Det har været et bevidst valg for Claus Thustrup Kreiner at holde lav profil, siden ekspertgruppen afleverede den mere end 200 sider lange rapport sidst i juni. Men nu er han klar til at svare på den kritik, som har fulgt med anbefalingerne.

Det har været et bevidst valg for Claus Thustrup Kreiner at holde lav profil, siden ekspertgruppen afleverede den mere end 200 sider lange rapport sidst i juni. Men nu er han klar til at svare på den kritik, som har fulgt med anbefalingerne. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Formand bryder tavsheden og svarer på kritik af ekspertgruppens anbefalinger

Formand Claus Thustrup Kreiner har indtil nu undladt at forholde sig til kritikken af ekspertgruppens anbefalinger. Men nu træder han ind i den debat, der vil dominere årets JobCAMP.

Udgivet: 07/11/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Når ledere og nøglemedarbejdere fra jobcentre og et hav af andre interessenter i dag og i morgen mødes til jobCAMP 24 er overskriften “Et arbejdsmarked i trit med fremtiden”. Debatten blandt de over 1000 deltagere i Aalborg Kongres & Kultur Center vil cirkulere rundt om fremtidens beskæftigelsesindsats, og formentlig være mere aktuel end nogensinde.

En arbejdsgruppe med beskæftigelsesministeren for bordenden sidder i disse uger og drøfter regeringens udspil til den nye gennemgribende reform. Forhandlingerne tager udgangspunkt i de anbefalinger, ekspertgruppen afleverede for godt fire måneder siden. Det forventes, at regeringens lovforslag i høj grad vil læne sig op ad eksperternes råd, når det rammer Folketinget tidligt i 2025.

Ekspertgruppens formand, Claus Thustrup Kreiner, har trods en del kritik holdt lav profil siden den over 200 sider lange rapport blev offentliggjort sidst i juni.

Reaktionerne var først overordnet positive. De blev siden afløst af krads kritik særligt rettet mod de foreslåede nedskæringer på uddannelsesaktivering. Og tilsat frygten for, at de mest udsatte risikerer at blive efterladt på perronen af kommuner, der har svært ved at håndtere deres kommende frihed.

Fik du læst?

KL har et vigtigt budskab på JobCAMP: "Hold fast i ekspertgruppens anbefalinger"

Nu er Claus Thustrup Kreiner klar til at give igen på en del af kritikken, som ifølge ham i flere tilfælde har rod i ekspertgruppens opdrag.

“Arbejdet har været en vanskelig balancegang for at opnå forskellige målsætninger i vores opdrag. Anbefalingerne er vores bedste bud på den opgave, vi er blevet bedt om at løse. Mange af de udmeldinger, der har fulgt, er i virkeligheden et angreb på kommissoriet. Derfor skal vi også være påpasselige som eksperter med at indgå i debatten efterfølgende, hvor anbefalingerne indgår i en politisk diskussion," siger Claus Thustrup Kreiner.

Alligevel har han indvilget i at komme kritikerne i møde.

Kritik fra vismændene er en ‘on-liner’

Blandt de mest prominente kritikere er de økonomiske vismænd. I deres friske efterårsrapport advarede de om, at de foreslåede besparelser på uddannelsesaktivering risikerer at ramme indsatser, der er effektive, og derfor bidrager positivt til samfundsøkonomien.

Ifølge vismændene baserer ekspertgruppen deres anbefalinger på de gældende regneregler fra Finansministeriet. Men disse bygger på ældre studier, der ikke finder positive effekter af uddannelsesaktivering.

Det gør derimod et nyt studie af Jakob Roland Munch, der er økonomisk vismand og professor i økonomi på Københavns Universitet. På årets JobCAMP vil han præsentere sin nye forskning om opkvalificering af ledige, der viser positive effekter.

Claus Thustrup Kreiner, der selv er tidligere økonomisk vismand, påpeger, at vismændene langt fra er nede i sagens detaljer.

“Det er vigtigt at huske på, at vi er blevet bedt om at udføre en opgave, hvor det var et krav i kommissoriet, at det skal ske inden for gældende regneprincipper. Samtidig har vismændene langt fra lavet en større analyse af vores arbejde.”

“Deres studie er interessant. Men det bliver lidt en ’one-liner’. Generelt er der stor usikkerhed omkring det her. Det er netop derfor man fastlægger nogle gældende principper. Man skal derfor passe på med, at man ikke kaster det hele op i luften igen på grund af ét studie,” bemærker Claus Thustrup Kreiner.

Han påpeger desuden, at ekspertgruppen hjalp studiet undervejs, da det manglede adgang til nye data for jobcentrenes aktivering.

Kommuner har incitament til at få borgerne i job

Hvis fremtidige beskæftigelsesaktiviteter defineres som serviceudgifter, og derfor bliver en del af en kommunal serviceramme, kan det flytte betydelige ressourcer væk fra beskæftigelsesområdet.

Det frygter flere jobchefer på baggrund af ekspertgruppens anbefaling om en ensretning af den økonomiske styring.

En kilde har ligefrem betegnet det som “frisættelse på speed”.

Claus Thustrup Kreiner forstår bekymringen.

"Vores tanke har været, at det er mest hensigtsmæssigt, at alle instrumenter i værktøjskassen betales fra samme kasse. Når indsatsen skal frisættes, ser vi gerne en ensretning af incitamenterne til at bruge de forskellige redskaber," forklarer han.

Fik du læst?

Ny app skal styrke beskæftigelsesfagligheden i landets jobcentre

Formanden henviser også til den såkaldte refusionstrappe, som betyder, at hvis kommunerne efterlader borgere på perronen, vil regningen til understøttelse stige.

"Kommunerne har jo et klart incitament til at få borgerne i job," påpeger han.

"Vi anbefaler også en ny model for opfølgning på kommunernes resultater, hvor de måles på fem udvalgte resultatmål. Her indgår bl.a. borger- og virksomhedstilfredshed samt succes med at få borgerne tilbage i beskæftigelse. Hvis kommunerne nedprioriterer indsatsen, vil der formentlig hurtigt opstå utilfredshed og manglende genbeskæftigelse."

For borgere længere væk fra arbejdsmarkedet vil der være krav om, at kommunerne skal lave en årlig opfølgning på hver enkelt sag. I den skal fokus være på at give den ledige lønnede timer eller uddannelse. Det som ekspertgruppen kalder fremdriftsgaranti.

Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer (DH), ser en risiko for, at det vil friste nogle kommunalpolitikere til at spare på indsatsen for nogle af de mest udsatte ledige.

"Fremdriftsgarantien skulle gerne komme udsatte til gavn. Men den konkrete udformning, og hvor stramt den laves overfor kommunerne, er vi ikke gået dybt ned i. Den årlige samtale er et minimum. Løsningen ligger ikke i et krav om et bestemt antal samtaler og aktivering, og det gælder specielt for borgere længere væk fra arbejdsmarkedet. Det er i denne gruppe, at nogen f.eks. kan have behov for en pause fra systemet," anfører Claus Thustrup Kreiner, og tilføjer:

"Djævlen ligger som bekendt i detaljen. Det overordnede mål med anbefalingerne er, at resultater skal være styrende for indsatsen. Vi skal væk fra processtyringen og hele det rigide system, som kendetegner indsatsen i dag. Alt viser, at det kommer der intet godt ud af."

Sidst opdateret: 07/11/2024 - 08:03

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]