for at foretage nogle nye initiativer, mens budgettet var stramt.
"Det er vi primært fordi, vi forventer at vi får flere borgere ud i beskæftigelse. Samtidig er det et forsøg på at gøre tingene på en anden måde og lave nogle mere bæredygtige løsninger," fortæller hun.
Carelink Gruppen har som leverandør har sammen med Den Sociale Kapitalfond lavet omkring 35 investeringer på beskæftigelsesområdet i projekter, der forbedrer borgernes tilknytning til arbejdsmarkedet.
Søren Dinesen vurderer, at der vil være kapital nok til rådighed for at lave investeringer på halve og hele milliarder årligt alene på beskæftigelsesområdet.
Uanset om kommunerne investerer eller sparer, er der bred enighed om, hvilke målgrupper der får fokus i 2025. Således peger hele 71 procent af cheferne på sygedagpenge og jobafklaring som topprioritet, idet disse målgrupper meget ofte er forbundet med store budgetudfordringer. Dernæst peger cheferne på dagpengeområdet som et prioriteret område.
Sidst opdateret: 27/11/2024 - 09:13










































