- Foto: Dorthe Lehm Jensen, KL.

Ane Halsboe til kommunerne: Hold os ansvarlige, hvis vi genindfører unødigt bureaukrati

Med en ny reform for øje appellerer beskæftigelsesministeren til de kommunale ledere om at fastholde ambitionen, selv når de kritiske historier dukker op.

Udgivet: 12/11/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

"Jeg tør godt love jer, at inden vi mødes igen til næste år, er der sket ting og sager."

Ordene kommer fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), som på årets JobCAMP forsikrede deltagerne om, at en reform nærmede sig med hastige skridt.

Den kommer sandsynligvis i høj grad til at læne sig op ad ekspertgruppens anbefalinger, lød det.

Men det vil kræve mod på Christiansborg. Derfor bad Ane Halsboe-Jørgensen også de kommunale topfolk om hjælp til at holde fast i friheden. Også når de første negative historier rammer medierne om det urimelige i, at et postnummer skal afgøre hvilken indsats, borgerne bliver tildelt.

"Hold os ansvarlige, hvis vi bliver fristet af at genindføre reglerne, så snart de første kritiske overskrifter dukker op. Vi er nødt til at stå fast på, at frisættelsen er nødvendig. For lovgivningen har taget overhånd," lød ministerens appel.

Hun fortsatte:

"Det handler om at få friheden tilbage til borgere og medarbejdere. Derfor bliver vi nødt til at bide os selv i tungen, første gang der dukker historier op om, at I gør det forskelligt ude i kommunerne, og når vi bliver spurgt, hvordan vi politisk kan tillade det. Det kan vi, fordi vi stoler på, at I ønsker det bedste for borgerne."

Efter nogle uvisse år, hvor hele beskæftigelsesindsatsen har været oppe i luften, er optimismen igen ved at genfinde sig på de lukningstruede jobcentre. I hvert fald viste en afstemning, at langt hovedparten af de 1100 deltagere i Aalborg Kongres & Kultur Center tror på, at det bliver en god aftale, som lander i begyndelsen af det nye år.

Fik du læst?

JobCAMP: Optimisme forud for kommende reform

Skal man tro regeringens lovprogram, forventer Ane Halsboe-Jørgensen senest til februar at fremsætte et lovforslag. Det vil hun dog ikke garantere.

"Der er noget, der er ude af mine hænder. Man skal have respekt for Folketinget, men jeg kommer til at gøre mit," forsikrede beskæftigelsesministeren.

På scenen i Aalborg fik det formand for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel (S) til at konstatere:

"Ellers står vi her igen til næste år."

Det fremkaldte en del latter hos publikum.

Siden regeringsdannelsen i december 2022, har SVM-regeringen haft ambitionen om en omfattende reform af beskæftigelsesindsatsen, hvor jobcentrene, som vi kender dem, skal nedlægges. Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen vil en politisk aftale dog være på plads, inden KL igen inviterer til JobCAMP til næste år.

"Jeg er helt med på, at det her er en diskussion, som trækker lidt ud. Lad det her være min sidste tale til jer, hvor jeg står og siger, at ting tager tid. Vi er markant tættere på nu,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen fra scenen i Aalborg.

Fik du læst?

Formand bryder tavsheden og svarer på kritik af ekspertgruppens anbefalinger

Sidst opdateret: 12/11/2024 - 12:11

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]