IPS-koordinator i Vejle Annette Jørgensen og centerleder Søren Hansen fra Jobcenter Vejle er er godt tilfredse med, at et såkaldt fidelity-besøg, som kan oversættes til et årligt kvalitetstje, resulterede i den højeste givet score indtil nu, som lyder på 121 ud af 125 mulige point.

IPS-koordinator i Vejle Annette Jørgensen og centerleder Søren Hansen fra Jobcenter Vejle er er godt tilfredse med, at et såkaldt fidelity-besøg, som kan oversættes til et årligt kvalitetstje, resulterede i den højeste givet score indtil nu, som lyder på 121 ud af 125 mulige point. - Foto: Jobcenter Vejle.

Jobcenter Vejle er danmarksmester i IPS-metoden

Jobcenter Vejle er kåret som danmarksmester i IPS-metoden for at hjælpe psykisk sårbare ind på arbejdsmarkedet. Centrets succes afspejler et tæt samarbejde med psykiatrien og en strategi, der prioriterer lønnede timer over praktikker.

Udgivet: 18/04/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Mere end halvdelen af landets jobcentre bruger i dag IPS-indsatsen (Individuelt Planlagt job med Støtte), og nu kan man i Vejle glæde sig over titlen som danmarksmester i metoden til at hjælpe mennesker med psykiske sygdomme i ordinært arbejde eller uddannelse.

Da jobcentret for nylig modtog et såkaldt fidelity-besøg, som kan oversættes til et årligt kvalitetstjek, opnåede centret den højeste givet score indtil nu, som lyder på 121 ud af 125 mulige point, og dermed kan Jobcenter Vejle kaldes danmarksmester i IPS-metoden.

Fik du læst?

Flere unge skal have hjælp til job og uddannelse: IPS-indsats udvides

Det glæder IPS-koordinator i Vejle Annette Jørgensen og centerleder Søren Hansen.

IPS er en evidensbaseret metode for psykisk sårbare borgere, der skaber en langtidsholdbar tilknytning til arbejdsmarkedet og det er årsagen til, at man i Vejle begyndte at arbejde målrettet med den.

"Det flotte resultat afspejler, at vi er tro mod metoden og at vi har fået oparbejdet et godt samarbejde med psykiatrien i Region Syddanmark. Det er positivt, da vi ved, at hvis man er tro mod metoden, gør det signifikante forskelle for borgerne i deres vej mod beskæftigelse eller uddannelse, og denne del er det vigtigste for os,” siger Søren Hansen.

”Vi ser hver dag eksempler på, at det faktisk gør en forskel for borgerne,” tilføjer han.

I Jobcenter Vejle har man flyttet fokus fra praktikker til lønnede timer, ligesom en del af indsatsen er rykket ud på virksomhederne.

"Det er en metode, som vi selv tror på, giver bedre resultater i sidste ende. Målet er at borgerne skal opnå selvforsørgelse enten via job, uddannelse - eller et fleksjob og her er fokus på lønnede timer fra start en vigtig faktor," siger Annette Jørgensen.

Fik du læst?

Særlig indsats skal hjælpe unge med psykisk mistrivsel i beskæftigelse i 27 kommuner

Det bakkes op af Psykiatrisk Center København, som stod bag fidelity-besøget. Her lød anbefalingen efter besøget:

"Vi kan høre, at I har meget fokus på ordinære timer fra start, men at der ofte startes ud med en praktik. I kan med fordel undlade at nævne praktik som en mulighed for arbejdsgiverne og dermed lægge vægt på, at der for alle nye medarbejdere vil være en periode i starten, hvor man lige skal sættes ind i virksomheden og arbejdsopgaverne.

"Det anbefales derfor, at der fokuseres mere på ordinære timer eller uddannelse – og at det, hvis der anvendes praktikker, sikres, at der er tale om korte praktikker med mulighed for efterfølgende ansættelse i ordinære timer i virksomheden," skriver Psykiatrisk Center København.

Om IPS-metoden

IPS, der står for Individuelt Planlagt job med Støtte, er en evidensbaseret beskæftigelsesindsats, hvor den regionale behandlingspsykiatri og kommune, typisk jobcentret, samarbejder for at hjælpe mennesker med psykiske lidelser med at opnå og fastholde ordinært arbejde eller uddannelse.

IPS er et individuelt, håndholdt og fleksibelt forløb, der bliver tilrettelagt ud fra den enkelte deltagers ønsker og præferencer.

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Sidst opdateret: 19/04/2024 - 07:30

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]