Formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel (A) byder torsdag velkommen til JobCAMP 24.

Formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel (A) byder torsdag velkommen til JobCAMP 24. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

KL har et vigtigt budskab på JobCAMP: "Hold fast i ekspertgruppens anbefalinger"

I takt med at beskæftigelsesområdet står over for en ny reform, vil KL benytte årets JobCAMP til at understrege vigtigheden af at bevare fokus på kvalitet og erfaring frem for ideologisk drevne løsninger.

Udgivet: 05/11/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Fremtidens beskæftigelsesindsats er til diskussion, når KL om få dage slår dørene op til årets JobCAMP.

Nøjagtig som sidste år er hele indsatsen fortsat kastet op i luften, men denne gang nærmer vi os målstregen. For mens kommunalpolitikere, kommunale ledere og andre interessenter på beskæftigelsesområdet mødes i Aalborg, forhandler en intern arbejdsgruppe i regeringen om et udspil til en ny reform.

Den ventes at blive præsenteret kort før jul eller i starten af 2025, inden der bliver indkaldt til forhandlinger med Folketingets partier.

Derfor vil KL benytte anledningen til at sende et klart budskab til Christiansborg.

"Hold fast i ekspertgruppens anbefalinger til fremtidens indsats, lad den sunde fornuft råde og undgå at falde i ideologiske snubletråde."

Sådan siger formand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel (S) til NB-Beskæftigelse.

Han byder torsdag velkommen til jobCAMP 24 med netop dette budskab. Ifølge Peter Rahbæk Juel er der brug for en klar retning på beskæftigelsesområdet efter nogle tumultariske år, siden folketingsvalget for to år siden.

"Siden har alle brikker været oppe i luften. I valgkampen dengang var retorikken hård mod jobcentrene, som ifølge flere nærmest skulle brændes ned. Alligevel har medarbejderne i de år leveret, og Danmark er fortsat europamester i at få ledige i job, som vi har været de sidste 13 år. Beskæftigelsen har aldrig været højere, og ledigheden er fortsat på et meget lavt niveau," pointerer Peter Rahbæk Juel, der også er borgmester i Odense.

Ifølge ham er der også kommet noget godt ud af de seneste års heftige debat af indsatsen, som altså inden længe kulminerer med en ny reform.

"Når man dykker ned i anbefalingerne fra ekspertgruppen, er der en helt anden indsigt i effekten og kvaliteten af den kommunale beskæftigelsesindsats i dag. Den er der ikke længere nogen, der anfægter, som vi oplevede på JobCAMP i 2022, hvor vi stod på bagsiden af et folketingsvalg. Dengang så man beskæftigelsesområdet som et oplagt sted at finde milliardbesparelser."

Borgernes behov bør være styrende for brugen af private aktører

Regeringen ønsker at udlicitere en del af jobindsatsen til private aktører. Men i sidste uge viste et svensk studie, at det kan få negative konsekvenser at privatisere beskæftigelsesindsatsen.

"Jeg er egentlig ikke overrasket. Studiet underbygger det, som ekspertgruppen også kom frem til. Det bør fortsat være sådan, at det er borgernes behov, som er styrende for indsatsen. Det bør ikke være et mål i sig selv, at det skal være private aktører, der løser opgaven," siger Peter Rahbæk Juel.

Ifølge ham har kommunerne allerede i dag et velfungerende samarbejde med private aktører om at hjælpe ledige i job.

8 ud af 10 kommuner benytter private aktører, og ser man på det samlede forbrug af beskæftigelsestilbud, indkøber kommunerne over halvdelen af tilbuddene hos eksterne aktører.

"Der er rigtig mange private aktører, som gør en forskel for de ledige. Når kvaliteten er der, er den også værd at betale for. Længere er den sådan set ikke," mener Peter Rahbæk Juel.

Ser man bort fra ekspertgruppens bundne opgave med at finde tre milliarder, vurderer KL, at der er mange gode takter i anbefalingerne. For der er i den grad behov for færre regler og krav.

"Det et godt bud på, hvordan man kan forenkle indsatsen til det bedre. Men man skal passe på, at man ikke drukner de gode intentioner i en spareøvelse," advarer Peter Rahbæk Juel.

Sidst opdateret: 06/11/2024 - 10:02

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]