
- Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Flere ledige og færre efterlønsmodtagere i 2023
I 2023 var 756.200 danskere under folkepensionsalderen afhængige af økonomisk støtte fra det offentlige.
Udgivet: 18/04/2024
756.200 danskere under folkepensionsalderen var i 2023 forsørget af det offentlige, hvilket var en stigning på 1.800 personer i forhold til året før.
Antallet af offentligt forsørgede mænd steg med 4.300, mens antallet af kvinder faldt med 2.500 sidste år. Dermed steg andelen af mænd blandt samtlige offentligt forsørgede fra 41 procent i 2022 til 42 procent i 2023.
Det skriver Danmarks Statistik.
Det store tal dækker alt fra ledige til efterlønsmodtagere til folk på barselsdagpenge, mens SU-modtagere dog ikke tæller med.
Tallene dækker blandt over, at flere var ledige i 2023, ligesom der var flere i støttet beskæftigelse og flere på tilbagetrækningsordninger.
Stigningen i antallet af danskere på tilbagetrækningsordninger dækker dog over, at flere er kommet på tidlig pension og førtidspension, mens færre er på efterløn.
Der var også fald i antallet af danskere på kontanthjælp, sygedagpenge og ressourceforløbsydelse.
KR.
Sidst opdateret: 18/04/2024 - 10:28










































