
Social arv spiller også en rolle, da det ifølge analysen har en væsentlig betydning for, om de unge formår at komme videre fra en situation uden uddannelse og beskæftigelse. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Halvdelen af de 43.000 unge uden job og uddannelse har modtaget social indsats
Unge uden uddannelse og beskæftigelse har i langt højere grad også udsatte forældre sammenlignet med øvrige unge, viser ny analyse.
Udgivet: 14/11/2024
Regeringen har længe haft et stort fokus på de 43.000 børn og unge, der hverken er i job eller uddannelse.
En ny analyse fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet kaldet Velfærdspolitisk Analyse dykker ned i de 43.000, skriver NB-Social.
Her kan man blandt andet læse, at halvdelen af dem har modtaget en social ydelse i deres liv. Det dækker over særlige indsatser i form af en kontaktperson, familiebehandling, anbringelse uden for hjemmet og socialpædagogisk støtte.
Sammenlignet med de øvrige unge er det 14 procent, der har fået en social indsats.
Derudover spiller social arv også en rolle, da det ifølge analysen har en væsentlig betydning for, om de unge formår at komme videre fra en situation uden uddannelse og beskæftigelse. Unge uden uddannelse og beskæftigelse har langt oftere udsatte forældre sammenlignet med de øvrige unge.
Blandt andet når man ser på faktorer som tilknytning til arbejdsmarkedet, diagnoser forbundet med handicap eller psykiske vanskeligheder, misbrug af alkohol og stoffer og kriminalitet.
Eksempelvis har hver tredje af dem mødre, der står helt uden for arbejdsstyrken.
Mange af de 43.000 har et handicap eller psykiske vanskeligheder. Eksempelvis har 20 procent angst, 18 procent ADHD og 14 procent autisme.
Derudover spiller alder også en rolle. Jo ældre, den unge er, desto større risiko for at forblive fastlåst i gruppen uden uddannelse og beskæftigelse i lange perioder.
Blandt 16-årige er det eksempelvis 29 procent, der stadig er i gruppen året efter, mens det gælder 60 procent af de 20-årige uden uddannelse og beskæftigelse.
Risikoen for at forblive fastlåst i gruppen uden uddannelse og beskæftigelse er højere blandt unge med særlige sociale udfordringer.
Minister: Vi har ikke løst et af de største problemer
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen mener, at analysen klart og tydeligt viser, at vi som samfund ikke har formået at løse et af de allerstørste problemer.
"Den sociale arv er stadig styrende for alt for mange unge menneskers fremtidsmuligheder. Når over halvdelen af de unge har modtaget en social indsats, bliver jeg kun bekræftet i, at der bag ved en svær tilværelse meget ofte ligger sociale udfordringer. Det skal vi tage alvorligt," siger hun i en pressemeddelelse.
Sidst opdateret: 14/11/2024 - 09:10










































